H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Henrik Stampe til H.C. Andersen 25. december 1843

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 25. december 1843
Fra: Henrik Stampe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 1ste Juledag 43.

Tak! – Tusinde og tusinde Tak for Dit Brev, Du min kjære, kjære Andersen! Du veed ikke, hvilken velsignelse der laae i det deilige Brev, jeg idag har modtaget fra Dig, det var skrevet lige ud af Hjertet, der er vist; men Du kan ogsaa troe, jeg skjønner paa det, som paa dit hele ædle Venskab. Du maa dog virkelig holde af mig, ja det kan ikke være andet, det er mig saa klart, som kjært, men hvor er det dog muligt? hvor er det mueligt, at jeg, som ikke har andet end et ærligt Hjerte, kan vinde Din saa oprigtige levende Godhed, Dit broderlige Venskab, Du, som jeg seer saa meget op til! – dog! hvorfor spørge om det, om jeg ikke forstaaer det, saa veed jeg det dog, jeg tror det med en saadan Glæde, en saadan Inderlighed, en saadan Sikkerhed at mit Hjerte nu vilde lide uhyre ved den modsatte Tanke. – Dit Brev skal længe glæde mig, det skal virkelig lede mig fremad til det, som er værd at stræbe efter! Hvor / Gud dog i dag er god imod mig, at aabne et Hjerte som Dit for mig; saaledes føler jeg mig saa glad, thi det er saa deiligt at tale ret ud af Hjertet, oh! saa deiligt, endnu deiligere end at græde allene! og Du er det eneste Menneske, jeg har talt saaledes med. Endskjøndt jeg elsker mine Sødskende inderligt, og de atter mig, saa høit som Nogen, – endskjøndt jeg har truffet mange gode Mennesker, som have holdt af mig og endog vurderet mig langt høiere end jeg fortjener, – uagtet eet Menneske har holdt saa hjerteligt af mig, maaskee mere end Du, – saa har jeg dog aldrig lagt mit hele, udeelte Hjerte aabent for Nogen, som for Dig; mine egne Følelser, naar de var skjønne og ædle, vare mig selv en Helligdom, jeg skjulte for Alle; nu har een Følelse opveiet alle andre, og denne ene kjender Du, min Ven, min Broder!

Hvor er det mig ogsaa kjært, at vide, at jeg om Modgangens og Sorgens tunge Bølge ruller hen over mit lille Fartøi, og knuser det, dog kan holde mig til Dig, som til en Bjælke i Havsnød, og ved Din Hjælp, med Guds Bistand ledes til den ro–/lige Strandbred! Men maaskee bliver jeg dog lykkelig, kjære, gode Andersen, maaskee smiler Solen til mig paa min Fart, maaskee er Vinden med og Havet roligt – oh! saa skal vi saa deiligt seile sammen – i Præstøebugten, om Du vil, til Møen i en deilig Sommeraften, hvor Du vil – og ikke vi allene, nei, ikke sandt!?!? ikke alene? – oh! hvor det skal blive deiligt – oh! Jeg stoler paa Gud, hans Algodhed! han vil gjøre mig saa lykkelig, jeg har ligesom en Forudfølelse deraf! – thi

"jeg tror bag Fremtids Dække

"staaer en Diana lys og fri!"

Husker Du disse Ord? Det er "Ellinors Sværmerie" af Chr. Winther, som jeg har componeret Melodien til, som jeg spilte for Dig paa Nysøe; – ja, det husker Du vel ikke, men det kan gjøres om. Jeg skal nok endnu engang plage Dig med mine Melodier, Du maa dog have hørt mit Klimp for Venskabs Skyld. – Værsaagod nu, at lee lidt af mig! –

Idag, Du kjære, vil jeg ikke tale om mig i den Henseende, Du veed jeg mener, naar jeg – leer, thi jeg kunde kun gjentage, hvad jeg skrev i mit forrige Brev om "en Verden fuld af Længsel"/ thi jeg er jo endnu i en forunderlig ængstelig Tilstand – Uvished og Længsel ere frygtelige, naar man er allene. Iovermorgen kan jeg maaske tale mere udførligt derom, thi maaskee – maaskee morer jeg mig godt imorgen aften ved "Nei" og "Napoli", forstaaer Du? – Oh! hvor jeg glæder mig til atter at tale med Dig, om det, der opfylder min Sjæl med en uimodstaaelig Magt!! –

Veed Du, hvad der ofte har beskjæftiget mine Tanker – hvem jeg ofte med Inderlighed har tænkt paa – hende, som var Dig kjær, som forstod Dig, som hurtigt lærte Dig at kjende, som ikke snerpede sit Hjerte ind for at "lege Fremmed," men som ærligt, aabent og dog saa smukt ærbart og nobelt viiste Dig sin kjærlige Følelse; hende har jeg ofte tænkt paa, og skjøndt jeg aldrig saae hende, veed jeg dog, at naar jeg seer hende, vil det være mig en Indskrænkning for min Følelse, at jeg ikke kan gaae hen til hende, tale med hende, tage hendes Haand og sige: "jeg agter Dem, jeg holder af Dem, thi De har forstaaet og skattet min Ven, ham, som jeg veed er høilig værd at skatte, og De har glædet hans Hjerte, saa meget det stod i Deres Magt!" Saaledes tænker jeg ofte paa hende; og jeg veed, / Du trofaste Sjæl, hvorledes Du har tænkt og følt. Der gives Træk og Handlinger af Mennesker, hvoraf jeg ofte kun behøver eet eller meget faa, for at danne mig et Begreb om dette eller hiint Menneskes Tænkemaade. Hvad Du har fortalt mig om J.L. har saaledes gjort mig hende kjær, hun er et nobelt Menneske! Om en Dame her i Byen – en Moder – har Du fortalt mig, hvor nobelt hun tænkte om den Sag, der har forvoldt mig saa megen Ærgrelse, fordi Menneskene saa gjerne dømme ilde om Andre og aldrig undskylde, jo endog danne Ondt af Andres Handlinger, som aldrig har været tænkt eller ahnet, oh! det er afskyeligt; – men den, der da har vedligeholdt en nobel Tænkemaade og understøttede den Vogn, hvortil alle Andre skubbede, fordi den var nær ved at vælte, – dette Menneske maa jeg agte paa en Maade, som jeg kun agter Faa i denne Verden – ikke med Forstanden – men med Hjertet; og det anseer jeg for lagt større Agtelse; og naar nu dette Menneske tilmed en Moder til Den, der opfylder mit Hjerte med Længsel og den inderligste – dog, jeg gaaer vist forvidt, for Guds Skyld! Jeg har /altid elsket den Scene af Romeo og Julie, hvor de om Natten tilstaae hinanden deres Kjærlighed (2de Act 2 Scene); de havde jo kun seet hinanden een Gang, men mere var ikke nødvendigt, de offrede Livet for hinanden; deres Kjærlighed var dog trofast. Julie har vist havt blaa Øiene, deilige store blaa Øine, ligesom " – – ", hvori et uendeligt, himmelsk Dyb tiltrak Romeo; hvorom Romeo siger: "at da Nattens deiligste Stjernepar forlod deres Bane, bade de Julies Øine at skinne i deres Sted; og fra hendes Øines Flammehav udgik en Straaleglands i Luftens Rige, saa Fugle sang og meente, det var Morgen!" Derfor var det ogsaa at Romeo strax elskede hende og Julie "forstod ei den Kunst at lege Fremmed". – Da Hagbarth havde skuet ind i Signes blaa Øine, holdt han Haanden for Øinene og ønskede nu "at være evig blind"; men Signe tog hans Haand fra Øinene og sagde: "See lidt meer endnu; Signe selv forstyrrer ikke Billedet af Signe!" – Og jeg kunde blive ved til i morgen at fremhæve lignende deilige Beviser for at hurtig, heftig Kjærlighed er baade stærk og trofast, men jeg vil ikke trætte Dig med, hvad du kjender / bedre end jeg; men iaften er jeg lidt sværmerisk; lad mig være det, naar jeg skriver saadanne Breve til Dig, hvori jeg ikke lægger mindste Baand paa mit ildsprudende Hjerte og min tøileløse Tankegang. Jeg troer, Du hører mig helst tale aldeles utvungent; men selv dersom det kjedede Dig, saa føiede Du vist denne uegennyttige Godhed mod mig til den øvrige, at lade mig kjede Dig en Smule – dog det gjør jeg ikke, jeg veed det! Jeg behøver intet Svar! –

