Dato: 16. maj 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kiære Hr Ingemann!!!

Jeg haaber at De ikke bliver vred fordi jeg uleiliger Dem med et lille Brev skiøndt jeg skriver saa daarligt at det vist ikke er godt at tyde mine Runer. - Jeg ariverede lykkelig og vel her hiem til Slagelse i Fredags, Eventyr mødte mig ikke paa Veien, skiønt jeg just ikke var prosaisk stemt, men man maatte jo være en sand Geert Vestfaler for at kunne fortælle meget om en lille Reise; havde jeg som salig Don Quixot tagen Møllerne for Riddere eller Bomhusene (i Mangel af Kroer) for Slotte saa kunde jeg da havd fortalt Noget. Og Skade er det at her ikke er nogen Ziguenere her i Landet altsaa ingen Mägd Merrillis saa at der ingen Eventyr møder fra den Side. - Men Regn og Solskin fik jeg dog, som jo møder os, baade paa Livets Reiser og paa Reiserne hen over det lille Solegran vi beboe der jo ikke, som Rasmus Montaus allerede vidste, er flack men rund som en Æbleskibe. - Vognen rullede rask hiemad, men en iiskold lille Ellepige foer dog hurtigere afsted og pustede saa koldt paa mig at jeg blev ganske forkiølet og tænk Dem engang - kunde ikke faa mere end een Tone frem til Jubelfesten; - lad nu ingen afdisputere mig, at der er en Skæbne; var det nu ikke saa skiæbneligt som det kunde være, at jeg ikke skulde komme til at synge, jeg som havde drukket Æg og ofret Skallerne til Hecate blot for at kunne skrige og nu maatte tie som en Muus. / Etatsraad Collin kom herigiennem i Løverdags, han var hos mig, og fandt ogsaa at det var det bedste jeg fulgte Meisling til Helsingeur, da han tager sig saa meget af mig; jeg har ingen Villie i denne Sag, men følger min Velgiørers Mening som et Vink af Forsynet; paa Tirsdag i førstkommende Uge vil Reisen skee og derfor er det at jeg skriver i Dag med Wendelboe om De til Søndag vil tænke paa mig med Stambladet, Tillys og Bager sender mig samme Dag, veed De ingen Leilighed, saa kan De sikkert faa det med dem. Deres gode Kone haaber jeg nok ikke har vægret sig ved at tage det lille Blad, naar De vidste Begge, hvor usigeligt kiært det er mig at kunde giemme noget fra Deres Hænder saa vilde De sikkert - det er jeg overtydet om - ikke glemme mig. De kan ellers tro, at der er en underlig Giæring i min Siæl, jeg veed slet ikke hvorledes de Mennesker dernede er, og jeg er ret et underligt Væsen, et venligt Ansigt kan giøre mig siæle glad og et mørkt, fylder min hele Siæl med Mismod; sildig kom jeg til Studeringerne og der er en underlig Uro i mig saa jeg ofte kan bringe M til at blive hæftig. - Dog, mit Brev bliver jo en Jeremiade, det maa det ikke være; det er kun i Romaner at Sigwarter og andre Riddere af den bedrøvelige Skikkelse giør Lykke; / Gud har jo heelt forunderlig hiulpen mig fremad, han kan ikke forlade mig, jeg giør hvad jeg kan; kiente jeg et Menneskes Følelser saaledes som jeg kiender mine; jeg vilde aldrig kunde slaa Haanden af ham, hvor kan jeg saa frygte for det af den bedste Styrer. Derfor Mod, aut Cesar, aut nihil være mit Valgsprog. Guds Villie skee!

Jeg har tænkt paa at bede Dem, om jeg engang i mellem maatte skrive Dem til, men det tør jeg; ret ofte vil jeg tænke paa de glade Timer jeg nød i Deres Selskab, hvorfor jeg inderlig takker Dem og Deres Kone. - Maaskee seer jeg Dem inde i Byen i Sommerferien nu lev vel, maaskee bliver min Fremtid herlig, maaskee sørgelig; i det sidste Tilfælde er der dog et Haab, Døden. - Lev vel, lev vel!!!

Deres inderlig

taknemlige

Andersen

Hils tusinde Gange Deres Kone; og glem mig ei til Søndag.-

Slagelse den 16 Mai 1826

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 3-5)