Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 7. februar 1843
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

127. Fra E. Collin, Jette Boye og Jonna Drewsen.

[7/2 1843.]

[Fra E. Collin ].

Min kjære gode Andersen. Vi modtoge igaar Deres Brev, som glædede os meget, især er det en Lykke, at Stoppenaalen ikke læderede det nævnte Sted; thi naar Enden er god, er Alting godt. Status her hjemme er nu følgende: Jette ligger endnu, men bestandig Gud være lovet i tiltagende Bedring, men Vulle er syg og foruroliger mig meget. Louise har faaet en Datter; hun har havt temmelig Feber, men dog uden Betænkelighed. Ingeborg, som takker meget for Deres Brev, beder mig sige, at hun ligger syg dernede, og dog er hun oppe som sædvanligt; ja med det Humeur og i den Leilighed kan man nok være det. Den øvrige Familie har det, som ved Deres Afreise.–Vi have to Historier om Baronessen: 1: Hun sad inde hos Th. i dennes sædvanlige Morgen-Costume, da Wilkens kom ind og meldte Kongen; da Th. derpaa skyndte sig bort, raabte hun ind ad Døren til ham: »tag dog Buxer paa, Th!«–2. Hun sagde til en anden i Dame: »Deres Figur er smukkere end min, naar De har Klæder paa, men min Figur er smukkere uden Klæder, det har Thorvaldsen selv sagt«– Naar De nu kommer til Hamborg, saa gaaer De altsaa ind i Altona, hen paa Mynten i Johannis Strasze og spørger efter Mynt-Controlleur Alsing og hilser fra mig; alle tale Dansk.–Ehlers maa De hilse, hvis De seer ham.–Idag kom Brev fra Theodor; han slaaer paa, at han ikke reiser til Italien, deels formedelst Hjemvee, deels af Pengemangel. Nu lev ret

vel. Deres

Edvard.

[I Margen: ] Min allerærbødigste Compliment til Hs. Excll. Greven. Departements-Pakken, som er fra Sick, kan De gjerne lukke op.

[Fra Jette Boye ]

Skjøndt jeg ikke har læst Onkel Eduards Linier til Dem, kan jeg dog føle paa mig, at Han har fortalt Dem alt det Nye, der er skeet herinde i Byen, siden De reiste. Det vil altsaa falde lidt vanskeligt for mig at for­tælle Dem Noget, som kan interressere Dem. Dog, nu faldt der mig Noget ind! Paa Tirsdag skal Mulatten opføres, og jeg skal naturligviis hen at see dette Mesterværk, som jeg aldrig før har seet, men dog kjender lige­saa godt som min Catechismus og Holsts »Ude og Hjemme«.–De kan da foresten tro, min kjæreste Andersen! at jeg var inderlig bedrøvet den Aften, De reiste; jeg fortrød saa umaadeligt, at jeg var gaaet paa Comedie, da jeg saa intet rigtig Farvel fik sagt til Dem. Jonna og jeg gik ud af Logen, for at see Deres kjære Ansigt endnu engang, og trykke Deres Haand endnu engang kjærligt og trofast til Afsked; men De var allerede gaaet, og vi maatte nøies med det Haandtryk vi havde faaet. De vil maaskee ikke tro det, men jeg forsikkre Dem om, at jeg fældede mange bittre Taare, medens

jeg sad og lod som om jeg saae og hørte paa »Debatten«. Der er noget Skræk­keligt for mig i at tage Afsked, om det endog er paa kort Tid, med de Mennesker, jeg holder rigtig af. (Og til dem veed De da, kjære Andersen! at De hører.) Jeg tænker mig altid at jeg aldrig meer faaer dem at see, og saa kommer der altid en angrende Følelse hos mig, for de Fornærmelser, jeg mulig kan have viist dem; da De nu er reist forekom det mig, at jeg saa tidt havde været uartig imod Dem, og at De maatte tro, at jeg slet ikke holdt af Dem, og saa besluttede jeg strax, at jeg vilde skrive til Dem, og bede Dem tilgive mig, hvis jeg engang imellem har været underlig imod Dem, og ikke skrive det paa Ukjærligheds, men snarere paa Tankeløsheds Regning.–

Jeg mødte Holst idag, og da Han hørte, at jeg skrev til Dem, bad Han mig om at hilse Dem ret mange Gange fra Ham.–Iaftes var jeg henne at see »Ørkenens Søn«, og jeg finder det overmaade smukt og poetisk; det handler naturligviis om det gamle, forslidte Thema: Kjærlighed, men det er behandlet saa udmærket smukt, og der var mange nye, smukke Tanker deri. Fru Heiberg spiller udmærket deri det er just en Rolle som passer sig for Hende, synes mig. Holst syntes jeg ikke om, Han bar sig ad som et rasende Menneske, naar Han skulde vise lidt Følelse, og var foresten som en Automat. Da jeg spurgte Fru Adler hvad en Timarch (Retsperson, eller Dommer, troer jeg) var, sagde Hun ganske alvorlig: »Det er en vild Stamme«. De synes vist, at det var underligt at vælge Hende til at faae noget at vide af, men det kom sig deraf, at Hun fortalte mig, at Hun havde seet det i Cassel.

Nu vil jeg ikke trætte Dem længer, kjære Andersen! lev vel, forglem ikke i det larmende Paris, at De herinde har en kjærlig Veninde i Deres

Jette Boye.

[Fra Jonna Drewsen ].

Min egen, kjære Andersen!

Rigtignok skrev jeg til Dem sidst; men jeg synes dog, at jeg ogsaa kunde have Lyst at skrive et Par Ord nu, og hvis De ikke har noget derimod (jeg vil ikke haabe det) tager jeg mig den Frihed et Par Øieblikke at bede Dem henvende Deres Opmærksomhed paa hvad jeg her skriver.

Igaaraftes var jeg henne at see »Ørkenens Søn«, som jeg finder noget af [det] deiligste jeg længe har seet; og Publicum lod ogsaa til at være af samme Mening, da det klappede umaadeligt baade under og efter Styk­ket, næsten ligesaameget som af Mulatten. À propos de Mulatten, den haaber jeg at jeg kommer hen at see paa Tirsdag, deels for at see Spindler, men meest dog for Stykkets Deilighed. »Ørkenens Søn« handler heelt igjennem næsten kun om Kjærlighed; men da man i min Alder gjerne hører noget om den Ting, saa morede jeg mig naturligviis fortrinligt, jeg græd, som var jeg pidsket, og de flaue Garderkarle morede sig frygteligt derover. Gud give, at De var her i Byen, saa kunde jeg [høre] Deres Me­ning om Stykket.

I Søndags var Augusta Bournonville herhenne; det er dog den yndigste, elskværdigste lille Pige, jeg har seet og disse Øine, funklende og milde, det er dog det Deiligste af Alt! Jeg er saa indtaget i hende, endnu mere end De i Jomfru Nielsen; hende har jeg nu Gudskeelov ikke været saa ulykkelig at see i lang Tid, det er virkelig en Nydelse. Bournonville vilde arrangere »Erik Menveds Barndom« herhjemme; Jette skal være Dron­ning, Tante Louise Aase og jeg Jomfru Inge (det er virkelig godt for Dem at De ikke skal see det, De blev da syg).

Men nu skal jeg spise til Middag; Levvel, kjæreste Andersen! naar De kommer til Paris, skriver De vel nok til Deres hengivne

Jonna.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost