Dato: 24. september 1868
Fra: H.C. Andersen   Til: Alma f. Trepka Bloch

Vifte

1) Maanen skinner rund og stor / Over Mark og Mose, / Midt i Skovens Stilhed groer / Poesiens Rose. –
2) I Vel og Vee / Guds Villie skee!
3) Det mindste Blad er et Hexeri / Der sidder en levende Sjæl deri.
4) Aand og Snille kan man eie, / Men der maa et Hjerte til.
5) Ingen veed hvad i morgen skeer, / Gud alene det veed og seer.
6) Danmark døer først med det danske Sprog, / Det danske Sprog er Danmarks Dannevirke.
7) Hvo der vil sætte Huus efter hver Mands Sind, / Han bygger et Huus hen i Veir og Vind.
8) I Vel og Vee, i Sorg og Lykke / Paa Gud du bygge!
9) Der ud i Verden Hjertet maa, /Lad Storm og Regn kun ruske, / Guldbjerge eier Verden faae / Men flere Tornebuske.
10) Jeg saae det Land hvis Luft har himmelsk Lyst / Hvor Kilden sprudler frem fra Bjergets Bryst, / Og Oldtids Byer opstaae fra de Døde.
11) "Jeg elsker dig Danmark mit Fædreland!
12) Der er et herligt Land, det kaldes Poesien, / Det naaer i Himlen op, det rummes i en Rosenknop,/ Og Hjerte=Melodien, boer paa dets grønne Strand.
13) Lystig hen ad Livets Strøm, / Glæden er en deilig Drøm.
14) Din Hemmelighed er din Fange, / Slipper du den, er du dens. /
15) Ungdoms Sangen bliver snart / Gamle Melodier.
16) De fattige Blomster drømte i Nat / De stode ved Porten til Eden, / Naar nu de ved dit Bryst bliver sat / Er Drømmen Virkeligheden.
17) Gjort med Kjærlighed / Er det fagreste Træ i Lunden.
18) "Jeg troer der er skjønnest i Danmark." /September 1868 H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm