Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 2. juni 1843
Fra: H.C. Andersen   Til: Carolina, Lina von Eisendecher
Sprog: dansk, tysk.

Kjære Fru Eisendecker

Endelig er jeg da kommet i Ro, endelig kan jeg skrive, det var mig aldeles umueligt i Hamborg, hvor jeg boede hos Grev Holcks og ikke havde en Time fri, men altid var paa Farten eller i den elskelige Familie! - Det laae mig ideligt i Tanken at skrive og udtale ikke blot min Tak men min Kjærlighed for Hjemmet i Oldenburg, det bedrøvede mig ogsaa om de skulde vente Brev fra mig og intet da kom, - i forgaars vilde jeg dog have taget en Formiddag til at skrive men da kom en ung dansk Kunstner der gjør Daguerreotyp Billeder og bad mig sidde for sig i fem forskjellige Stillinger og da gik hele Formiddagen; vor Gesandt Bille førte mig omkring i Hamburg omegn, Senator Jansch havde mig paa sit smukkt Lyststed og den geniale Specter, som nu vil gjøre Billeder til mine Eventyr holdt ogsaa paa mig og som sagt - med den bedste Villie og hjerteligste Tanke jeg kunde ikke skrive, hverken til Oldenburg eller til Collins i Kjøbenhavn; først nu er jeg i Ro, i aftes kom jeg her til Breitenburg. Grevens Vogn holdt alt ved Skibsbroen da jeg steeg i land og som paa en Jernbane fløi jeg gjennem Skoven til det gamle Slot og den elskelige Greve; De kjender jo af Bazaren B[reitenburg]; herfra gik min Reise ud i Vinter, nu er jeg her igen, hvor rigt ligger ikke denne korte Tid af fire Maaneder, hvor mange herlige Mennesker har jeg ikke lært at kjende, lært at maatte elske. De faae Dage i Oldenburg, træde dog meest eiendommeligt frem. Vort korte Møde synes mig en Drøm, et Eventyr, der griber ind i mit Liv. Modtage De og Deres Mand mit hele Hjertes fulde Tak fordi De har vildet udtale Dem, ret række mig Haanden som Deres Hjerte bød det! - De har kastet / Solskin i min Sjæl, givet mig et levende Beviis paa at jeg maa være en Digter Natur der erkjendes; de Danske er ikke saa milde, der har jeg tidt Mod paa at synge med Freiligrath:

Der Norden, ach! ist kalt und klug,

Ich wollt, ich sang im Sand der Wüste,

Gelehnt an eines Hengstes Bugt!

Dog i Hamborg kom en mild Luftning til mig fra Hjemmet et Brev fra Faderen Collin, saa kjærligt, han var saa glad over al den Erkendelse jeg nød ude, forudsagde mig bedre Tider hjemme, - det var et Brev der kunde give Hjemvee! - jeg skriver ham nu til her fra Breitenburg, det vil meest indeholde Besøget i Oldenburg, hver Time der, hver Plet staaer som i et Speilbillede i mit Hjerte! - ja jeg var ret veemodig da jeg sagde Lev vel! den inderlige Hjertelighed hvormed Deres Mand rakte mig Haanden, det søsterlige Blik hvormed De saae paa mig, slig kjender jeg kun fra Collins Huus. - Bring alle de kjære Menneseker jeg lærte at kjende i Oldenburg min hjerteligste hilsen; jeg fik til Selskab derfra i Postvognen en oldenborger Skuespillerinde, som fortalte mig at hun spillede Pigen fra Orleans og kjendte den Skuespillerinde jeg havde omtalt i Bazaren, [overstr: der] Mellem os sad en gammel Herre fra Stade, han havde hele sin Poortefeulle fuldt af nye Vers, alle Charader, som han læste for os med meget Declamation, een var Veemuth, en anden Thränenlacheln, men da han sad midt imellem os og vi begge skulde høre bevægede han sig saa / afvexlende til begge Sider at vi fik hver et Halvdeel hun Vee og jeg Muth. - I Bremen sagde man mig i Hotellet at man gik bedre med en Deligense som tog afsted samme Eftermiddag 3½ red med Posten og jeg maatte derfor alt gjøre Deres Fru Moder Vesit, hun behagede mig i høi Grad, hun var saa naturlig, talte saa klogt - næste Gang jeg kommer der maa jeg blive lidt længere. Deligensen jeg kom i var ret god, men midt paa Reisen blev den ombyttet med en elendig Vogn og paa hver Station kom nye Pasagerer, den ene værre end den anden, det var det skrækkeligste Selskab og den værste Befordring jeg længe har prøvet, saa De kan tro jeg var vred og gjorte Larm da jeg kom til Haarburg! -

Dette Brev skriver jeg uden Klade, lige paa Papiret, [overstr: De vil] kan De komme ud af det - De maa ærligt sige mig det - ja De kan jo nok skrive Dem lidt til - men her er vist for mange Feil! - Jeg er bange de ved hver sætning maa sige med min lille Ven i Huset: Er spricht kun sonderbar! - Kys ham fra mig! - Lev nu vel! skriver De strax ved Modtagelsen af dette Brev da send det til Breitenburg, skriver De senere bliver det bedst Brevet gaaer til Kjøbenhavn,!

I Hamborg traf jeg Ole Bull, vi var sammen til den Stumme i Portici hvor han under Forestillingen sang for mig i Parquettet hele sin nye Komposition La Tarantella saa at jeg et Par Gange, naar Orchestret gjorte en Pause hørte Bulls Stemme.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 710-12)