Dato: 3. november 1842
Fra: H.C. Andersen   Til: Robert Schumann
Sprog: dansk.

Dr. Schumann

i Leipzig.

Kjøbenhavn, 3. Nov. 1842.

Kære Hr. Schumann!

Gennem den Venlighed, De har vist mig, idet De har foræret mig Deres interessante og karakteristiske Komposition til mine Digte, har De gjort mig en stor Glæde, som jeg taklker nem mange Gange for. Efter at Jeg i forrige Uge fra Lose & Olsen modtog et Eksemplar, i hvilket De havde skrevet Deres Navn, gik jeg straks i stort Hastværk til min Ven Hartmann, som gennemspilledde Kompositionen, senere har den unge Komponist Gade, hvis Navn De sikkert kender, igen Spillet den for mig, saaledes at jeg efter min musikalske Evne nu forstaar og nyder, hvad De dobbelt har foræret mig. Min hjerteligste Tak derfor. Maaske kan jeg i Maj eller Juni gentage min Tak personlig, fordi Jeg rejser vistnok til Paris i Januar og rejser saa over Leipzig tilbage. Deres Frille sender Jeg min ærbødigste og hjerteligste Hilsen; naar De ser den fortræffelige Mendelssohn, saa heder jeg Dem ogsaa hilse ham. Det varer ikke længe, saa vil Deres Hustru og Mendelssohn modtage mit nyeste Skrift: »En Digters Bazar«. Arbejdet, som jeg endnu er beskæftiget med, er egentlig et Vovestykke; det er muligt, det bliver noglet ufuldkomment, dog vil jeg arbejde derpaa saa godt jeg kan; det hedder: »Ahasverus«, i første Akt ser vi Jødedommen og dens Fald, i anden: Romernes Levned i Fordærvelse og Kristendommens Sejr, i tredie: Kirkens Stridigheder, Folkevandringen, Mohamed og Katolicismens Magt, i fjerde: Pavedømmets Forfald, Amerikas Opdagelse og Protestantismen, i femte: den franske Revolution, Grækenlands Frihedskamp og vor Tids fordelagtige Udvikling. For fuldkomment at udføre et saadant Arbejde maa man vide mere, end jeg kan tiltro mig selv. Ideen blver derved opnaaet, at en anden bedre begavet kan gribe den, saa har jeg dog gjort noget. Naar det er færdigt og oversat, vil jeg sende Dem det.

Vær saa venlig snart atglæd.e mig med et Par Ord, og kunde jeg dog snart komme sammen med Dem og Deres Kære!

Deres ærbødige

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost