H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Bernhard Severin Ingemann Oktober 1826

Hop forbi menu og nyheder

Dato: Oktober 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjære Hr Ingemann

De er vist vred paa mig? ellers havde De vist nok glædet mig med et Brev, maaskee kjeder mit Skriveri Dem? dog jeg kan ikke andet end jeg jo maa skrive Dem til; da jeg var i Slagelse kunde jeg dog imellem springe ud til Dem, her maa Papiret og Blækket gjøre Reisen, men naar jeg saaledes sidder og skriver, er jeg ganske i Tankerne hos Dem, det er rigtignok ikkun et Skyggespil imod Virkeligheden, men det er dog Noget. - Længe har jeg ret været i et daarlig Lune, de kjære gamle Klassiker bringer mig tidt Vandet i Øinene, og Meisling maa være streng da jeg skal være Student om 2 Aar. Manden mener mig det godt og naar jeg saa er Skyld i at han bliver utaalmodig saa er jeg ganske kjed af det; jeg er ogsaa lidt vel barnagtig og faaer strax Vandet i Øinene, naar Vinden blæser en Smule skarp, skjønt jeg nok veed, at Livet ikke kan være en evig Maidag, tidt maa jeg sande med Novalis "es giebt so bange Zeiten" o.s.v. men nu er det gode Lune der igjen, jeg har været meget heldig med min Hovedexamen, kun i Græsk var jeg "fattige Fugl"; men i Mathematik fik jeg mine to præ ceteris; og overhovedet, briliere jeg ret i Mathematik, i Slagelse gik det derimod ret daarlig heri, men hernede var jeg heldig de første Gange, det gav mig Lyst og nu troer jeg nok jeg kan lære Mathematik. Jeg har lagt Mærke til, at Alt, hvad der ikke strax gaaer godt, det faaer jeg en Frygt for og humper altid i, men gaaer det heldig i en Ting eengang, saa gaaer det altid saaledes; - jeg forstaaer mig næsten ikke paa mig selv, men at jeg er alfor qvindlig og svag det mærker jeg nok. - Siden jeg var hos Dem har jeg ikke skrevet mere end et eneste Digt: Det døende Barn, det er ganske kommen fra mit Hjerte og jeg har følt hvert Ord, derfor troer jeg at det ikke er aldeles slet, vil De give Deres gode Kone det fra mig, og glæder De mig med et Brev, saa siig mig Deres Tanker om det, jeg kunde ikke uden jeg maatte lade Dem see det, og nu længes jeg efter at vide om det er godt, thi De husker jo nok Göthes Ord: -

Am schwersten zu Bergen ist ein Gedicht; Man stellt es untern Scheffel nicht. Hat es der Dicter frisch gesungen, So ist er gans davon durchdrungen, Hat er es zierlich nett geschrieben, Will er, die ganze Welt soll's Lieben, Er liest es Jedem fro und laut, Ob es uns qvält, ob es erbaut. -