Nu har jeg atter gjennemlæst Dit kjære brev, hav atter Tak derfor! Jeg skal aldrig glemme Dig det, du kjære, ædle, fortræffelige Andersen! troe mig, jeg vilde ret ønske, jeg ved Handling kunde vise, hvormeget jeg holder af Dig, Du kjære, eiegode Ven! Lov mig, hvergang Du er bedrøvet, i det Store som i det Smaa, at tage Din Tilflugt til at udtale Dig – og det til mig, kun til mig; Du veed, at jeg holder saa uhyre, saa usigeligt af Dig, Du veed at jeg forstaaer Dig, een Ting skal jeg fortælle Dig, at jeg blandt mine Bekjendte har haft Ord for at have, hvad man kalder: en fiin Følelse, og at jeg har været vant til at indeslutte meget i mig selv, – derfor hav uindskrænket Tiltroe til mig og udtal Dig altid for mig, vel er / jeg yngre end Du, men husk hvad Du derom selv skrev i dit Brev!

Det er i dag 1ste juledag, Glædelig Juul! Kjære Andersen! Alle ere ude hos Schouws, Du veed jeg gaaer der nødigt, jeg er bleven hjemme for at skrive til Dig – og tænke paa – – – – –. Her i Huset have Alle uden Undtagelse Snue, ved Siden af mit Værelse ligger Carstensen af Kopper. Igaar aftes var her kjedeligt i Grunden. Vi spiste 22 Mennesker Kl 6; Oehlenschlager begyndte at læse lidt af Holberg, men var ogsaa forkjølet; saa legede man Julelege – ikke "Pantelege" – men Oehl., William, Onkel Carl og jeg spillede lidt Wisth, det morer den gamle mere, den gamle elskelige Digterkonge; hør, kjære Andersen, holder Du ikke af ham! jo jeg troer, men dog ikke rigtigt; men maa vi ikke nok tale lidt sammen om den Ting, naar Du kommer; jeg vilde saa gjerne, at Du ogsaa skulde holde af ham, han kan være saa rar og elskværdig; og dobbelt tiltaler denne Elskværdighed mig hos denne "Gamle", naar jeg er vandt til at see det følelsesløse, kolde stykke Marmor, som for mig er saa uelskværdig, og som her saa ofte kaldes "den Gamle". – Paa Juletræet fik jeg Sovedrikken og Fredmanns Epistler samt en syperb Brystnaal med 2 Antiquer./

I Formiddags var jeg hos Hornemanns og drak Kaffe – jeg øver mig i at drikke Kaffe, saa kommer jeg engang en Formiddag derop med Dig til Kaffen, naar jeg ret har lært den Kunst; thi rigtig vil 'en dog ikke glide, men "kanskeesens jeg inte forstod'et, den første Dags Tid eller fleer, derforsens saa fik jeg paa Ho'det, nu faaer jeg det inte meer!" – Ogsaa var jeg idag paa Udstillingen, som er ganske fortræffelig, det er en reen Nydelse at gaae der og see sig sulten paa Malerier, og dog følte jeg een Mangel – nei 2, at jeg ikke mødte den, jeg havde haabet fjernt at møde, og at jeg ikke havde Dig med mig, min kjære Andersen. Forresten traf jeg mange Bekjendte og der er deiligt, jeg har kjøbt Billet for hele Udstillingstiden og det er rasende billigt. Du skulde see 2 Landskaber af Gürlitt, et af Skanderborgegnen, som er saa deiligt, at jeg aldrig har glædet mig over noget Maleri som over det, og et af Møens Klint, som er saa frappant liigt, at jeg gjenkender ethvert Sted; jeg fik derved atter min gamle Lyst til at seile fra Nysøe til Møens Klint, og ligge ind under Taleren, det er et imponerende Syn, saa at spadsere i Lisenlunds Have om Aftenen med et godt Kirsebærspisende Selskab for næste Dag at besee hele Klinten,/gjøre brav Commerce og Munterhed, synge muntre og smukke Sange i Chor, saa høre en lille net Improvisation paa "Liigvognen" eller deslige, drikke Skaaler i Champagne (den meest poetiske Viin) og endelig i Maaneskin eller næste Morgen at seile hjem under Sang og Lystighed. Sidst vi gjorde den Tour var det omtrent saaledes og saa mødte vi 2 store Skonnerter for fulde Seil uden for Storeklint, men vi kneeb dem; thi vi seilede meget hurtigere end de; og da vi seilede forbi dem, tog vi Champagnen frem, sang Marseillaisen og "der er et yndigt Land" 8 stemmigt og klinkede og hilsede de djærve Søemænd, der i denne lille muntre Scene fandt samme Opmuntring, som Matrosdrengen der gik forbi Kabydsen ved at lugte den duftende Mad – til sit tørre Brød. –

Det er ellers kjedeligt at Buntzens Nysøe ikke er kommet paa Udstillingen; det havde jeg dog saa gjerne see for visse Aarsagers Skyld. – Imorgen Aften gaaer jeg i Theatret for om muligt der at have det lidt à mon aise – det er nu relativt. – Poul de Cocks Vaudeville, som jeg har læst "som Juleglæde" finder jeg prægtigt oversat og Oversætteren har virkelig haft Sproget i Magt og været /(efter min Mening) mere delicat og smagfuld end H.P. Holst, men jeg gjør ikke synderlig af Intriguen i Stykket, og det er jo Paul de Kocks Skyld, ikke den smukke Oversætters.

Elise, som hørte at jeg skrev til Dig, bad mig hilse Dig; Du begriber at Ingen har hørt mindste Ord af, hvad Du skrev; men da hun imorges havde seet, at jeg havde faaet Brev fra Dig og seet mig læse det med Glæde, kom hun til Slutningen hen til mig, og sagde med sin sædvanlige udtryksfulde Kjærlighed: "hvor jeg er glad Henrik, fordi Andersen er blevet Din Ven!" – Men siig mig nu hvorledes Du selv har det, rigtigt nøie – jeg veed ikke om dette Brev kommer saa tidligt afsted, at Du finder det værd, at glæde mig med nogle Linier inden du reiser, eller om Du kan komme ligesaasnart og tale mundtligt med mig – oh! hvor jeg glæder mig dertil!! Vi glæder os nu meget til at see Dig Nytaarsaften, jeg sagde det til Moder, hun blev meget glad derved, hun er forresten saa forkjølet at hun knap kan see ud af Øinene. – Jeg componerer paa en Melodie til: "Jeg tjente hos Møllerens i fire lange Aar" – men Gud veed om det bliver til noget. Jeg vil ved Leilighed/ bede Dig nogle Ord til min moderneste Opsang, da jeg kun har de simple Ord: "la la la la" at sætte til den – og det sgu' for simpelt, man vil lee mig ud i Skovshoved, naar jeg næste Gang taler med Lars Andersen og ikke har andre Ord. Denne Lars Andersen er en original og genial Fisker i Skovshoved, der altid taler om "Jette" og "Christian" – (paa Landjorden siger han Frøken og Captain) og om "Christian, som inte duede til Noget," det var min Fætter Muhle, der let blev søsyg; saa kunde vi heller ikke faae ham til at troe, at han hed "Muhle", det Navn troede han ikke paa. – Det var ellers en rask Karl, som vist 20 Gange har vovet Livet for Andre; jeg kunde godt lide ham.–

2den Juledag.

Hvor jeg længes efter at tale med Dig! og jeg har saa meget at tale om, endskjødt jeg maaskee paa Søndag ikke meer har det, saaledes gaar det jo ofte.– Jeg havde imorges nogle Ubehagligheder som bedrøvede mig. – Hele Formidddagen har jeg tilbragt paa Udstillingen. Jeg har Ingen af Dine Venner eller Veninder seet.– Siig mig om Du har faaet Brev fra Andre end mig. – Posten gaaer og, jeg nødes til at sende Brevet uden at kunne fortælle noget om Comedien iaften. – Din oprigtig hengivne

Henrik

Tekst fra: Ejnar Askgaard