Dato: 19. marts 1844
Fra: Jenny Lind   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk, svensk.

Min kjære Ven og Broder!

Hr. Bournonville meddeler mig i sit sidste Brev, at de fælder Taarer, fordi jeg er saa taus. Det er vel dog kun en Spøg, troer jeg. Men da jeg med Hensyn til Dem har en ond Samvittighed, skynder jeg mig med nogle Linier endnu engang at bringe mig i Erindring og beder Dem som min Ven og Broder ikke at være vred paa mig men snart at give mig et Bevis paa, at jeg ikke har sat min Ret til Deres Venskab og Deres Velvilje ganske overstyr.

Usigelig mange Tak for de skjønne Fortællinger! Jeg finder Dem saa, guddommelig smukke, at jeg troer, det er det Reneste og Herligste, som nogensinde er kommen fra Deres Pen. Jeg veed ikke, hvilken af Fortællingerne, jeg skal tilkjende Prisen, men - Gud veed om ikke "Den grimme Ælling" er og bliver den skjønneste. Gud, hvilken herlig Gave at kunne klæde sine høje Tanker i Ord og paa et Blad Papir saaledes at gjøre andre Mennesker begribeligt, hvad Meningen er med, at det Ædleste ofte fører en skjult Tilværelse, omgivet af Elendighed og Pjalter, indtil Forvandlingen indtræder, og dets sande Væsen viser sig i det guddommelige Lys! Tak, inderlig Tak for saa meget Rørende og Lærerigt! Nu længes jeg kun meget efter den Time, hvori jeg mundtlig kan sige Dem, hvor stolt jeg er af det Venskab, De skjænkede mig, og for hvilket det nok. vil blive mig forundt med mine Sange at udtrykke min ringe Tak. Devil sikkert bedre end nogensomhelst Anden forstaae vort svenske Ordsprog: "Hver Fugl synger med sit Næb".

Frøken Bremer skrev vel til Dem? Sveas Rige har nu Sorg*). Fred med den Bortgangne! Lykkelig er man dog kun, naar man er godt gjemt. -

Nu er vort Theater lukket for en Tid af 7 eller 8 Uger, og det er i hvert Tilfælde ikke morsomt, men vi indøve i det Mindste i denne Tid nye Sager.

De kan troe, kjære Ven, at jeg har det rigtig hyggeligt hos mig, et livligt, solbeskinnet Værelse, en Nattergal og en Sisgen. Denne sidste er sin vidtberømte Kammerat langt overlegen i at synge. Medens Nattergalen sidder sammenkrøben og taus paa sin Pind, hopper min Sisgen muntert omkring i Buret og seer saa venlig og lystig ud, som om den ikke kjendte til Misundelse, men kun var skabt til at opmuntre sin tause Naboerske. Og aaa synger den saa højt, saa dybt, saa elskværdig, saa klangfuldt, at jeg tager Plads ved Siden af den og i mit Indre istemmer en for andre uhørlig Lovsang til ham, som formaaer saa meget med en saa ringe Skabning. O, hvor det er guddommeligt at føle sig tilfreds!

Min kjære, bedste Ven, jeg føler mig i Virkelighed saa lykkelig! Jeg har det, som om jeg var kommen fra det stormende Hav til Fredens Hytte**). Mange Kampe ere overstandne, mange Tanker ere komne til Klarhed. Mangen Stjerne er atter begyndt at glimre - jeg bøjer mit Knæ for den evige Naades Trone og udbryder: Guds Vilje ske i Alt!

Lev vel, Gud beskytte. og velsigne Dem, det ønsker

Deres hengivne Søster

Jenny

Træffer De Hr. Schram, saa sig ham, hvormeget det glæder mig, at han har opnaaet en Stilling i Livet, hvormed han føler sig tilfreds. Han vil forøvrigt selv bedst formaa at sige, hvad jeg egentlig mener.

I hvert Fald skriver De mig nok snart til, og De maa ikke troe, jeg forlanger saa meget, men det er mig en saadan Glæde at modtage og læse et Brev fra Dem.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost