Dato: 3. august 1842
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn d: 3die August 1842

Tak for Deres venlige Linier kjære Andersen, de fornøjede mig ret, thi Tonen i dem sagde mig, at De er rask og tilfreds; jeg tænker at denne lille Udflugt vil virke oplivende og styrkende paa Dem thi inden De forlod Byen forekom det mig som om De følte Dem endeel nervesvag. De arbeidede saa meget i Vinter og i Foraaret, at det maatte tage Kræfterne med sig. Nu glæder jeg mig til ved Hjemkomsten at see Dem ret rask og munter.

Med Moder er det omtrænt som da De forlod os, vi maae jo være glade naar det blot ikke gaaer tilbage, og det har det i den senere Tid ikke gjort. Jeg selv er taalelig vel og har tilbragt 8 behagelige Dage hos min kjære Hanne Selmer, hvorfra jeg først kom hjem i Lørdags. Hanne vilde gjærne have at jeg skulde have bleven der noget længere og jeg havde ogsaa megen Lyst dertil da jeg følte mig saa rask i den friskere Luft og ved den deilige Ro derude; men – ja det troer De vel neppe, at jeg er en saa vigtig Person i Hjemmet, jeg kunde ikke godt længere undværes i det, da lille Caro ellers vilde være alt for bunden, og saa sidder jeg da nu igjen her i Villa delta Distelatore som De kalder det og kradser disse Linier til Dem.

Da jeg den Aften Deres "Pæretræ" gik saae Collins Familie i Theateret tænkte jeg nok at De mældte Dem det heldige Udfald, ellers havde jeg maaskee gjort det805 . Det gik med særdeles Liv, især var Phister ypperlig. Var det ikke heldigt, Tante Ida som var et Par Dage her i Byen paa en Reise til Norge var og paa Comedie den Aften og skjøndt hun havde Billet til første Parquet og jeg kun til andet, og jeg ikke vidste hendes Nummer kom hun dog til at sidde paa sidste Bænk, jeg paa første lige bag hende, hun morede sig ypperligt, og at hun var med gjorde, at jeg nød Aftenen dobbelt, thi ellers vilde jeg have følt mig lidt ene blandt alle de fremmede Ansigter, hvoriblandt jeg ofte i Vinter har søgt Deres som det eneste bekjendte, men kun et Par Gange fundet det.

De spørger om den Redacteur der skal have udfordret Heiberg ikke er Carstensen, jo man har jo rigtignok her omtalt denne Udfordring som dog neppe er sand. Skuespiller Nielsen og Lork heed det vare af Figaro udseete til at overbringe Udfordringen. Nielsen faldt fra, men Lork var villig; dog den sidste "Figaro" kan nu sige Dem hvad der var sandt af det Hele806 . Jeg troer vist at jeg har læst Alt hvad der [er] sagt i den hele Strid; men nu er jeg ogsaa mæt deraf, det Morsomste var unægteligt, efter mit Begreb da, den lille satiriske Comedie: Johan v. Thybo807 eller den stortalende Professor, men vistnok især fordi Holbergs deilige, sunde, ægte Vittighed gaaer igjennem den og ligesom laaner det Hele sin Glands, jeg finder det meget godt skrevet, kun synes jeg ikke om at gamle Rahbeks Aand fremmanes nok for at mægle Fred men ikke for at løfte Stokken mod Heiberg, det er Aanden uværdigt, selv om den Anden har fortjent det. Hvad Heiberg skriver forekommer mig temmelig sophistisk, jeg har i det Hele ved at læse alle Heibergs Inteligentsblade faaet en anden Idee om ham end jeg hidtil har havt, den er egentlig hverken værre eller bedre; men som sagt "en anden". Jeg havde tiltroet ham langt mere Consequents og Fiinhed. Hvor latterligt og smaaligt det end kan synes – dog dette falder jo ikke paa ham – fordærvede han det jo virkeligt med Hoffet ved sin Anke mod Italienerne, og nu giver han senere, som om han havde en Følelse deraf, i sin Afhandling: "Autoriteten" nogle Klap til Højre Side, jeg mener til Hoffets, og disse Klap vidne ikke alene om Arristocrati, nej selv om Despotisme, saa min første Tanke efter at have læst det lille Hefte var: "Naa nu har han da ogsaa fordærvet det med Oppositionsbladene. Er Alt hvad han har skrevet hans virkelige ærlige Overbeviisning, saa har jeg Agtelse for det eller rettere for ham, men, forresten er jo egentlig Meningen af den hele Afhandling og af hans hele Færd "Der gives kun een Autoritet og den er jeg."

Men De har vist forlængst tænkt naar faaer dog den Snak Ende, mon hun har isinde at fylde sit hele Brev med den, nej nu skal jeg strax holde op, og gid jeg kunde ende den hele Strid med det Samme, thi skjøndt jeg sandelig ikke er en af Heibergs særdeles Beundere eller Tilhængere saa gjør det mig dog ondt at see en saa overlegen Aand som hans bringes til den Grad af Yderlighed, at den glemmer al Maadehold og Klogskab. Gudskeelov at De er borte i denne Tid hvor let kunde De ikke om De havde været her være blevet blandet ind med i Striden, og Fred er dog saa god. Ved at omtale Heiberg falder det mig ind at jeg engang i Vinter i Anledning af, at De i Deres Bazar erkjendte: "En Sjæl efter Døden" for Heibergs bedste Arbeide i et sygeligt Anfald af Bitterhed sagde: "Det er klogt !" "Det er retfærdigt", svarede De med Eftertryk; kjære Andersen, jeg følte ret hvormeget De i det Øjeblik var bedre end jeg, og Deres Svar er senere ofte falden mig ind.

Hvor der maa være deiligt paa Bregentved naar det minder om Skildringen af Herresædet i: "Nat og Morgen". Saa De har da læst denne Bog er den ikke deilig, gid jeg engang kunde tale med Dem om den og ret høre Deres Mening om den, jeg har endnu aldrig hørt Dem udtale Dem over nogen af Bulwers Romaner, uden saadan i Almindelighed, dog jo "Maltravers" maaskee! Selmers kjørte endeel omkring med mig. Sjællands Natur er dog smuk ! Naar De kommer til Odense da hils mine Venner der, især Børnene, dog, naar De faaer mit Brev har De nok alt været der ! De spørger hvordan det gaaer med "En Skribentindes Datter", ja, det veed jeg vel egentlig mindst selv kjære Andersen, jeg hører jo kun hvad mine Venner sige mig, og de meddele mig naturligviis kun det gode, de have hørt. Bladene seer De

jo selv, og at den endnu kun har været omtalt i eet af dem. Een Ting maa jeg dog sige Dem, og det er, at ingen Dom har glædet mig som den De bragte mig fra Collins, deels fordi jeg følte at den jo for Størstedelen maatte være upartisk af Mennesker der jo ingen personlig Interesse kunne have for mig, deels, fordi jeg sætter saa uendelig Priis paa den Godhed og Velvillie der gjør sig en Tilfredsstillelse af ved en venlig Yttring at glæde Andre. Jeg har lovet Caroline en lille Plads i mit Brev. Lev derfor ret vel til vi sees, med mindre De skulde have Lyst og Leilighed til forinden at glæde mig endnu engang med nogle Linier.

Moder hilser ret hjerteligt gjennem Deres søsterligt hengivne

Jette H.

Til Beviis paa mit inderlige uegennyttige Venskab, skriver jeg en halv Side til Dem, skjøndt De ikke har henvendt et Ord til mig i Deres Brev adresseret til Villa Destillatore, fy ! !

Skal jeg nu gaa her hjemme og spille Maren eller Maja? sætte mig i en Krog og tage Forklædet over Hovedet, og skrive i Tankebogen. So fliessen den zwei Wasser, o.s.v. dog nej, det lover jeg helligt at jeg ikke skal gjøre; men en jevn skikkelig Hilsen vilde jeg dog gjerne have havt, thi fordi De spørger om Søsteren er rask, saa tør jeg, da jeg har 4 andre elskværdige Søstre ikke troe at den er til mig Uværdigt – Da jeg nu virkelig saa længe som jeg kan huske har baaret saadan et jevnt smukt trofast Venskab for Dem, saa – ja saa var jeg smæk vred, og piqueret; men græde gjorde jeg dog ikke. Jeg glæder mig inderlig paa Deres Vegne at Vejret har været saaledes, at De har kunnet nyde det paradisiske Landliv, uden Kalmucks Frakker jeg er nær ved at misunde Dem det, thi hvad er deiligere end det? jeg kjender Intet, maaskee De gjøre det, godt for Dem. – Husk nu paa at der existerer en ung Pige eller gammel Jomfru, hvad De nu vil kalde hende, som hedder Caroline i Villa Destilatore, der ingen Bettina er, og altsaa heller ikke nøjes med, die Wolken eilen Bettina ich grüsse dich808 .–

Caroline har i et overgivent Lune skrevet sine Linier i mit Brev, nu har hun bag efter faaet Skrupler og ængster sig over at De skal tro at hun er gaaet fra Forstanden; men jeg trøster hende med at De jo nok kjender hende.

Jeg vilde saa gjerne fortælle Dem lidt Nyt herfra naar jeg blot vidste noget. Veed De at Gurlitts809 Forlovede Frøken Bidolac810 har hævet sin Forbindelse med ham, som han skal have følt sig saa lykkelig ved, om 8 Dage skulde de have havt Bryllup, hun skal have en anden Inclination, der for kort Tid siden har giftet sig. Jeg synes jo rigtignok at hun burde have prøvet sig selv inden hun gjorde en Anden ulykkelig; men man kjender jo ikke Forholdene og tør ikke dømme. Ingen kan forklare sig hendes Opførsel da hun forresten skal være meget elskværdig. – Det kan jo blive behageligt ad Aare at gjæste Augustenborg. Kom De ikke til Breitenburg?

Idag tænker jeg De er i Hamborg.

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen