135. Til Henriette Collin.
Nysø den 24 Nov. 1843.
I Dag er det netop otte Dage siden jeg forlod Byen og, egentligt af slet Lune, drog ud i den landlige Eensomhed!–Farten herud gik i god Flugt; ved Midnat vare vi i Kjøge, jeg sad ene i Kupeen med Baron Henrik, Klokken 3 om Morgenen naaede vi Rønnede hvor en lukket Vogn ventede og hvor vi optog en tredie Mand der havde været med i Deligensen og skulde til Nysø, men hvem vi slet ikke før havde talt med, nemlig Maleren Bunzen. Biveiene vare slette, Veiret vaadt og graat, Klokken 6 naaede vi Gaarden, hvor Baronessen selv tog imod os, trakterede os paa det Bedste, var høist aimabel; jeg gik saa til Sengs og sov til Klokken ti og senere er alt gaaet i jevnt Trit. Her er meget stille, jeg er aldeles ugeneret; Baronessen i høieste Grad venlig og opmærksom, (lad mig skrive det i en god Tid!) og Børnene nogle velsignede Børn, der hænge250 hjerteligt ved mig; her er en ung fransk Gouvernante fra Genf, hun kan ikke et Ord Dansk og det morer mig at snakke fransk med hende.–De spørger maaskee endnu, hvorledes jeg har det!–O, jeg er ikke glad, ikke bedrøvet, her er stor Eensomhed, men kjede mig gjør jeg ikke! jeg har Havet lige udenfor mine Vinduer, jeg har kun et Par hundred Skridt til Skoven, hvor Efteraars Stormen ret suser,–De leer ad mig, kalder mig vel efter det collinske Udtryk, et Skabe-Dyr, lad gaae, jeg trænker til et saadant Ophold. Jeg føler mig saa fremmed, saa forladt i Kjøbenhavn, mere end selv her ude, hvor Skov og Hav forstaaer mig'ndash;ligesaa godt, som man vil det i Byen!–nok derom!–I Dag kjørte vi vor første lille Tour, ud til Jongshoved, hvor det gamle Røverslot har staaet, vi gjorte en kort Vesit hos Præsten, der, som De veed er gift med Grethe Sommers Søster, vi saae en rask lille Dreng paa 3 a 4 Aar, han sang for os Visen om Tivoli, hvor man tager ind naar man paa »Fredsberg« morer sig »daa'lig«!–Der saa noget eensomt ud i den lille Præstegaard.–Fra Haven kunde man see et stort Skib, med to Master, det var nu sidste Nat, i Stormen vi havde, løbet paa Grund.–Jeg har læst en heel Deel her ude og fundet i en gammel Eventyr Bog et Stof, der lader sig behandle til en Opera, der kan kaldes: »Det Oldenborgske Horn«, dernæst har jeg fuldført mit Eventyr: Hyldemoer. Fra Hauch fik jeg Brev i forgaars han er meget glad for mine Eventyr, Nattergalen synes han imidlertid mindst om; derimod udtaler han sig stærkt for: Den grimme Ælling; han siger blandt andet: »jeg mener at den er een af Deres allerbedste Eventyr og jeg anseer den for classisk i sin Slags. Den er i sig selv alt hvad den skal være og den symbolske Betydning slutter sig paa det nøieste og naturligste dertil.–De Ord: »Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg«, er af den Natur at de burde være et Ordsprog, hvis de ikke er det, hvad jeg er uvidende om!«––Ordsprog er det endnu ikke, men min Tanke. Fra Frøken Bræmer har jeg ogsaa faaet Brev, det handler meest om Jenny Lind, hvad hun siger om hende er saa characteristisk at jeg vil citere Dem det. »Ja, De maa ikke tro at de i Kjøbenhavn have først opdaget hendes Værd, hendes Kraft til at fortrylle! Hun er alt fra sin første Optrædelse paa den lyriske Scene det svenske Publicums Yndling[;] Blomster regne for hendes Fødder, Vers, ja selv Friere (om ikke saa tæt som Vers og Blomster); iøvrigt indtager hun ligesaa meget Fruentimmerne, som Mændene, og det ved sit bly, sit naturfriske, behagelige Væsen; hun er en mangfoldig, riigtbegavet Natur! Gud bevare hende! jeg har altid været svag for hendes Person, og ligesom Alle her fortryllet i hendes underfulde Gave, som Sangerske og Skuespillerinde. Vil De see Jenny Linds Øine lyne, og hele hendes Ansigt og Væsen gjennemstraale af Glædens og Indskydelsens Skjønhed, saa tal med hende om hendes Kunst, om det Skjønne og Uskyldige i den, om dens velgjørende Virkninger paa Menneskets Sjæl. Men vil De see det Dybeste, det Skjønneste, saa tal med hende om Religionens dybeste Lærer, om Guds Naade og Villie, om Alles lige Værd og Ret for ham, om hans Aabenbarelse i Christus, om alle Menneskers Bestemmelse,–see da Taarer af Glæde og Bevægelse rulle ned over251 det unge Ansigt med det barnlige Udtryk og Øiet straale saa fromt og stort, da'ndash;da er hun skjøn!«–
Hun fortæller mig lidt mere om hende'ndash;og jeg veed, hun er ikke lykkelig, har prøvet tunge, tunge Dage!–»Det stakkels Barn!« kalder Frederica Bremer hende! om Gynther taler hun ogsaa'ndash;taler, hvad jeg veed. En heel Formiddag have de to kjære Veninder talt om mig, i Frøken Bræmers lille Skriveværelse hvorfra »Grannerne« Familien H'ndash;og alle disse Børn, som saa Mange holde af, ere flaggrede ud i Verden!–En Digter lever jo lykkeligt i Illusionernes Verden, siger man, er det Sandhed, maa jeg jo ret kunde det! jeg maa være et meget lykkeligt Menneske!!!–Hils den kjære Eduard, kys de søde Børn og tænk venligt paa mig! Brev faaer jeg vel ikke fra nogen! Indlagte lille Epistel sendes Faderen Collin, hils dem alle henne i Amaliegaden, min Tanke er der tidt! Lev vel! Gud glæde og velsigne dem alle. Hils Deres egen Moder og Broder
Vennen,
H. C. Andersen.
[I Margen: ] Hils Weis! hvad siger han om mine Eventyr?
