Dato: September 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Simon Sørensen Meisling
Sprog: dansk.

Kjære Hr. Rector.

Jeg maa tale med Dem; personlig har jeg ikke Mod dertil, derfor disse Linier, som jeg haaber ikke vil gjøre Deres Utilfredshed med mig større. At De mener mig det ærligt og godt er jeg overtydet om, De havde ellers aldrig taget mig med Dem herned. Deres Godhed kan jeg ikke gjengjelde saaledes som det gode Hoved vilde kunne, det eneste jeg kan vise er inderlig Tillid til Dem og den vil jeg vise. Over i fire Uger har De viist Utilfredshed med mig, Dag for Dag er denne bleven større, og jeg seer ikke Mulighed i at dette kan blive bedre og fortvivler over mig selv. -

O læg dog ikke mit Brev tilside før De har læst det ud, før De har hørt Alt hvad jeg vil sige Dem. Det er især det forvirrede i min Charakteer, i mit Væsen, som støder Dem, jeg føler det selv, men det kan desværre ei være anderledes. Mine Forældre vare, som De veed, meget fattige, jeg kom aldrig mellem andre Børn, Hang til at læse holdt mig stedse inde; min Fader havde nogle gamle Comedier, disse lærte jeg næsten alle udenad, malede selv noget op og levede bestandig i en heel Drømmeverden. Min Fader døde fra mig (jeg var dengang 11 Aar); i Byen var jeg allerede temmelig bekjendt, kom til adskillige Familier og reciterede da gjerne for et godt Ord hele Scener og Stykker for dem, man roste mig og Barnet fik de første store Ideer om sig selv. Neppe blev jeg confirmeret før jeg tiggede og bad min Moder, dog at lade mig reise til Kjøbenhavn hvor jeg troede ret at gjøre Lykke som Skuespiller. Jeg drømte mig Verden som den jeg fandt i Bøger, og sjæleglad med Mod og Tillid til Gud gik jeg med 13 Rdl. (en Summa der forekom mig uhyre) til Kjøbenhavn. Jeg kom der just som Jødefeiden var udbrudt, kjendte ikke en Sjel; min Formue var paa Reisen svunden til 11 Rdl. og paa Gardergaarden, hvor jeg tog ind, smeltede den i 2 Uger hen til 6 Rdl.; dog det vil blive Dem for kjedeligt at følge mig Skridt for Skridt. Uden Gage / kunde jeg kun blive antaget ved Theatret og jeg havde Intet; jeg var nær ved at tabe Modet. Jeg kunde ikke bogstavere et eneste Ord rigtigt, havde kun gaaet i Fattigskole i Odense og kunde aldeles Intet. Guldberg lod mig ugentlig komme til sig, lod mig skrive hvad jeg vilde og gjennemsaae det da. Den ene Familie gjorde mig bekjendt med den Anden, Nøden tvang mig til at holde fast, jeg skrev Drama paa Drama, var Barn til at tro alt hvad der blev sagt til min Roes men hørte intet til Dadelen og fik snart uhyre Indbildninger og Forventninger. Nogle faa Timer paa Syngeskolen og een Eftermiddag om Ugen hos Lindgreen var min eneste bestemte Beskjæftigelse, al den øvrige Tid tilbragte jeg med at digte, læse, sluge Alt uden Forskjel; hver Aften var jeg i Comedie, Dag og Nat drømte jeg kun om Sligt, og saaledes kom der en uhyre Forvirring i mit Hoved, i mit hele Væsen, om den end ikke var derinde lige fra min Barndom, Tænk Dem nu hvor vanskeligt det maatte være mig at gribe fat i alvorlige Beskjæftigelser; men efterhaanden følte jeg Nødvendigheden af disse mere og mere, begyndte at indsee mine Mangler, at føle Guds overordenlige Fader-Godhed for mig, og besjæledes da af den inderligste Lyst til at komme fremad. Deres Utilfredshed med mig gjorde mig ofte bedrøvet, men der kom dog altid en Dag at De blev mere tilfreds. Til October har jeg nu været 4 Aar hos Dem, en Deel af mit forvirrede Væsen har De afrystet mig og bragt mig til at kjende mig selv og Livet bedre end før. Jeg følte at De mente mig det godt og at jeg ene under Dem kunde blive til noget, og derfor fulgte jeg gjerne med Dem herned. Men i den sidste Tid har De daglig været utilfreds med mig, i 4 Uger har jeg levet i den frygteligste Spænding, enhver Yttring af Dem opfanger min Sjel, og jeg kan da ikke lade være at sørge og gjøre mig de mørkeste Ideer. / Om Aftenen kan jeg næsten ikke samle mine Tanker for Mismod, paa Skolen gjennemkrydser den ene Idee den anden; "hvad skal der blive af mig" det er Alt hvad jeg kan tænke paa. Spørger De mig om noget, da koger strax Blodet i mit Hoved, og af Frygt for at svare galt svarer jeg ofte hen i Taaget, og er dette skeet, kommer den fortvivlede Idee: jeg bliver til Intet, duer til Intet; og saa er det jeg tier ganske stille. Jeg har aldrig før, som De selv sagde forleden, været saa daarlig hos Dem som nu, men Gud er mit Vidne at det ei er af Mangel paa Flid, nei det er Mismod der sløver mig, det er Mangel paa Haab og Rolighed. Jeg burde forlade Studeringerne som jeg ikke er skikket for, men hvad skal jeg gribe fat paa? Hvem kan jeg vente Interesse hos, naar jeg har skuffet den høieste? Hvem skal jeg tye til? Jeg har ikke Mod til at træde de Mennesker under Øie, som have ment mig det saa godt, som have ventet noget bedre af mig. Min Samvittighed bebreider mig ikke for Dovenskab, jeg har gjort hvad jeg kunde, det er mit daarlige Hoved, min urolige Sjel som lægger Hindringer for mig. Mit høieste Ønske er at vedblive Studeringerne, at blive paa den Vei, Forsynet ved gode Mennesker satte mig, kan jeg ikke, vil jeg blive grændseløs ulykkelig. Gud! hvad skal der blive af mig? Jeg kan jo ikke bruges til nogen Verdens Ting, o denne Tanke tilintetgjør mig ganske. O Gud var jeg aldrig født. O slaa dog ikke Haanden af mig! troer De at der er mindste Haab for mig, saa tab ikke Taalmodigheden med mig; begynder det først at blive noget bedre, da vil jeg faae Mod og maaskee det da vil gaae. Foragt mig ikke fordi jeg trygler, det er jo mit hele Livs Vel der staaer paa Spil, giv mig Haab dersom der er noget; men er der intet, nu saa i Guds Navn skee da hvad der vil, ligesaa godt først som sidst. Der var meget jeg vilde sige endnu, men jeg frygter at jeg allerede har skrevet for meget. O vær ikke vred paa mig, raad mig, hjelp mig, Gud vil velsigne / Dem derfor.

Deres inderlig taknemlige Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersen og det Collinske Hus. (også lig med microfilmscan 14, 772-73)