Det er, som sagt, mit eneste lille Digt hernede, skjønt - De maa tilgive mig - jeg ofte fristes til at udgyde mine Følelser paa Papiret, men naar jeg næsten er ved det, er det som en Bussemand skreeg mig i Øret, "det er en Synd nu, bliv til Tiden kommer" og saa gaaer Begeistringen, eller hvad jeg skal kalde det, over i et kjedsommeligt Lune. - Med Skolen, gaaer det ellers ret godt og jeg vil haabe Forsynet ikke slaaer Haanden af mig, jeg har kun ham, han vil, han maa hjælpe mig, min Fremtid kan kun blive lys og herlig eller ogsaa mørk, grændseløs ulykkelig. - Egnen hernede er mig ellers endnu ligesaa smuk, som ved det første Syn, vel staae Træerne med brune og gule Blade og det Hele seer sa[a] efteraarsagtigt ud, men hele Forandringen bevirker et Slags Nyhed, en Afvexling som er meget smuk, Skibene blive nu ogsaa flere og flere og naar jeg saaledes seer dem i roeligt Veir med nedsænkede Segl at ligge i en uhyre Masse, bilder jeg mig ind, at see et heelt Venedig med Taarne og Kupler. Søen begynder ellers at gaae stærkere og stærkere og det more mig at gaa ved Kysten naar Bølgerne slaa op imod de store Steen og Skibene derude gynge som Æggeskalle paa de lystige Bølger; for en Maanedstid siden var jeg med alle Rectorens ude paa en Pyndt af Landet, de kalde Stedet "Odinshøi"; jeg har endnu aldrig seet saa deilig en Udsigt, Kullen laa saa klaer og tydeligt for mig og skjønt Sundet var temmelig rolig, rullede det dog som dybe Orgeltoner nede i Dybet. Men Vinteren kommer med stærke Skridt og jeg fryser som en Affricaner paa Lopatka, aldrig havde jeg troet Helsingøer laa Iispolen saa nær, ak Herre Jemeni! man er vist istand, til Vinter, at see baade Iisbjørne og Samojeder omkring os. - Een Tid var her særdeles lystig i vor nordlige By, nemlig da Sundet vrimlede af de rusiske Skibe, thi da saae vi baade Slaver, Finner, Tartarer og Mongoler og det var nogle rene Umennesker, de kunde ikke et dansk Ord, spiiste nogle Hundrede [pund] Kjød om Dagen, drak alt vort Vand, saa vi nær havde lidt Vandmangel og saa solgte de deres Beenklæder for en Pægel brændeviin, var det nu kristelig? burde de ikke til Straf boe i Marriboe for snart at skee en Ulykke; men maaskee bliver de bedre til de komme igjen, de saae ganske menneskelige og godmodige ud. - Jeg har seet Kronborg inden i, og var i de Værelser, som bleve beboede af Mathilde, de ere i samme Stand som dengang, meget pene, men simple, (2 Stuer og en lille Gang med en Alcove) i det vi traad[te] ind, fortalte Meislings Ludvig (en Dreng paa en 8te Aar) at han følte en underlig Hjertebanken ved at betræde dette Sted og denne Tilstaaelse - sub rosa - gjorte, at jeg ikke følte en Smule, men kom ret i det lattermilde Hjørne. - Søen bliver mig ellers Dag for Dag kjærere og kjærere, og tidt tænker jeg paa Deres Linier:

Herlige Hav! Ved din svulmende Barm har jeg hjemme;

skjønt det ikke er bogstaveligt sandt da jeg ret er en Kryster til Søes; paa Dampskibet herned blev jeg søesyg, værre en salig Hr. Ruus, og da jeg forleden seilede i en Baad og midt i Sundet blev løftet Skyerne lidt nærmere, længtes jeg efter den kjære moderlige Jord, og kunde gjerne som Chilian have trykket et Kys paa den.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (32)

Kjære Hr Ingemann

De er vist vred paa mig? ellers havde De vist nok glædet mig med et Brev, maaskee kjeder mit Skriveri Dem? dog jeg kan ikke andet end jeg jo maa skrive Dem til; da jeg var i Slagelse kunde jeg dog imellem springe ud til Dem, her maa Papiret og Blækket gjøre Reisen, men naar jeg saaledes sidder og skriver [overstr: til Dem], er jeg ganske i Tankerne hos Dem, det er rigtignok ikkun et Skyggespil imod Virkeligheden, men det er dog Noget. - Længe har jeg ret været i et daarlig Lune, de kjære gamle Classiker bringer mig tidt Vandet i Øinene, og Meisling maa være streng da jeg skal være Student om 2 Aar. Manden mener mig det godt og naar jeg saa er [overstr: s] Skyld i at han bliver utaalmodig saa er jeg ganske kjed af det; jeg er ogsaa lidt vel barnagtig og faaer strax Vandet i Øinene, naar Vinden blæser en Smule skarp, skjønt jeg nok veed, at Livet ikke kan være en evig Maidag, tidt maa jeg sande med Novalis "es giebt so bange Zeiten" o,s,v. men nu er det gode Lune der igjen, jeg har været meget heldig med min Hovedexamen, kun i Græsk var jeg "fattige Fugl"; men i Mathematik fik jeg mine to præ ceteris; og overhovedet, briliere jeg ret i Mathematik, i Slagelse gik det derimod ret daarlig heri, men hernede var jeg heldig de første Gange, det gav mig Lyst og nu troer jeg nok jeg kan lære Mathematik. Jeg har lagt Mærke til, at Alt, hvad der ikke strax gaaer godt, det faaer jeg en Frygt for og humper altid i, men gaaer det heldig i en Ting [overstr: saa] eengang, saa gaaer det altid saaledes; - jeg forstaaer mig næsten ikke paa mig selv, men [overstr: jeg] at jeg er alfor qvindlig og svag det mærker jeg nok. - Siden / jeg var hos Dem har jeg ikke skrevet mere end et eneste Digt: Det døende Barn, det er ganske kommen fra mit Hjerte og jeg har følt hvert Ord, derfor troer jeg at det ikke er aldeles slet, vil De give Deres gode Kone det fra mig, og glæder De mig med et Brev, saa siig mig Deres Tanker om det, jeg kunde ikke uden jeg maatte lade Dem see det, og nu længes jeg efter at vide om det er godt, thi De husker jo nok Göthes Ord: -

Am schwersten zu Bergen ist ein Gedicht;

Man stellt es untern Scheffel nicht.

Hat es der Dicter frisch gesungen,

So ist er gans davon durchdrungen,

Hat er es zierlich nett geschrieben,

Will er, die ganze Welt soll's Lieben,

Er liest es Jedem fro und laut,

Ob es uns qvält, ob es erbaut. -

Det er, som sagt, mit eneste lille Digt hernede, skjønt - De maa tilgive mig - jeg ofte fristes til at udgyde mine Følelser paa Papiret, men naar jeg næsten er ved det, er det som en Bussemand skreeg mig i Øret, "Det er en Synd nu, bliv til Tiden kommer" og saa gaaer Begeistringen, eller hvad jeg skal kalde det, over i et kjedsommeligt Lune. - Med Skolen, gaaer det ellers ret godt og jeg vil haabe Forsynet ikke slaaer Haanden af mig, jeg har kun ham, han vil, han maa hjælpe mig, min Fremtid kan kun blive lys og herlig eller ogsaa mørk, grændseløs ulykkelig. - Egnen hernede er mig ellers endnu ligesaa smuk, som ved det første Syn, vel staae Træerne / med brune og gule Blade og det Hele seer sa [overstr: E] efteraarsagtigt ud, men hele Forandringen bevirker et Slags Nyhed, en Afvexling som er meget smuk, Skibene blive nu ogsaa flere og flere og naar jeg saaledes seer dem i roeligt Veir med nedsænkede Segl at ligge i en uhyre Masse, [overstr: ind] bilder jeg mig ind, at see et heelt Venedig med Taarne og Kupler. Søen begynder ellers at gaae stærkere og stærkere og det more mig at gaa ved Kysten naar Bølgerne slaa op imod de store Steen og Skibene derude gynge som Æggeskalle paa de lystige Bølger; for en Maanedstid siden var jeg med alle Rectorens ude paa en Pyndt af Landet, de kalde Stedet "Odinshøi"; jeg har endnu aldrig seet saa deilig en Udsigt, Kullen laa saa klaer og tydeligt for mig og skjønt Sundet var temmelig rolig, rullede det dog som dybe Orgeltoner nede i Dybet. Men Vinteren kommer med stærke Skridt og jeg fryser som en Affricaner paa Lopatka, aldrig havde jeg troet Helsingøer laa Iispolen saa nær, ak Herre Jemeni! man er vist istand, til Vinter[overstr: en], at see baade Iisbjørne og Samojeder omkring os. - Een Tid var her særdeles lystig i vor nordlige By, nemlig da Sundet vrimlede af de rusiske Skibe, thi da saae vi baade Slaver, Finner, Tartarer og Mongoler og det var nogle rene Umennesker, de kunde ikke et dansk Ord, spiiste nogle Hundrede µ Kjød om Dagen, drak alt vort Vand, saa vi nær havde [overstr: blevet] lidt Vandmangel og saa solgte de deres Beenklæder for en / Pægel brændeviin, var det nu kristelig? burde de ikke til Straf boe i Marriboe for snart at skee en Ulykke; men maaskee bliver de bedre til de komme igjen, de saae ganske menneskelige og godmodige ud. - Jeg har seet Kronborg inden i, og var i de Værelser, som bleve beboede af Mathilde, de ere i samme Stand som dengang, meget pene, men simple, (2 Stuer og en lille Gang med en Alcove) i det vi traad ind, fortalte Meislings Ludvig (en Dreng paa en 8te Aar) at han følte en underlig Hjertebanken ved at betræde dette Sted og denne Tilstaaelse - sub rosa - gjorte, at jeg ikke følte en Smule, men kom ret i det lattermilde Hjørne. - Søen bliver mig ellers Dag for Dag kjærere og kjærere, og tidt tænker jeg paa Deres Linier:

Herlige Hav!

Ved din svulmende Barm har jeg hjemme;

skjønt det ikke er bogstaveligt sandt da jeg ret er en Kryster til Søes; paa Dampskibet herned blev jeg søesyg, værre en salig Hr. Ruus, og da jeg forleden seilede i en Baad og midt i Sundet blev løftet Skyerne lidt nærmere, længtes jeg efter den kjære moderlige Jord, og kunde gjerne som Chilian have trykket et Kys paa den.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 14-17)