Dato: 27. november 1843
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

136. Til E. Collin.

Nysø den 27 Nov 1843.

Kjære Ven!

Aviserne i Aften sige mig, at »en Comedie i det Grønne« ikke er blevet opført i Søndags, Stykket staaer heller ikke ansat til Opførelse i den føl­gende Uge, hverken om Søndagen eller om Onsdagen! Phister er ikke syg, Foersom ikke heller, thi der staaer ansat Skuespil hvori de begge have Roller! Hvad er der i Veien? Jeg kan ikke gjætte det! Har Phister skabt nye Udflugter? Hvad er der med det Menneske? Har Helsted ikke kunnet lave en Melodie, hvortil jeg har givet ham de tydeligste Conturer? I begge disse Tilfælde, lovede Helsted, som jeg opgav min Adresse, at skrive et Par Ord, intet Brev har jeg faaet! Altsaa her kan ikke Gjærdet være af Lave! Er en tredie Mand væltet ind imellem mig og Stykket! det kan jeg ikke forstaae! Heiberg er dog ikke bleven øverst Comanderende? – Ja hvad kan jeg ikke falde paa! det ærgrer mig! mere end De troer! Jeg lever saa oeconomisk det er tænkeligt, har mangt et Savn Ingen drømmer om, thi det skulle de ikke! at det seer ud som jeg havde Alt ret godt, er vist ret rigtigt af mig, men ganske leve uden Penge kan man heller ikke! Den lille Indtægt for en Comedie i det Grønne er noget, jeg med en Slags Grund, har gjort mig til Vished! – Overskou blev særdeles beklaget for det store Tab han leed ved at hans Operatext ei kom paa Scenen, jeg har havdt samme Tab, uden at man synes det252 at være nogen Ting For mig! ja vel! jeg har kun min eensomme Huusholdning, og spiser jo, som andre fattige Studenter ude hos gode Mennesker der hjælper en Stakkel! – jeg kan ikke klage! – Det var et Arbeide for mig at gjengive der Verschwender, den kom ikke frem fordi Heibergs Ideer ikke falde sammen med Raimunds! Agnete er for evigt skrinlagt, uagtet dette Syngestykke, (jeg kalder det saaledes paa Grund af at jeg er betalt for det, som for et Syngestykke), vel har gjort samme Lykke, eller Ulykke, som Løvenskjolds der skal gives igjen; – dog at begge disse kastes i den store Skarnfjerding, finder jeg mig i, men med en Comedie i det Grønne kan jeg ikke begribe Grunden og da jo Stykket maa være antaget naar det fra Theatret an­mældes i Avisen til Opførelse kan jeg ikke ret gaae ind paa dette Penge­tab! – Skaf mig nogen Underretning derom! med Deres Fader ønsker jeg ikke saa gjerne selv at tale herom. Det har affeceret mig forstyrret mig i min Virksomhed, just nu jeg arbeider herude paa – hvad vi have talt om! hvad der er mig af Vigtighed gjør Virkning og skaffer mig Penge! – Jeg husker nok hvorledes Heiberg engang holdt en venskabelig Forelæs­ning for mig, om at være i ret Humeur naar jeg skrev for Scenen og at gjøre det med samme Ro og Kjærlighed, som naar jeg skrev Eventyr; ja saaledes kan han have Grund til at arbeide hvis Stykker ere antagne før de ere skrevne og som Acteurerne maa lære i253 Arkeviis, husk kun salig »Syvsoverdag«! men min Ulykke er at jeg i Kjøbenhavn hos Partierne er intet, betragtes endnu som den fattige Dreng der skal puffes og være tak­nemlig ovenikjøbet! – Gid Gud i Himlen aldrig lade en Skabning fødes, som jeg er blevet det, sat i samme Forhold og Omstændigheder, thi det er at pines til døde! – Paa Mandag sees vi, saa kommer jeg ind til nye Søer, ny Gift og – Ligegyldighed! men det faaer vel ende, om ikke andre Stæder saa engang paa Bisstrup, saa er man jo ogsaa forsørget! – Lev vel! min kjære, kjære Eduard! – man maa jo i Verden dog have een Ven! og derfor er det jeg saa tidt, selv kan betle om Deres Venskab! hils, hvem der bryder sig om en Hilsen. Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.

Indlagte Sæddel er til Holst, (Digteren).

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost