Dato: 14. oktober 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Ferdinand Emil Hundrup
Sprog: dansk.

Kjære Emil

Tak for dine sidste venlige Linier, [overstr: vil] du er den eneste som tænker lidet paa mig i Slagelse og glæder mig med Breve. Tiden er mig saare kort ellers skulde jeg nok skrive mere end jeg gjør, men Examen staaer for Døren. Bollt sendte mig ved Hviids Fader den Skoleregning, her sender jeg dig Pengene (5 Rdlr 38 ß) maaskee gjør du mig den Tjeneste at betale ham og er det mueligt, saa vilde jeg gjerne have en lille Qvitering af Bollt som jeg kunde sende Etatsraad Collin. - (Naar Du glæder mig med et Brev kan du jo lægge den inden i det. -) jeg har flere Gange erindret Rectoren paa at give mig et program til Dig, som han ogsaa lovede, forleden sagde jeg ham jeg i den i Dag skulde sende Penge til Slagelse og Bogen kunde da komme med; han har leveret Hviid den, saa jeg nu ma putte mine Penge inden i hans Brev til Dig. - I Henseende til det omtalte Rygte i Slagelse, blev jeg meget forundret, da jeg aldrig har yttret noget hos andre end Colin, og Guldberg og fra Dem kommer det ikke, den eneste jeg kunde tro det kom fra er Hviid, men han siger Nei, og jeg troer ham, altsaa er det hele kun Slutninger; iøvrigt kjære Ven (til en Ven tør man jo nok yttre sin Smerte,) gaaer det meget daarligt; Charaktererne, (naar jeg untager Hebraisk og de M give mig) ere usigelig bedre end de i Slagelse, thi kun for Latinsk Stiil og Grammatik fik jeg Godt. Alle de øvrige vare Megetgodt og Udmærketgodt, men M har aldrig yttret saameegen / Utilfredshed med mig som nu; jeg har aldrig følt mig saa ulykkelig som nu, aldrig mistvivlet saaledes; thi det kan ikke blive bedre, det bliver aldrig, jeg duer ikke til noget paa den hele Jord. - Men aldrig skal jeg søge at hæve mig ved at beskylde M for overdreven Strænghed, altid vil jeg erkjende, at han meente mig ærligt, at han vilde have hjulpet mig fremad, dersom der var Gnister af aandelig Ild hos mig. Derfor kjære Ven, i hvo der taler om denne Ting, saa siig at det er Usandhed; M er saa god han kan være mod mig, spørger man om mig saa sig Du veed Intet. - Det maa Du! Det lover Du mig jo? siig ingen at jeg er saa inderlig bedrøvet. - Aldrig har jeg været saa modløs som nu; jeg bliver ikke Student, jeg kan aldrig blive det, Collin har jeg sagt, at jeg ikke kan fyldestgjøre hans Forventninger, at jeg var beredt til at forlade denne Vei, men han beder mig være rolig, han trøster mig, som Intet kan trøste. - I fire Uger har jeg levet i den frygteligste Spænding, jeg veed hvad der følger paa, hvor kan jeg da være rolig. - Forlade Studeringerne maa jeg, thi jeg er ei skikket for dem, og naar det skeer, saa maa jeg bort, jeg kan ikke udholde at møde eet eneste Menneske, som har kjendt mig da jeg var lykkeligere; bort vil og maa jeg, naar jeg ei længer kan studere; hvorhen, det er det samme, lykkelig kan jeg jo aldrig blive. - O Emil, tidt ønsker jeg mig aldrig født, eller at min Sjæl aldrig havde faaet det gale Sving, som gjør mig saa ulykkelig. Dog - hvorfor jamre mig for dig, - det skeer jo dog, / Guds Vilie skee! - Dette Brev maa Du ikke vise Nogen, heller ikke sige Nogen dets Indhold; lov mig det .. Hils Dine Forældre og din Søster. Glem ikkeheller begge Teaerne, jeg tænker saa tidt paa dem og alle i andre gode Mennsker, som meente mig det saa godt. Maaske seer jeg aldrig nogen af Eder. Er der noget her i mit Brev, som synes dig lidt svulstigt og galt saa husk paa at jeg jo har en Skrue løs. - Fra Jomfruen skal jeg hilse dig, hun har bedet mig meget derom, Clio, skal du faae til October siger Hviid, han er nu ret munter og lystig, som jo er naturlig, gid han nu ogsaa maa være heldig. Og nu Farvel kjære Emil, Gud veed hvorhen vore Veie gaa, om vi oftere skal mødes, dog, du vil [overstr: vel] ikke ganske glemme mig, - - og dette Liv er jo ikke evigt.

Din af Hjertet oprigtige

Ven

Andersen

[overstr: Slagelse] Helsingøer den 14 October 1826.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 1033-35)