H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Henrik Stampe til H.C. Andersen 22. december 1843

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 22. december 1843
Fra: Henrik Stampe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 22te Dec 1843.

Min kjære Ven!

Allerede Dagen efter Din Afreise maa jeg begynde paa det Brev, Du har tilladt mig at skrive til Dig, thi jeg længes efter Dig - og det ret oprigtigt, du kjære trofaste Sjæl! det eneste Menneske paa Jorden, med hvem jeg har talt ganske fortroligt, uden at lægge Skjul paa det Ringeste. Du er maaskee ogsaa det eneste Væsen, der ret kunde forstaa en saa forunderlig, af de stridigste Følelser sammensat, Characteer som min, fordi Du selv er en forunderlig Characteer, saa forunderlig elskværdig og nobel, at det ofte næsten er mig uforstaaeligt, at ikke Alle holde af Dig - næsten ligesom jeg; - dog det er jo en Grundsætning, at Smag og Behag ere forskellige i denne Verden, Gud være lovet - Jeg har før ikke ret fattet nogle Ord af Schiller, som nu staar for mig i deres fulde Deilighed: Und wer auch nur eine Seele auf Erden sein nennen darf! -? - - - wer dies nicht kann, er stelle weinend sich aus diesem Bund! - Er det ikke smukt tænkt? jeg mente før altid, at man ene, indesluttet i sig selv, kunde bære Alt ved egen Kraft; men jeg føler nu, at det er umuligt, idetmindste er jeg ikke saa kraftig; jeg vilde føle mig mat og sygelig, om jeg ikke nu turde tale til Dig saa aldeeles uforbeholdent, som jeg gjør og har gjort. Men jeg har ogsaa faaet en Tanke - en Idræt mere, end jeg forhen har kjendt til. Du begriber jo let, at jeg i mit Liv, især i den ældre Alder deraf, har seet og følt meget som ret kan være smertefuldt, ligesom jeg har oplevet mange, utallige Glæder, og alt dette kunde jeg dele med mine Sødskende og med det Menneske, der saa længe har været mig den kjærligste Moder - Jette Wulff; kun én Følelse har det været mig umuligt at dele med Nogen, eller blot at lade Nogen paa Jorden i fjerneste Maade ahne den, uden Dig, min kjære, egen Ven, Dig, som jeg har fattet en urokkelig Tillid til, og som jeg holder saa inderligt af, Du eiegode Andersen! Du forstaaer mig jo ogsaa? - jeg veed det! jeg ved det! Du har ogsaa følt den stærke Sandhed i Goethes Ord:

&leidvoll und freudvoll

Gedankenvoll seyn

Langen und bangen

In schwebender Pein

Himmelhoch jauchzend

Zum Todte betrübt

Glücklich allein ist die Seele die liebt!

Du bad mig, før du reiste, sige Dig, hvorledes jeg havde det; ja, jeg troer virkelig, jeg er ganske fornuftig efter Omstændighederne; jeg er vel bestandig i Uroe baade Nat og Dag, men jeg forstaar ypperligt at skjule det indtil det alleryderste, saa at i Grunden Ingen kan mærke den mindste Forandring paa mig; kun Elise, den kjære Søster, som seer dybere i mig, end Andre, kommer undertiden hen til mig og siger, at hun synes, jeg ikke er ret fornøiet. Forleden dag satte hun sig hos mig; saa mig saa kjærligt ind i Øinene og sagde: Du kjære Henrik, siig mg er der Intet i Verden, hvormed jeg kunde gjøre Dig glad, jeg vilde gjøre Alt, hvd der staaer i min Magt, for at see Dig glad! - Maaskee, svarede jeg, kan Du engang komme til at vise mig det! - Du kan troe, Elise er en velsignet Pige, men hun er af Dem, man maa kjende nøiere for ret at holde af hende, uagtet hendes mange svage Sider. Jeg skal hilse Dig meget fra hende, og jeg har bragt hende Din Hilsen. Hun talte i dag meget venligt om Dig, og jeg troer hun holder meget af Dig, ogsaa fra Holgerino skal jeg hilse Dig hjerteligt, han skrev igaar til os, men han kommer ikke hjem i Julen, da han ikke faaer Tid til at forlade Aggersvold. - Undertiden er jeg tilmode, som en Brik i Schakspillet maa være det, naar Modspilleren siger om den: den brik kan ikke røres. - Inat har jeg drømt saa deiligt, at to Øine saae mig saa kjærligt, saa dybt ind i mine! ! Jeg læste med uhyre Interesse i disse Dage en Vaudeville af Paul de Kock og Varin, en oversættelse - intet Ord gaaer mig forbi - den interesserer mig, som om det var Aladdin selv - - ! ! - Paa Søndag faaer jeg Musikken til "Der er et yndigt Land" (fiirstemmigt) af Thulstrup , tilligemed deslige skjønne Sange; Jeg bad om at faae Dine Ord dertil. - Tænk Dig, at jeg iaften gaaer i italiensk Opera, qu'en dites vous? De giver Barberen og saa fik jeg billetten forærende af Moder, saa vil jeg gaae der. Men skjønd i talrigt Selskab bliver jeg dog vist alelne, thi Ordet "alene" er relativt, ikke sandt, kjære Andersen? - - siger, naar han har spiist i et Selskab, hvor der ingen Excellenzer var, j'ai diné seul aujourdhui., jeg kan ogsaa være alene i den største Vrimmel; du forstaaer mig? -

Gjem endelig dette Brev rigtig godt derude, dersom Du ikke vil brænde det strax, at Ingen kunde komme til at see det: - Jeg var da i Onsdags i det scandinaviske Selskab, men jeg kan egentlig ikke sige, jeg var saa overvættes fornøiet dermed. Der blev sunget nogle meget smukke og curiøse Sange af Bellmann, saavel af Sangforeningen, som solo til Guitar af en Svensker, Tellefsen; Plougs Foredrag varede i 1½ Time, hu! ha!, Heibergs var derimod humoristisk og morsomt, saa at jeg endog morede mig og loe meget deraf, uagtet Du ved, jeg ikke kan udstaae Manden. Der var et deiligt stort Maleri i Transparent af Marstrand; Det var 8 Alen langt, og forestillede Bellman, der blev draget og til Anakreon af smaa Geniusser og Satyrer; ved Foden af dette lille Parnas, saas en dyb, blaaagtig Grotto, hvor en Mængde Koboller vare ifærd med at lave Punsch i en uhyre Bolle; nogle slæbe en stor Sukkertop derhen, andre kjøre med Citroner, atter andre Hælder Rum i Bollen; en lille Kobolle (og denne tiltrak jeg min Opmærksomehd) var i Færd med at byde nogle Glas Punsch paa en Tallerken til et Selskab af Mennesker, der saaes tilvenstre i Forgrunden (Bellmanns hele Compagnie); han er ikke stærk nok til at holde Tallerknen ud fra sig, og maae derfor støtte denne enorme Byrde imod sit lille Bryst, medens man i hans Ansigt umiskjendeligt læser Frygt for de store Mennesker blandet med den nisseagtige Velvillie og Høflighed i at tjene disse. - Dette er vistnok noget af det genialeste, Marstrand har frembragt. Alle vare henrykte derover. Marstrand selv var der; men holdt sig meget smukt og beskeden altid til Siden og i Baggrunden; jeg kunde godt lide det af ham. - I Plougs Tale kom der en Bemærkning om de hovmodige Mennesker, der ville sætte sig paa Smagens Throne og saa saae Folk til Heiberg og nogle hvidskede til hinanden; men hans Ansigt er jo altid et Stykke Staal - ligesom jeg bilder mig ind, at der i det Rum, hvor hans Hjerte skulde ligge maa ligge et Stykke Iis. - Men jeg kan som sagt ikke nægte, at han var meget humoristisk og fik 1000 Menneskers Lunger sat i Bevægelse. For resten gjorde det uhyggeligt Indtryk, at Salen for Transparentets Skyld saa godt som slet ikke var oplyst; den uhyre Menneskemasse (vel 800 à 1000) frembragte en utaaelig Hede og ved Sexaen (aftensmaaltidet) gik det saa uordentligt og sviinsk til, som jeg aldrig før har seet. Jeg gik tidlig hjem, fuldkommen Sulten i alle Henseender. -

Undskyld, som Ven, den rædsomme Skrift, men jeg kan ikke skrive langsomt, naar det interessserer mig, kjære gode Andersen - " kjære, velsignede Andersen", hvor staaer det - ? - Aften: Nu kommer jeg fra Barberen; men jeg maa først fortælle Dig lidt derom og saa læse i det Du nok veed, førend jeg lægger mig. Du maa ellers gjerne sige reent ud, om de lange Breve kjede Dig, og i det Tilfælde maa Du ikke læse videre. - En ny Tenorist optraadte i Almavivas Rolle og var efter min Formening langt bedre end Rozzi, skjøndt hans Stemme ikke var saa god som dennes; han var munter og gav Soldatersønnen ikke blot med Liv, men med en Slags Sandhed i Fremstillingen. Den nye Sangerinde, Rinzi - gjorde en theaterrystende Lykke, thi hun forstod at imponere Publikum med en frygtelig gjennemtrængende Stemme, imod hvilken en Trompet vilde være næsten uhørlig. - Jeg kom allerede i aften til for første Gang at tall med Phister som sad foran mig med Lorck; som jo kjendte Moder og min Onkel og i Samtalen henvendte han sig ogsaa til mig; da det var Ph.: saa morede det mig, men jeg er næsten vispaa, at han ikke meente et Ord, af hvad han sagde, den Lux; han var saa sød i sin Tale og Manerer. -

God Nat, min kjære, trofaste Ven, Gud give jeg i Nat maatte see de samme blaae Øine og drømme - -

Løverdag Morgen: naaar Du nu faaer dette Brev, er det Juletid, men af Sneen ligger Skoven ei glimrehvid; desværre; thi jeg kunde ret have forestillet mig, hvor Du ville have nydt dette mageløse Syn, naar Alt i det klareste Veir er belagt med glimrende Snee, naar hver lille Green er en fiin Koralarm, naar de kulsorte Drolser vise sig mellem de hvide Grene og de enkelte røde Bær skinne som Perler i det hele Feerige, men saadanne Vinterdage ere saa sjældne, at jeg skjøndt jeg har oplevet 22 Vintre, kun erindre meget faae af disse. Jeg vilde derfor sa gjerne, at Du skulle see en saadan, men det skeer vel næppe dennegang. Ved at erindre mig en saadan Dag i min Barndom kunde jag faae Taarer i Øinene, dersom ikke en anden mægtig Følelse, saa riig, saa tung, havde aldeles bemægtiget sig min Sands, og ligesom opfyldt Rummet i mit Hjerte aldeles. - Jeg er uhyre begjærlig efter at vide, om dette er det eneste Brev Du faaer fra Byen, eller om - og da om - og endelig også!!! Naar Du nu skriver til mig, saa fortæller Du mig, om du har det rigtig à ton aise, om Du morer Dig, om Menneskene derude ere elskværdige osv.osv, hvad der saa beskjæftiger Dig, især naar du nu er ene, og saa veed Du nok - Du kjære, gode Ven! Fra Holger har jeg atter faaet Brev, og han beder mig atter hilse Dig paa det allervenligste, mit store Brev til ham, som du ved, jeg havde tabt, har jeg atter skrevet og sendt ham, da han bad saa meget, om endelig, naar jeg fandt det, at sende Dem om det end var nok saa gammelt. Dersom nu dette lange Brev skulde have været saa uheldig at trætte dig, min kjære Andersen, saa veed Du dog at bære over dermed, da det er mig en saa stor Glæde, at kunne skrive reent ud af Posen til hvem jeg rigtig holder af. Min Mening er at tale med Dig gjennem de mange Mile, der ligger imellem os, og at ønske Dig en glædelig Jul - den aller glædeligste - og Du vil dog i alt det ikke glemme at skrive ildt til din troe Ven

Henrik Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus