Dato: 20. oktober 1825
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Kiære Velgiører!

Tusinde Tak for de venlige Linier jeg modtog fra Dem i Søndags, jeg, saa at sige, veier et hvert Ord fra Dem, og naar jeg seer De er tilfreds med mig, finder den høieste Opmuntring. Skolebøgerne fik jeg ogsaa i Løverdags hvorfor jeg takker Dem meget. - Jeg var i Uvished med mig selv om jeg skulde skrive Dem til med Posten i Dag eller blive Maaneden ud, til jeg kunde meddele Dem mine Characterer for de 14 Dage der bliver læst i den; at jeg skriver saa tidt frygtede jeg giorde Dem kied af mig, og det er jo ogsaa en heel Deel Postpenge, men fra en anden Side syntes jeg at det vilde vare forlænge, først til Maanedens Udgang at sige Dem at jeg havde modtaget Bøger og Penge og takke Dem derfor; dette er Aarsagen hvorfor jeg skriver saa snart til Dem. - Nu have vi da snart læst en Uge, og faaet meget mere at bestille end i 3die Classe, endnu har Rektoren ikke examineret men kun læst for, Horats synes mig mindre vanskelig end jeg troede, men derimod vil vist Xenephon blive mig en haard Steen. - Rektoren meddeler os saa mange interesante Noter saa at Latin og Græsk nu ordenlig morer mig, gid jeg nu kun kunne skille mig taalelig derfra! - Villien maa De ikke tvivle om ! - Rektoren er endnu saa god og blid mod mig, men, som sagt, han har jo endnu ikke hørt mig i sine Lexier, dog naar jeg nu kommer op til ham saa kan han jo see hvorledes jeg læser og saa vil han vel være tilfreds. Paa Torsdag flytter jeg op til ham, thi saa er Qvartalet ude hos Madam Henneberg, (maaskee De da til Søndag 8te Dage erindrer mig). - Jeg manglede et Græsk Lexicon, men da et saadant koster en 8 a 10 Rdlr naar det skal være godt, har Rectoren lovet mig et til Laans, min Skoletid, af Biblioteket; - det var mig saa kiært at høre at det glædede Deres at jeg var forflyttet[;] vil De derfor hilse Deres Kone og Datter ret hierteligt fra mig, til Julen haaber jeg muntligt at kunne bevidne dem min Taknemlighed. I øverste Classe have vi en anden Lære i Dansk, nu kommer det an paa hvorledes han bedømmer mine Stile, dette siger jeg Dem foreløbigen, om jeg skulde faae ringere Characteer for disse end før, at De da ei maa tro at jeg har skrevet disse med mindre Eftertanke end hine.- Min Frakke faaer jeg imorgen[,] den kom til at koste 25 Rbdlr[,] et par Støvler fik jeg i Søndags[,] de kostede 6 Rbdlr, et par Beenklæder har jeg at vende som vist bliver 2 Rdlr og Glose og Skrivebøger som jeg har maatte lade mig giøre, blev 1 Rbdlr 2 [mark] [;] altsaa er dette tilsammen 34 Rdlr 2 [mark] [;] jeg har altsaa endnu 5 Rdlr 4 [mark] - For Skolebøgerne De var saa god at sende mig maatte Madammen lægge 2 [mark] ud til Postpenge som jeg ogsaa har betalt igien, 2 Skolebøger har jeg at indbinde, hvad jeg benytter de 5 Rdlr der saa bliver tilbage, til, skal jeg saa videre med dele Dem. - Nu lev vel

Deres taknemlige Andersen.

den 20 October 25.

Dansk-Stiil af Hans Christian Andersen.

En af de høie, ædle Egenskaber som hæver Mennesket høit over Dyret, er Indbildningskraften, den Evne at kunne fremstille en Gienstand for sig i Tankerne som om den stod for de physiske Øine; den kan skabe sig selv Billeder og ud male dem paa det skiønneste; derfor have de Gamle afbildet Phantasus ): Indbildning[s]kraften som en fyrrig Yngling med flammende Øine, han er den første Engel som nærmer sig Barnet, han ledsager ham tidligere end hans ældre alvorlige Broder, "Fornuften", han viser ham den hele Verden som et faderligt Huus, Stiernerne som en Engleskare der i Natten skuer ned til Menneskene for at fortælle Faderen deroppe Menneskenes Daad; Phantasus følger Ynglingen over Klipper og Floder og antænder og styrker hans Mod, det er ham der som Haab viser sig for den Ulykkelige der trøster Dyden men maler truende Billeder for Lasten. - Den viser en deilig broget Verden for den Blinde den giver os en Anelse om Evigheden. - Vor Siæl er ufattelig som den Gud der skabte den, den ugrunder ikke sig selv eller sit Ophav og dog dvæler den helst ved Tanken om disse; den føler sig selv at udvikles mere og mere og aner og haaber en Udødelighed; naar vi see, eller lære at kiende en mærkelig Mand imellem os da ønske vi jo at kiende hans Oprindelse, at see hvorledes hans Aand mere og mere blev modnet, hvorledes han giennem Kamp og Møie hævede sig til det Maal hvorfra han tiltrak sig Opmærksomheden, naar vi nu kunne føle saamegen Interesse for en enkelt Mand, hvor meget maae vi da ikke føle for det Hele, for Menneskeheden; da er det vi søge efter dens første Udspring. - Natur og Historie blive vore Hielpekilder; Naturens store Bog lærer os at kiende den mægtige Aand som ordnede Alt; i Historien see vi hvorledes han ved Midler styrer Alt, hvorledes hans herligste Skabninger virke. Men den største Deel af Historien taber sig i det dunkle, men hvor herlige ere ikke de Rester vi have; Folkets Poesie dette Siælens og Hiertets Sprog er alene de lysende Punkter ved hvilke vi lære at kiende dettes Cultur; Digteren øser jo af Naturen og af sin Tidsalder, fra disse henter han sine Billeder og disse give os en Idee om hiin Old; Hvor inderlig dvæler derfor ikke Indbildningskraften ved disse; - Vi see den barnlige Aand som besiælede de første Mennesker, den mægtige Gud som saa underfuldt udviklede Alt mere og mere. - Hvor barnlige ere ikke Ideerne om Verdens Skabelse, Moses har sikkert taget sit Billede af den kommende Dag, da Mørket først adskilles, Himlen og Havet viser sig nu Fuglene og til Slutningen Mennesket. - "Lader os skabe et Menneske i vort Billede!" tænkte de dem Gud at sige; og at han, da Menneskene bleve fordærvede, steg ned til Abraham for at see om det var Sandhed; - At Moses ved Synet af Guldkalven tabte Tavlerne og de gik itu er sikkert ene et stærkt Billede paa at naar det tøileløse Folk erholder sin hele Frihed, da maae Lovens Tavler blive knuste; - ved Jesu Død brast Templets Forhæng - ja! ved Læren som besegledes ved Frelserens Forsoningsdød brast det Dække som var draget mellem det Hellige, mellem Gud og hans herligste Skabning. - Kierlighed ordnede Caos og skabte Verden siger en græsk Mythe. - Mnemosyne var Moder til Muserne ): Erindring fødte Poesien og det Skiønne. - De kaldes Søstre og ere det jo ogsaa, Haand i Haand vandre de igiennem Livet. Historie Poesi Musik Dands og Maleri ere jo et Heelt i Skuespillet. - I Billederne fra Oldtiden see vi da tydeligt hiin Tids Aand ; Nordens Kraft og Sydens Vellyst føle vi i de stærke Billeder. Blodige og fæle Billeder see vi i det barske Nord da Menneske blod flød for de vrede Guder men undertiden træder der et Billede frem der røber Anelse om den usynlige Gud. - Phantasien optager jo sine Billeder af Gienstandene om sig, den indaandede disse i Bardernes Sange og saaledes blive disse herlige Minder om den svundne Old; en barnlig Aand, ukient til Verden, viser sig i Billederne fra et nomadisk Folk; den raae, blodige Aand hos Nordens Barbarer; Troubadurens Sange vise os hiin romantiske Tidsalder og saaledes søger Indbildningskraften ved disse Billeder at fremkalde det Svundne. - I Tidens Strøm styrter alt Middelmaadigt kun det særdeles Store kan bestaae og derfor kan alene sande store Billeder som tale til Siælen være fra hiin Tid, og derfor dvæler Indbildningskraften saagierne ved disse som vise os en svunden Olds Følelser og Ideer.

Ug?

Tekst fra: H. C. Andersen og det Collinske Hus.