Dato: 14. august 1828
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 3. Fra H.C.Andersen.

Kjære, gode, Frøken!

100,000 0000 - - 8 Tak, fordi De ikke glemmer: le plus long poete. - Deres herlige, vittige Brev glædede mig usigeligt, kun holdt jeg for Øinene da jeg lo, thi jeg turde ikke vel lee af et Brev der var saa ærværdig ved sin Alder; dog, naar jeg ret betænker, har det jo gjort Touren fra Constan­tinopel meget hurtigt, det var kun 10 Dage gammelt.19 - Jeg har ellers havd det Uheld at faae en grusom Piil midt ind i Hjertet og deri er den mindste Portugiser20 Skyld, jeg er sterbens forlibt i hans Øine og den hele lille Person. Den Ældste forekommer lidt for alvorlig og taus, men siden syntes jeg dog langtbedre om ham, da han saa hjertelig kom og viiste mig nogle italienske og portugisiske Operatexter; vi talte ellers ikke meget sammen, af visse Aarsager. - At Undines Onkel, Hr: Kjølebrønd21 spøger saa slemt ude hos Dem er hæsligt; men De kunde dog have gjort Dem det vandige Liv mere taaleligt, naar De smukt iforeveien, før De tog der ud, havde læst en Deel af Weisflog,22 Werlihg23 o f a, og saaledes vænnet Dem til det Vaade; men da De nu eengang er i det Element, saa maa De vise christelig Taalmodighed; tag Dem ellers vel i Agt for al Omgang med Reier; de har faaet typhus-Feber sige alle Hovedstadens Læger. ­-

Saalangt var jeg kommet med mine Kragetæer, da jeg overraskedes med den Glæde at see Dem. - Det hele Papir skulde nu have været sønderrevet og styrtet ud fra tredie Sahl, paa de haarde Brostene, men da De har bedet for det skal det leve, til De selv behager at udføre Execution. - ­Meget, meget, har jeg paa Hjertet at fortælle Dem, da jeg troer De er det eneste Væsen som ret levende forstaaer mig og tager Deel i min Skjæbne; bliv ikke bange for den alvorlige Indledning, Helten vil ingen tragisk Monolog holde om han endogsaa maa gaae tilgrunde. Mundtlig kan jeg ikke godt meddele mig, jeg føler mig strax forlegen; blandt Mennesker farer ogsaa strax Flygtigheds Aanden igjennem mig, jeg finder det saa kjed­sommelig at klynke og leer derfor og spøger, som der var intet i Veien. ­Der er nu ikke længer end 6 Uger til Examen24 og jeg veed det gaaer galt. - Etatsraad Collin,25 der tager saa megen Deel i min Skjæbne, er den eneste der veed hvorledes Sagerne staae. Møller26 talte bestandigt om Dimition til for tre Ugers Tid siden, da en hellig Længsel betog ham efter at gjøre en Valfart til Fyn, men som min Dimition forhindrede. Nu be­gyndte min latinske Stiil at forurolige ham, (De veed at denne ene Ting kan rejicere om man endogsaa er udmærket i alt det øvrige), han talte med Collin derom, og det bestemtes, at jeg uden Lexicon, ganske som til Artium skulde skrive en Prøve-Stiil, hvilken: Rudelbach ,27 vilde bedømme, om der var Fare ved at lade mig gaae op. - Jeg skrev den, men der var fire slemme Feil, og Loddet laa kastet, der skulde læses endnu eet Aar. Møller fandt det ganske naturligt og intet som kunde gjøre mig bedrøvet; men da jeg nu ikke venter nogen Mirakler, og veed hvorledes Verden dømmer, saa kan De nok vide hvorledes jeg har været til Sinds. - Ingen kunde jeg sige min Stilling, selv Bagger havde ved en tredie Mand hørt det, jeg sagde ham intet; den Maade han optog det paa, viiste mig hvorledes de, der leed mig bedst vilde høre det, og jeg fortvivlede. - Følesløs for hvad der maatte komme, for dog at efterlade et Spoer af, at jeg ikke ganske havde været et Nul28 i det uendelige Tal, skrev jeg en heel Dag paa min Fodreise, hvad De havde hørt, samt et Brev til Heiberg, som jeg nu, klogeligt, har tilintetgjort. - Møller reiste, Collin behandlede mig saa hjerteligt mildt; sagde, at jeg maatte selv føle det Ubehagelige, det var urimeligt at han sagde mig det; men at det var meget slemt for ham igjen at tale til Kongen om Understøttelse,29 naar jeg ikke denne October gik op, det var jo ogsaa uvist hvad Kongen gjorte; i Møllers Fraværelse vilde han ellers skaffe mig en anden Manuducteur,30 han kjendte, for Øieblikket, var der intet andet for. - 14 Dage har vi nu læst, i Mandags var det sidste Dag; og da talte vi i den sidste Time ret alvorligt. - Han sagde mig at Collin havde taget ham til at læse med mig, dels for at lære Noget, deels prøve om det var som Møller meente, lidt voveligt at jeg gik op; men at han nu havde sagt Collin, der var slet ingen Fare og at jeg i de 14 Dage han havde læst med mig, havde gjort mærkelig Fremgang i Stilen. Jeg skulde altsaa op; Tiden var alt forbi til at indmelde mig, men Collin havde underrettet Øehlenschlæger31 om Tingene og bedet ham om Udsættelse til Møller kom hjem, da jeg meget godt kunde gaae op. - Og skal gaae op. ­

Kjære Frøken Jette, tænk Dem min Stilling; jeg tør ikke tro den sidstes glimrende Udsagn, men maa tro Møller der siger, det gaaer galt i Stiil og saa falder jeg igjennem. - Da er Alt tabt; Collin kan Intet gjøre, mine andre Venners Ansigter vil alle forandres, et Ord - - og jeg kan< aldrig mere komme til de Mennesker, der nu ere mig saa kjære; hvad griber jeg da til. - Naturen har givet mig et deiligt Udvortes,32 tærer nu Tiden paa min gamle Kjole, saa er der Intet der skal trække. Saa kan jeg rime, ligne Camoens33 i at sulte ihjel og ende, som det tidt har anet mig. - I Man­dags ved Bordet, kom Deres Fader til at tale om Examen, »nu faaer man snart at see om min Spaadom opfyldes«, sagde han; »der læses ikke, man gjør Vesitter«, - ja, jeg var rigtignok nogle Gange hos Dem, i denne Uge; og hele Vinteren saae De mig ofte, thi jeg følte mig hjemme i Deres Kreds, jeg har jo intet Hjem; men med Hensyn til Flid, saa er der gjort hvad et Væsen af min Natur kan gjøre. - Hvad vil Deres Fader sige om det gaaer galt eller jeg læste et Aar til. - O jeg veed det, jeg har vidst det; denne Sommer er den sidste, jeg tør komme til Dem, og kan tale med Dem. - ­Det vil virke smerteligt ind paa mit Liv; men saaledes maa det være her i Verden. - Tak, tak, for enhver glad Time, jeg skylder Dem, i hvad der møder vil jeg tænke paa Dem; bedøm mig ikke forstrængt om jeg feiler, der er Intet jeg tør stole paa i dette Liv; men fortvivle - - Verden er stor, en Grav finder man overalt. - Den gode gamle Gud lever jo, kun at ikke et øiebliks Lidenskab skulde bringe mig til at glemme ham, saaledes at jeg selv faaer Ondt deraf. - Er jeg Digter, saa lad kun Elendighed være min Lod, lad Verden glippe, min Himmel har jeg i mig selv, og der vil til alle Tider findes Mennesker der erkjender det Godes Værd. Er jeg ikke, saa har jeg intet Maal, saa kan jeg jo som Statist, godt undværes paa Scenen.

Efter et par Dage tager jeg atter Pennen, og finder det hele lidt svulstigt og dog kom det mig fra Hjertet, dog løb Vandet mig ned af Kinden, da jeg skrev det, saa De vist vilde have smilet over mit ynkelige Ansigt. - Det er Tid at jeg igjen bliver lidt lystig, ellers ønsker De vist aldrig mere Brev fra mig; og det er mig dog saa kjært at skrive, men tilgiv mig mine Krage­tæer. - Møller er kommen hjem og studsede ved min første Latinske-Stiil, ved at see den ubegribelige Fremgang jeg havde gjort i 10 Dage hos Halld ;34 han vil nu ikke mere skrive Stiil med mig, da han føler- siger han - at han ikke har Kraft til at bibringe mig det rigtige; og at Feilen maa have været paa hans Side. - Collin mener nu at jeg godt kan gaae op, dog skal der i denne Tid anvendes Alt med Stiil, forekom det ved October endnu voveligt, saa - ja saa veed jeg ikke Collins Mening. Min skal De, til den Tid nok faae at vide. Bliver der Tvivl om at jeg ikke kan slippe godt igjennem, saa er det nødvendigt jeg endnu end Tid sidder i Buur, hvis Finantserne tillade det; thi gaaer jeg op og brækker den aandelige Hals, saa maae den legemlige vist spille Dacapo! - Bekjendtere vil maaskee sige en Deel, de ægte Venner, kan kun beklage; til næste Examen maa jeg bestemt - det veed jeg - brilliere; skriver jeg derpaa en god Fodreise til ­Maanen; saa siger Verden: »Det er en exelent Person.« - Det er kun efter Udfaldet Verden dømmer; men i disse Prøvens Dage kunde jeg maaskee gjøre Erfaringer der vilde nedbryde mangen god Spire i mig. - Det fryder mig at Hall fandt mig flittig, og Møller studsede da man jo siger jeg ikke har læst i de sidste Dage, men gjort Vesitter. - Tro mig kjære Frøken, der er ingen Daddel der smerter mig mere end naar Deres Fader, som jeg holder af, troer at finde Grund. De kan tro, at med en Flygtigheds Aand som min, og da jeg, som man vistnok vil indrømme mig, ikke er uden Phantasie, koster det uhyre meget at grave sig ind i de tørre Gramatikker, hvad jeg kunde er gjort; men saaledes dømmer ikke Alle. Meget kan der gjøres i den formalidide Stiil, der er den værste Hage; nu maae vor Herre raade for Resten at det ikke er smukt at give ham Komandoen, naar det seer daarligt ud med Seiladsen, indseer jeg nok, men saaledes ere vi Mennesker. De kan nok indsee hvor uhyre kjært det maa være mig nu, da jeg har meddelt mig for Dem, at see nogle Linnier fra Dem, som De vist vil sende mig, dersom De interesere Dem saaledes for mig, som jeg troen - Men ret snart, ikke en Kat skal faae det at see hverken den sorian­ske eller den paa Posten. -- Endnu engang, tilgiv mine Kragetæer, naar jeg holder dem ved Siden af Deres himmelske Ziffre saa rødmer jeg af Undseelse, saa stærkt, at De seer det giver Gjenskin paa Papiret;35 De maa slet ikke tro at jeg har myrdet et uskyldigt Kirsebær for at bemale Pa­piret med dets Hjerte-Blod, nei det er den rene Sandhed jeg siger. - Jeg har ellers saa mange velsignede Anecdoter at meddele Dem, jeg er truffen over; een om vores kjære H - -36 maa jeg her strax meddele Dem. Han skulde læse for Fru Bruun37 der laa til Sengs og, som De veed, ikke hører godt? hun bad ham da drage sine Støvler af og sætte sig op ved Siden af sig i Sengen; det skete, Prinds Christian38 blev anmældt? kom ind? og den kjære H maatte drage Støvlerne paa i en Krog. - Jeg troer det ikke. -­ Forleden hørte jeg Overturen til Le colporteur,39 men jeg forstaaer mig ikke paa Musik? desuden blev der saa mange Pauser, der ikke stod i Papiret, at jeg slet ikke tør tale om det. - Der var Meget jeg vilde fortælle Dem, men jeg maa bringe Brevet i Aften bort, da det aner mig De er her inde for at see Waldemar løbe af Stabelen. Lev vel? hils alle Børnene? Og glæd mig med nogle Linnier. ­-

Deres oprigtige Andersen.

den 14 August 1828

fra

Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger

af den unge Werther.

[Udskrift]

Til Frøken H. Wulff ved Babe Humajan nærved Hyppodromus i Constantinopel

afsendt med Caschan Baschi.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling