Kjøbenhavn den 22 Jan 1843.
Min kjære velsignede Jonna!
Du begriber neppe hvor meget Du fylder min Tanke, hvor vel jeg mener Dig det, hvor nær Du ligger mit Hierte! stol altid paa mig, som var jeg Din ældre, trofaste Broder! - Du forlangte et Brev fra mig allerede i Dag, hvad skal jeg kunde fortælle Dig? En halv Time efter at Du var borte, gik jeg fra Din Bedstefader, vandrede om af forskjellige Gader, saae paa Castor og Pollux, de to trofaste Stierner; de ere et smukt Billede paa Trofasthed, paa Venskab, men de ere kun to; tro mig i rette Hjertets Fortroligheder kan man kun have een man betror alt! jeg bilder mig saaledes ind at Fanny veed alle Dine Hjertets Mysterier, ikke sandt, siig mig ja om det er saa. Den fortræffelige Pige, hun faaer her et lille / Epistel fra mig, næste Gang skal det blive større, jeg lægger ogsaa til Dig et Bilag, da Papiret her er saa stumpet, tab det derfor ikke naar Du aabner! Millioner Hilsener sendes Dig, saa brændende, saa trofaste, skriv nu smukt til mig, imorgen f. Ex. og siig mig ret hvorledes Du har det, hvor godt og hyggeligt der er hos de elskværdige Mennesker derude. Bliv imidlertid ikke altfor længe, Caffen vil ikke smage naar ikke Du staaer som Peri og bevogter Vældet! - Naar Du kommer ind gaae vi to eller tre, Din Moder kan være med, i italiensk Opera, morer det Dig! Hvor det er en graa Morgen, Klokken er da heller ikke 9 endnu og allerede har jeg haft Besøg, ja jeg har min Nød, jeg kan knap faae Tid at skrive til Dig - som Verden kalder min Forlovede! Din
Digter.
