H.C. Andersen centret

[Første ark af brevet mangler:]

[…] han har jo saamegen fælles Interesse med Gade; og jeg synes Gade er saa rar, han har viist sig saa varm og deeltagende ved denne Leilighed, saa jeg er betrygget for min kjære, kjærlige Sophie! Jeg tror at Nogle hjemme i Familien ere forundrede over at hverken Sophie eller Hartmann have meldt dem deres Forlovelse, men jeg synes man maae holde dem det tilgode; Hartmann kan vist ikke taale at tale om hvad der bevæger ham dybt, han er jo saa stille og indesluttet baade i sin Sorg og i sin Glæde, og Sophie synes maaskee det er forlegent selv at fortælle det. Hvor det har moret mig, at Digteren Hauch meest dvæler ved ”Hvad Straaene sagde” [jf. i Sverrig, kap. XXIV], De ved nok, at det ogsaa var det som meest gik ind i mig, det rørte saa stærke Strænge i min Sjæl, saa det aldeles tog mig med sig, det traf mig fuld beredt til at nyde det Poetiske i Situationen og Virkeligheden; derimod de andre religiøse Afsnit, der ogsaa bevæge og det [sic!] dybere Strænge, traf mig ikke saaledes i min personlige Tro og Følelse, saa jeg først maa eie [læsningen usikker] dem førend de gjøre det rette Indtryk paa /

mig, jeg synes at Præsten [jf. I Sverrig kap. XIII] ikke er gjennemført stræng christelig, thi naar han troer paa Fordømmelsen for dem, der ville forløses ved deres Gjerninger, saa bør han ikke sige om sin Hustru: ”hvis Du ikke bliver salig, Du Rene og Fromme, hvem bliver det saa,” thi ikke hendes Reenhed og Fromhed, men blot hendes Tro paa Frelseren kan forløse hende, og kun Han kjender hvor stor ethvert Menneskes Tro er; det er heller ikke de strængt Christnes Mening at indvie Nogen til Fordømmelsen, men [læsningen usikker] enten maae man troe at man kan frelses ved Lovene og saa opfylde alle dens Bud, da disse ellers vende sig som Dom imod os, eller man maae lægge alle sine Gjerninger som [læsningen usikker] et Intet for Herrens Kors, kun troe paa Frelsen ved Ham, kun have Troen paa Ham som Maal i verden; saa følger nok deraf at man stræber at være god, men ikke som en Fortjeneste, ikke som en Vei til Gud, ikke som Vederlag. Men vi Alle vakle jo i Troen, og den er vist Ingen af os, der jo mange Gange i sit Liv her maattet bede, ”Herre jeg troer, hjælp mig i min Vantro!”

Henrik spørger om mit Brev er færdig og raaber ”Hils”, derfor Farvel, tjen mig kjære An. i at sende mig en Afskrift af Impromptuet om Æblegrenen, det vilde jeg saa gjerne eie. Levvel kjære, velsignede Andersen!

Deres Jonna.

Tekst fra: Ejnar Askgaard