Dato: 2. juli 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

27. Til Jonas Collin. [2.Juli 1826] .

Kiære Velgiører! ..

Det forekommer mig næsten som en Lille Evighed siden jeg skrev Dem sidst til, men jeg har egenligt Intet havd at skrive om og derfor kommer mit Brev først nu. Meisling har allerede bragt Skolen igod Gang og Forskellen mellem før og nu skal være betydeligt, det samme finder Sted, skjønt omvendt, i Slagelse ;jeg har faaet Breve fra 2 af Discipiene i øverste Classe og de klage gudsjammerligt over den daarlige Gang Undervisningen og Disciplinen har taget der. Med mine helsingøerianske Meddisciple troer jeg nok jeg skal komme ud af det, de ere ret godmodige Fyre og jeg mærker slet ikke til det brutale Væsen man udskreeg saa meget hos dem; jeg haaber ogsaa at komme ud af det med Lærerne og bevare deres Til­fredshed, kun med Hebraisk seer det daarligt ud, da det tages langt stræn­gere, men sikkert bedre end i Slagelse. I Fransk staaer jeg ogsaa meget tilbage for de andre der alle læse privat, men Meisling siger at denne Privatlæsning ikke kan hiælpe noget, kun at jeg læser mit Pensum til Skolen; for Latinske Stile erholder jeg heller ikke saa gode Characterer som af Qvistgaard, men han .gav mig sikkert ogsaa i den senere Tid saa gode, alene som en Opmuntring for den Fremgang jeg i de sidste Maaneder havde med et gjort, dog det kommer nok haaber jeg, thi jeg har allerede et langt klarere Begreb herom end før og hver Uge øver Meisling mig hiemme. Krigsraad Schjørring, som har Stiil med os sagde i Gaar "jeg seer De giør Dem megen Flid med Deres. Stiil men De kan ikke saa rask som de bedre i Classen, og jeg vil ogsaa nu fra i Dag tage mig lidt af Dem og tillige særskildt give Dem nogle Øvelser!« - I de øvrige Ting gaaer det som sagt godt og i Mathematik synes jeg ordenlig at briliere, det undrer mig selv, thi i Slagelse blev jeg anseet for intet mindre end et mathema­tisk Hovede, om det reiste sig af Lærerens Idee, som han tidt yttrede, at den som havde Anlæg for Poesi aldrig kunde lære Mathematik, da det var som Ild og Vand, veed jeg ikke; rigtignok gjennemgik den slaglosianske Lærer Mathematiken meget bedre end denne her og da jeg nu har de fleste af hiins Tillæg og havde lært dem, saa maa jeg da ogsaa kunde komme godt ud af det. Meisling syntes nu til Examens ret tilfreds med min Mathematik og tilskyndte mig atfaa fra Slagelse alle Tillæg til Geometri og Arithmetik og læse det ved Siden af min nu værende Læres Pen­sum, da det vil forskaffe mig bedre Characteer til Artium. Min danske Stiil rose de meget, men jeg faaer dog ikke høiere end Megetgodt for den og mit Ug for Sang er tabt thi her synges ikke en eneste Tone. Dersom Lærerne vedblive med den humane Behandling de have begyndt, saa kan jeg haabe det Bedste og kan jeg blot haabe saa gaaer Alt; Meisling vil vist vedblive, som han nu har begyndt, at interesere sig for mig; da han i Slagelse spurgte mig om jeg vilde følge med ham: svarede jeg: "jeg anseer det for mit eget Vel da jeg neppe faar en Rector der vil interesere sig for mig som Dem, men De kjender mig; jeg kan vistnok staa mig hos de andre Lærere, men frygter ene for Dem i min Græsk og Latin"- vi havde omtrent en lignende Samtale strax efter vi kom her ned og hver­gang, brød han mig af »at jeg ikke skulde frygte for det, kun vedblive at læse og see under de øvrige Lærere at holde Trup med de Andre« og det troer jeg at kunne, thi lad det i Førstningen gaa mindre heldigt i Fransk eller Hebraisk det maa dog snart blive bedre. - Jeg giør mig Dag for Dag ret Umage for at kjende mig selv, men i henseende til Evner og Kræfter, vil det ikke ret lykkes mig, thi jeg føler nok at den slemme Forfængelighed lister sig med i Spillet og om jeg i et mørkt Øieblik bedømmer mig selv lidt for strængt, saa vil jeg for Resten dog gierne tro det Bedre om mig; dog det har Meisling bragt mig til at indsee at der ligger noget hæslig Luf­tigt i mit Væsen, noget Uroligt og Ilende i min Aand der giør at det falder mig dobbelt vanskeligt at trænge ind i Sprogene. Tydsk og Dansk ere de eneste jeg rigtig kan vende mig og som det synes der kan blive noget af; havde jeg kun disse, Historie Religion og deslige, da vilde jeg sikkert vise mig fra en langt klarere Side; de gamle Sprog ere mig nogle slemme Gjester, dog synes det som Virgil og Ovid har ved interesse for dem bragt mig lidt videre end den tøre Plutarch. - O gid jeg ret anderledes kunde fare frem med Græsk og Latin da vilde jeg ikke have saa mange mørke Øieblikke og saa ofte være mismodig som jeg er. Dog hvad hiælper det at føle uden at kunne afhiælpe det, og evig at tale i sin[e] Breve om samme Materie maa kjede Læseren, det føler jeg ved ethvert Brev jeg skriver til Dem, og befinder mig ordenlig i et Slags aandelig Snøreliv; jeg vil gierne lade mit Hierte tale til Dem men jeg frygter alletider at mit Skriveri kjeder Dem, især da Tonen deri stedse bliver slæbende og klagende; jeg veed nok hvorledes et Brev til Dem burde være, men saaledes er det des­værre ikke. Det skulde være Liv og Aand, og idelig Underretning om den heldigste. Fremgang; jeg bevidner Dem heller ikke noksom, med Ord min Taknemlighed, men - ærligt sagt - det forekommer mig naar jeg læser, eller hører Nogen tale vidt og bredt om deres Taknemlighed, at denne da mest bestaaer i Ordene og derfor føler jeg mig forlegen ved stedse at fortælle hvad jeg føler, da jeg frygter De i denne Henseende kunde have samme Idee her om, som jeg. I Gaar blev Qvartals Examen endt, lidt urolig, dog ikke frygtsom gik jeg til den, i Hebraisk Fransk og Latinsk Stiil (som skulde giøres uden Lexicon) kunde jeg nok slutte mig til, da de Andre ere langt bedre heri, at det ei vilde gaa godt og for Meis­lings Ting var jeg ogsaa lidt urolig efterdi det var et temmeligt stort Pensum, nemlig Alt hvad han havde giennemgaaet med Candidaterne i Sla­gelse før han reiste, vi vare ikke hørte deri da han havde maatte ile der med, for at de kunne faa alt at høre før han reiste. Dog gik det ret taalelig med min Latin, men daarligt med Græsk; naar jeg undtager Hebraisk og Latinsk Stiil gik det ellers ret heldig i de øvrige Ting og at jeg stod mig saa godt i Mathematik syntes at forsone Meisling der var gnaven for Græsken; - Her ere Charactererne saa gode jeg har kundet erholde dem.

Græsk Maadeligt? Latin Godt? - Latinsk Stiil Temmeliggodt. Dansk Stiil Megetgodt. Dansk Megetgodt. Religion Megetgodt. B. Hi­storie Udmærketgodt? Tydsk Megetgodt. - Arithmetik Udmærket­godt. Geometri Udmærketgodt? (for Udarbeidelserne heri, samme Characterer.) Fransk Godt? Hebraisk Temmeliggodt? Opførsel, hos alle Lærerne Udmærketgodt, Hovedcharacteer Megetgodt; og 2 blev jeg fløttet op over. - Havde jeg staaet mig bedre i Græsk, saa kunde det andet jo nok pasere, men. . . . Dog, jeg vil ikke kjede Dem med Jere­miader, men stræbe efter at giøre det bedre, eengang frygtede jeg aldrig at komme ud af Mathematik, det synes nu bedre sig, maaskee tør jeg haabe det samme med Græsk, kun at De ikke taber Taalmodigheden;-Hver Søndag gaaer jeg en lille Tour med Meisling; han har viist mig mange deilige Partier saa det forekommer mig, at jeg er forfløttet fra Lyneborg-Hede til en Phantasi- Verden eller et lille Gesnersk Idyl-Land. Fru Wulff advarer mig ret moderligt: »ikke at lade min Phantasi forlede mig til, Begeistret af den skjønne Egn og det livfulde Sund ved Østersøen, at skrive Elegier eller andre lyriske Stykker", men jeg har forsikret hende og lover Dem; at jeg for Øieblikket skal slukke enhver Gnist, af denne andelige Ild. - De kan ellers tro her ret var en Stads forleden da Kongen paa sin Tour til Jylland tog ind i Helsingøer, Byens Hovedgade baer aldeles et sydligt Præg, man kunde næsten tro det var en Gade, en mægtig Aand havde med et bragt fra Italien, her manglede kun den catholske Prosession; Husene vare behængte med Grønt og fra Gienbo til Gienbo gik Snore med Krandse og røde Flag. Kongen spiiste paa Marienlyst og her dandsede et Liniedandser Selskab uden for Slottet; da Pladsene ko­stede Intet manglede der da ei heller paa Tilskuere og nogle havde endog. placeret sig oppe i Træerne. De veed at Guldberg har inviteret mig til sig i. Sommerferien og jeg vilde ogsaa inderlig gjerne men deels ligger der 26 Mile mellem os, dels har Meisling lovet at hiælpe mig ved Repeteringen af min Græsk, altsaa bliver jeg. Ferien begynder den 14de og varer til i August. Meisling sagde selv at jeg en 8te Dage kunde tage ind til Byen, da jeg dog skulde have lidt Adspredelse og da Fru Wulfes har tilbuden mig Logi saa kommer jeg nogle Dage, som jeg haaber De Intet har imod; jeg længes ret efter at tale med Dem, men haaber dog at jeg forinden seer et lille Brev fra Dem, om De er tilfreds eller utilfreds med Examen, skjænd kun hvis De er det sidste, jeg vil ansee det for det største Beviis paa Deres Interesse for mig, og denne, tillige med Tanken om mit eget Vel, er den største Spore for mig. Jeg har ogsaa en Bøn paa Hiertet, - tør jeg ikke nok komme med den? - Mine Støvler trænge til en Hovedrepera­tion og jeg har ingen Penge dertil; derfor tænk paa mig før Ferien; det er nu over ½ Aar siden jeg fik til en Kiortel af Dem, og da jeg lod den giøre af meget grovt Klæde er den til denne Tid bleven slidt meget og jeg maa derfor altid gaa med min Frakke (uden paa Skolen), naar det kan skee saa tænk paa mig, jeg beder ikke om det strax, kun naar det kan skee.

Vær nu ikke vred paa mig, det giør mig ondt nok idelig at maatte over-hænge Dem, men tænk Dem i mit Sted. Nu lev vel, - til Støvlerne faaer jeg jo? - hils Alle i Deres Omgivning fra

Deres taknemlige

Andersen.

Rectoren er i Dag i Dyrehaugen og jeg staaer da ene for Skolen (c: de tomme Værelser).

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen