Dato: 6. juni 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Breitenburg den 6 Juni 1844

Kjære, kjære Jonna!

ja, jeg længes efter Eder Allesammen, efter Dig og Henrik, I mit Hjertens Kjære, velsignede Børn. I Dag er det 14 Dage siden jeg reiste hjemmefra; jeg skrev strax da jeg kom her, til din Bedstefader og til Henrik, men jeg har ikke faaet Brev; nu forlader jeg, om to Dage Breitenburg og gaaer over Hamborg ud i den vide Verden, men kun nogle Uge, da sees vi igjen, tale med hinanden og skjønne da endnu meer paa at være sammen. Hvor der er meget jeg gad vide, men jeg faaer det jo ikke strax besvaret! har du været ude hos Fanny, hvorledes lever hun, Søstrene og den gode Moder? Hils derude, når Du skriver. Har Henrik været fornøiet under sit Ophold paa Nysö, naar er han igjen vendt tilbage til – Amaliegaden. Her paa Breitenburg er alt saa smukt, men først i Dag have vi en ret varm Dag, som jeg ønsker det; altid var det Blæst, den skarpe Nordenvind, saa jeg Morgen og Aften gik indsvøbt i min Kappe. Breitenburg, veed Du, ligger ½ Miil fra Itzehoe midt i Marskland, der indesluttes af en Gran- og en Bøge-skov. Støren løber tæt forbi og Køerne gaae med Klokker om Halsen ligesom i Schweitz, det lyder smukt fra Engen. Af den gamle Gaard staaer her kun den fløi hvori Kapellet og Riddersalen er; jeg boer med Excellensen i den nyere Bygning; tæt ved mit Sovkammer har hans gamle sindssvage Broder sin Bolig med to udlevede Tjenere; Broderen har som Page været meget smuk, pludselig en Dag ved Hoffet, blev / den unge livsglade Knøs vanvittig, man siger Kjærlighed har været Skylden, siden den Tid har han ikke været ved Forstand. Nu er han en gammel graahaaret mand, jeg seer ham imellem løbe ud til Brønden og stirre derned, hører ham hver Nat hvor han staaer op og banker paa Dørene, det er ganske sælsomt, mange Tanker gaae mig gjennem Hovedet derved. Hans Livs Billedbog er sønderrevet, jeg gad samle de løse Stykker og vide hvad de egentligt indeholde. – I nærheden af Breitenburg ligger en lille Landsby "Tannenkobbel", der har jeg paa Kirkegaarden besøgt en Grav, det er Digteren Möllers, Forfatteren til Sigfried von Lindenberg, Gitteret om Graven var faldefærdigt, høit Græs voxte over den, men en kjærlig Haand havde hængt en frisk Krands paa Steenen der, man sagde mig det var Datteren, der levede endnu, som havde pyntet den. Jeg har ingen Datter der vil hænge en Krands paa min, vil Du gjøre det min kjære, kjære, Jonna! Hils dog tusind og tusind Gange min elskede Henrik, jeg ser hans og dine milde Øine smile til mig! O ja vi holde jo alle tre trofast af hverandre! I to lidt mere stærkt indbyrdes, men jeg er jo ikke glemt! – Siig til den unge Hr. Meyer at naaer jeg paa Søndag seiler forbi hans Fødeby Glückstad, vil jeg tænke paa ham, det bliver jo nu en By, baade med Havn og Jernbane; jeg talte med Konferentsraad Schirock fra Glückstad og han roste ogsaa den unge Meyer. / Igaar var jeg en smuk Tour til Kjellinghusen, en ret venlig By tæt ved Støren; paa Veien derhen kom vi forbi en Skov, hvor Excellensen fortalte mig at han for omtrent 50 Aar siden havde været med at fælde den sidste Ulv her i Landet. – Hvad skal jeg ellers fortælle Dig af Historier, dog jo, jeg har een. – Paa en af de nærliggende Gaarde boer en Mand, der tæt ved Veien har et mageløst stort Bøgetræ, hvis Krone udbreder sig i riig Fylde; en ung Dame der altid naar hun kom her var henrykt ved Skuet, udbrød: Det skulde males! ja det var et Træ at male! hvor det kunde være deiligt! – Paa Damens Geburtsdag vilde Manden, som tidt havde hørt hende sige dette, gjøre hende en Glæde, førte hende hen til Træet - og hvor forbausedes hun, Barken var skrabet af, hele Stammen og de tykkeste grene vare malede høirøde; saaledes troede han at have opfyldt et kjært Ønske og ladet Træet male. Moralen er at Træet gik ud. Hvad synes Du om den Historie? Løgn er den da! jeg har selv lavet den her for at gjøre mit Brev interessant. – Fortæl mig lidt om Bournonvilles nye Divertissement, det var smukt det gjorte Lykke! han havde vel faaet en lille Nisse derind, kan jeg tænke, den spøgte ham alt i Hovedet, da jeg var der. Hvorledes gaaer det med "de skandinaviske Brødre"; eller hvad det er Stykket hedder. Tivoli er vel stærkt besøgt, hvad nyt gives der, foruden den Avis der bliver trykket og hvad staaer der skrevet i den. / Dersom Du skriver Madms: Paape til, da skaf mig at vide, hvorledes det er gaaet med min Kantate ved Konfirmationen, og om man har syntes noget om den. Beed Henrik naar han skriver hjem hilse sin Moder og fortælle at jeg her paa Breitenburg for et tydsk Skrift har fuldendt Thorwaldsens Biographie, jeg tør troe at begge hans Forældre, af dem angaae ville være tilfredse med den, ogsaa Elise beder jeg ham at hilse. Siig mig saa hvorledes det er med din kjære Moder, hvorledes Bedstemoderen har det; fortæl hende at Grev Rantzau med megen Interesse spurgte til hendes Øines Befindende, da han selv ikke hører godt og har Skræk for at hans idelige Susen i Hovedet engang skulle slaae sig paa hans Øine, har han naturligviis megen Deeltagelse med beslægtede Lidende.

Breitenburg den 7 Juni.

I Dag havde jeg saa vist ventet Brev, i det mindste fra Henrik, han er dog ikke syg, der er dog ingen Ulykker hjemme i Amaliegaden – jeg veed ikke jeg har saadan en Angest, siden Posten var her og intet Brev kom til mig! – dog i Hjemmet, hvor Dagene slutter sig i den sædvanlige Gang til hinanden, husker man ikke paa hvor mange Dage der glide hen, ude tæller man disse, længes efter Breve! O, nu veed jeg ikke naar jeg hører et eneste Ord! siig til Henrik og hvem der vil skrive mig til, at det bliver bedst Brevene adresseres til Hamburg post restante, jeg skal der bede Grev Holck sørge for jeg faaer dem der hvor jeg kan være. Nu lev vel min egen velsignede Jonna! Hils Henrik saa hjerteligt, saa kjærligt som du vist bedst kan det! hils din elskede Moder og dem Alle derhjemme; Jomf. Larsen ikke at forglemme. Din hengivne Ven H. C. Andersen.

[langs siden:] Hils Linds og Gottliebs! Fortæl mig hvor nu Thieles ere og om de have skrevet.

Tekst fra: Solveig Brunholm (Microfilmscan 6, 41-44)