Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

del af Brev

Skjøndt jeg ikke har læst Onkel Eduards Linier til Dem, kan jeg dog føle paa mig, at Han har fortalt Dem alt det Nye, der er skeet herinde i Byen, siden De reiste. Det vil altsaa falde lidt vanskeligt for mig at for­tælle Dem Noget, som kan interressere Dem. Dog, nu faldt der mig Noget ind! Paa Tirsdag skal Mulatten opføres, og jeg skal naturligviis hen at see dette Mesterværk, som jeg aldrig før har seet, men dog kjender lige­saa godt som min Catechismus og Holsts »Ude og Hjemme«.–De kan da foresten tro, min kjæreste Andersen! at jeg var inderlig bedrøvet den Aften, De reiste; jeg fortrød saa umaadeligt, at jeg var gaaet paa Comedie, da jeg saa intet rigtig Farvel fik sagt til Dem. Jonna og jeg gik ud af Logen, for at see Deres kjære Ansigt endnu engang, og trykke Deres Haand endnu engang kjærligt og trofast til Afsked; men De var allerede gaaet, og vi maatte nøies med det Haandtryk vi havde faaet. De vil maaskee ikke tro det, men jeg forsikkre Dem om, at jeg fældede mange bittre Taare, medens

jeg sad og lod som om jeg saae og hørte paa »Debatten«. Der er noget Skræk­keligt for mig i at tage Afsked, om det endog er paa kort Tid, med de Mennesker, jeg holder rigtig af. (Og til dem veed De da, kjære Andersen! at De hører.) Jeg tænker mig altid at jeg aldrig meer faaer dem at see, og saa kommer der altid en angrende Følelse hos mig, for de Fornærmelser, jeg mulig kan have viist dem; da De nu er reist forekom det mig, at jeg saa tidt havde været uartig imod Dem, og at De maatte tro, at jeg slet ikke holdt af Dem, og saa besluttede jeg strax, at jeg vilde skrive til Dem, og bede Dem tilgive mig, hvis jeg engang imellem har været underlig imod Dem, og ikke skrive det paa Ukjærligheds, men snarere paa Tankeløsheds Regning.–

Jeg mødte Holst idag, og da Han hørte, at jeg skrev til Dem, bad Han mig om at hilse Dem ret mange Gange fra Ham.–Iaftes var jeg henne at see »Ørkenens Søn«, og jeg finder det overmaade smukt og poetisk; det handler naturligviis om det gamle, forslidte Thema: Kjærlighed, men det er behandlet saa udmærket smukt, og der var mange nye, smukke Tanker deri. Fru Heiberg spiller udmærket deri det er just en Rolle som passer sig for Hende, synes mig. Holst syntes jeg ikke om, Han bar sig ad som et rasende Menneske, naar Han skulde vise lidt Følelse, og var foresten som en Automat. Da jeg spurgte Fru Adler hvad en Timarch (Retsperson, eller Dommer, troer jeg) var, sagde Hun ganske alvorlig: »Det er en vild Stamme«. De synes vist, at det var underligt at vælge Hende til at faae noget at vide af, men det kom sig deraf, at Hun fortalte mig, at Hun havde seet det i Cassel.

Nu vil jeg ikke trætte Dem længer, kjære Andersen! lev vel, forglem ikke i det larmende Paris, at De herinde har en kjærlig Veninde i Deres

Jette Boye.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost