Dato: 7. juni 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

139.

Til E. Collin.

Breitenburg den 7 Juni 1844.

Min kjære, kjære Ven!

Endnu har jeg ikke hørt et Ord fra Nogen hjemme, men jeg vil troe og haabe at Alt staaer ved det Gamle. Paa Søndag reiser jeg til Hamborg og derfra videre; De veed mit Meta er denne Gang sat i Weimar. – Her er meget hyggeligt, men stille paa Breitenburg, Excellensen, høist elskværdig mod mig og jeg har, naturligviis alle Beqvemmeligheder, men det er en evig kold Blæst, og meget eensomt; jeg har imidlertid benytte[t] denne Eensomhed til ret at udarbeide Thorvaldsens Levnet, noget, som De veed jeg har lovet Lenz i Hamborg; jeg troer virkeligt at det er blevet ganske interessant og ret poetisk fremstillet; netop i Aftes blev jeg færdig der med, nu reenskriver jeg, saa at jeg er træt i Haanden. Naturligviis hører jeg en heel Deel om den holsteensk danske Sprogsag, jeg faaer det Resultat at der, som i al Strid er Feil paa begge Side. Jernbaneraseriet er imidlertid er det stærkeste, der snakkes baade: »pro und contra in den Sag«, som Kong Salomon, den heibergske, siger; imidlertid lader det som Glückstad bliver den eneste Stad der ret vil vinde derved; i Tiden trækker den nok Handelen fra Hamborg, thi som jeg hører bliver det Dag fra Dag mere umueligt for store Skibe at komme længere ind i Elben, end til Glückstad; Sandbankerne op mod Hamborg hæve sig meer og mere. Alle Mennesker i Marsklandene ere mod Jernbanerne, de sige at deres Jorder ødelægges ved disse, at Erstatningen de faae bliver for ringe, at Folk i Kjøbenhavn alddes ikke have Begreb om hvilken Ulykke det er for Marsken at faae Jernbaner. Den Bane der fra Altona gaaer langs Rainvilles Have har allerede der gjort stor Ødelæggelse, en stor Deel af Haven er styrtet ned, i det Kilderne have faaet et friere Løb, og hver Dag styrter mere. Nu er der Tale om at fra Itzehoe skal graves en Canal til Banegaarden af den Bane som gaaer mellem Altona og Kiel; vi havde forleden en Mængde Mennesker fra Glückstad, f Ex Conferentsraad Schirach, Eckhardt, der var en Talen om Jernbaner, Canaler, Sprogsag og Forandringer. I Itzehoe ligger endnu Commiteen der skal undersøge Sagen angaaende Spectaklerne der; Alle Mennesker give Hindenburg Skyld og siger at det er mærkværdig hvorledes dette Menneske har vidst i kort Tiid at gjøre sig forhadt hos Officere, Borgere og Almue. Det pludselige Spring i Veiret dette Menneske har gjort er Skyld i at han er blevet Svindel og veed ikke at bevæge sig! han skal være i høieste Grad hovmodig, lader Officerer, der bringe Raport, staae lang Tid udenfor at vente; hilser ikke igjen af bare Fornemhed. – Dersom De troer at disse Linier kan have nogen Interesse for Deres Fader saa lad ham læse dem, ellers maa De endelig hilse og det Een og hver der hjemme! Siig til Holst at jeg finder hans Tale saa særdeles smuk, endnu mere ved at læse den selv; det har vist været en smuk Fest! Gardhausens Digt roses meget, der kommer nu snart et nyt om samme Gjenstand af den unge Lobedanz, en Broder til ham der har været Secretair her paa Breitenburg. Jeg er uvis med mig selv om min Thowaldsenske Biographie, naar den udkommer paa tydsk, ikke fortjente at vandre ud ogsaa paa dansk, dog derom kunne vi jo tale, naar jeg nu om en 5, 6 Uger kommer hjem igjen. De veed ikke noget om Comtesse Moltkes Confirmation, hvorledes min Cantate har taget sig ud, om man har været tilfreds med den. Hvorledes gaaer det hos Adler med »Lykkens Blomst«, det var da underligt om den Digtning vi to vare saa fornøiede med skulde reent forkastes; har ikke Holst talt hjemme i Amaliegaden om den, jeg læste Stykket for ham og han følte saa stor Interesse for det. Sidste Dag jeg var i Kjøbenhavn fik jeg Vesit af H. C. Ørsted, han bragte mig selv et Brev hvori han havde udtalt sig om Lykkens Blomst, da ogsaa han fandt Ideen saa heldig; og dog'ndash;dog forkastes! naa, vi tage den da op igjen, aander i et inspireret Øieblik paa den og den skal skyde friske Rødder. Hvad siger Deres Jette om den? De sagde at De vilde læse den for hende. Bring hende og Børnene mange Hilsener. Naar jeg saaledes sidder og skriver hjem, bliver jeg ganske længselsfuld, jeg troer jeg med Alderen bliver blødere om Hjertet ved Tanken om Hjemmet, end jeg før har været det; da jeg ikke ret veed endnu hvor jeg sætter mig først lidt stille i Tydskland, beder jeg Dem at De vil lade Deres Brev til mig'ndash;thi jeg venter et saadant'ndash;gaae til Hamborg post restante, jeg skal da sige Grev Holck Beskeed at han strax kan sende mig det hvor jeg da er. Nu lev vel, min egen, kjære, kjære Ven! mon De ret begriber hvor fast De er voxet mit Hjerte!

Deres gamle

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost