Dato: 23. april 1843
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

132. Fra E. Collin.

Kjære Ven! Jeg har for nogle Dage siden modtaget en Seddel fra Dem, dateret 8de April, jeg veed ikke gjennem hvem. De synes deri at ville be- breide mig, at jeg ei har skrevet Dem til, og navnlig at jeg ei har udtalt mig for Dem i Anledning af min Sorg; deri har De stor Uret, og det viser, at De ikke kjender det menneskelige Hjerte, idetmindste ikke mit. Min Smerte er, eller rettere var'ndash;thi Gud er god med at lade Tiden mildne'ndash;af den Natur, at jeg undertiden havde den Følelse, som om Jernfingre greb om mit Hjerte; mit Tab er mig endnu i de enkelte mørke Øieblikke næsten ufatteligt; men saadanne Følelser kan kun en Fader forstaae, det kan De være overbeviist om. Jeg har ikke skrevet til nogen, ikke engang til Theodor, derom.–Min Yttring om Pengene til Noderne har De mis­forstaaet; thi jeg vilde ikke sende Dem en ubestemt Sum fra Musikforenin­gen, ellers kunde jeg ligesaa godt have givet Dem Pengene med strax, men jeg vilde, at De strax skulde opgive mig, for hvor meget De havde kjøbt, hvorefter jeg da strax vilde sende Dem det nøiagtige Beløb. Nu vil De vel imidlertiid have faaet de 100 francs, som jeg fra Musikforeningen sendte Dem indbefattet i den Vexel, som Fader har remitteret Dem. Bøger vil jeg ikke have. Kjøb de omtalte Noder der hvor Helsted sagde eller et andet Sted, c'est égal; men sørger De for, at de sendes med et af de første Dampskibe til min Adresse. Bogen til Helsted kan De betale foreløbig af de 100 francs, vi gjøre jo Afregning naar De kommer hjem.–I Sommer skal jeg ligge paa Rungstedlund med min Familie.–Det falder altid i min Lod at skrive Dem til om de af Deres Arbeider, som De ingen Glæde har af. Dette er nu ogsaa Tilfældet med Agn[ete; den] gik første Gang i Torsdags d. 20de, bagefter den gik Toreadoren. Godt Huus, lidt Klap, tem[melig] megen Hyssen. Baade Gottlieb og jeg havde hele Tiden For­udfølelsen af denne Skjebne; en forunderlig Kjølighed og Kjedsomme­lighed var udbredt over det Hele. Fru Heibergs Spil behagede vist Adskillige; mig og mange Andre mishagede det; Hansen var jevn, Holst meget god. Arrangementet maadeligt, i Slutningen endog fabelagtigt slet; Scenen hvor Fiskeren begraver Agnete og sætter et Kors, som han har liggende færdigt, var saa dumt arrangeret, at jeg hvert Øieblik ven­tede at høre Latteren fra den villige Pøbel.–Musiken er yndig og lader intet tilbage at ønske.–Maaskee det anden Gang vil gaae bedre. Undine­-Erindringerne skade vel endnu dette Stykke; men dramatisk bliver det aldrig, og'ndash;De kjender jo min Mening om Agnete.–Forresten bryder jeg mig ikke meget om at skrive Dem dette til, thi jeg troer, oprigtig talt, at De aldrig selv har ventet Dem noget Udbytte af dette Stykke, eller selv sat Priis derpaa. Forresten er det jo allerede en Opmærksomhed mod Dem, som tyder paa bedre Tider, at de sædvanlige Venner af Deres Muse ikke vare forsynede med Piber.–Fader har nu talt om nogen Forandring af Slutningen med Hensyn til Arrangementet. De havde nok skrevet Fader om nogle danske Oversættelser, som De vilde give Delavigne, dem leverede Fader strax i Departementet, men der bleve de glemte, saa nu er det for sildigt at sende dem med en Reisende; maaskee kunde De sige ham at Bøgerne komme bagefter ved Leilighed, saa kan han jo engang faae dem.

Lev vel.

Deres hengivne Ven

Kbhvn d. 23 April. 1843.

Edvard.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin