H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 2. juli 1844

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 2. juli 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

140. til E. Collin.

Altenburg den 2 Juli 1844.

Min elskede Eduard!

Menneske, som jeg skriver De til, det er dog i Grunden et affecteert Forhold, min Følelse aldeles imod'ndash;men nok derom. De vil jo ogsaa være original!–Nu er jeg borte fra Weimar, mit elskede Weimar, den Plet paa Jorden hvor jeg i Dage har følt mig lykkelig! O kjære Eduard, jeg har været saa lykkelig, saa tilfreds i Göthe og Schillers By, ret følt at jeg dog af Gud maa have Noget, der fortjente at paaskjønnes hjemme.–De veed vel af det Brev jeg skrev til Deres Fader hvor hjerteligt jeg blev mod­taget i Weimar, Alle de første og betydeligste Mænd have der, jeg kan næsten sige, kun levet for mig under Opholdet i Weimar. Geheme-Refe­rendaren Kammerherre Boillieu-Demonnay, veed De lod mig strax af­hente fra Hotellet og fløtte ind hos sig; Cansleren Excellensen Müller, den betydeligste Mand Weimar nu eier, var min utrættelige Ledsager, hver Dag i otte Dage, jeg var først den tredie af de mange Mænd, og det udmærkede, som han førte i die Fürstengruft til Göthe og Schillers Kiste!–Jeg maa dog virkeligt have i min Personlighed noget der ind­tager de Mennesker, jeg veed ikke hvad, saaledes

var det jo ogsaa i Paris; Müller er i Weimar betragtet, som Deres Fader er det hos de Bedste i Kjøbenhavn, og han levede kun for mig, den gamle, elskværdige Mand.–Hver Dag var Selskab for min Skyld og ved Hoffet, siger man jeg har gjort stor Lykke, selv hos Storhertuginden255 Keiseren af Ruslands Søster;

den unge Arvehertug, gift med Kongen af Hollands Datter, har været mageløs elskværdig mod mig, været mig ganske som Jevnlige! hvor inder­lig holdt han mig ikke i Haanden, den sidste Time; Alle sige at jeg hos ham har havdt Indflydelse, som Lizt havde det. Ved Afskeden bad han mig skrive sig Breve til, lovede at sende mig i Kobberstik sit og sin Gemalindes Portræt, og tilføiede: jeg haaber i Fremtiden at kunne vise Dem hvor kjær De er mig og at jeg ønsker at være Deres Ven! Storhertuginden bad mig ogsaa snart at komme til Weimar: »husk at her har De sande Venner !« sagde hun. Naturligviis blev jeg da af hele Hoffet ret gjort af; jeg var ved Taffel hos Storhertugen og havde een af Hofdamerne til Bords, der var mageløs begeistret og kjendte alle mine oversatte Skrifter.–Næst sidste Aften var jeg hos Arvehertugen, hvor vi paa Lystslottet, i en lille Kreds havde en poetisk Aften; hver læste Noget, jeg maatte læse Keise­rens nye Klæder og flere af mine Eventyr, ja fortælle Svinedrengen, Nat­tergalen og den grimme Ælling og det paa Tydsk; De kalder det dumdristig, der dømte man anderledes, og jeg vandt dem Alle endnu mere. Men det er ogsaa ganske anderledes med mine Sprog ude end hjemme, jeg kommer der strax fra det; her i Deligensen gjætte alle paa at jeg er en Nordtydsker, Ingen tro jeg er en Fremmed og sige jeg taler udmærket godt tydsk.–De leer. Ja i Danmark leer man jo altid.–Den bekjendte Eckermann i Weimar, der har skrevet over Göthe, er i Udvortes en Per­sonlighed mellem den døve Fabricius og Heine, men det meest godmo­dige, barnlige Gemyt jeg har mødt, han sagde mig at det var Arveher­tugens Plan naar han engang kom til Regjeringen at skabe et Weimar, som det havde været under Carl August og samle alt Aandigt om sig; han meente at Hertugen da vilde indkalde Lizt og mig, thi os to syntes han særdeles at ynde.–Guds Veie ere underlige!, jeg kunde ikke ganske forlade Danmark men leve imellem i Weimar vilde jeg nok, leve med den kjære Carl Alexander, jeg elsker ham virkelig!–Det vilde være mig en smuk Drøm at kunde tænke mig det Tilfælde, at boe stundom i Kjøben­havn stundom i Weimar, og der see mine danske Venner, min Eduard og Henrik, den kjære Theodor – – dog jeg phantaserer nok! Dog De for­staaer mig og glædes ved den Erkjendelse jeg jo virkeligt i høieste Maal har nydt i Weimar, fortæl det til de af vore Venner, som vilde optage det uden at misunde mig. Imorgen Formiddag reiser jeg paa Jernbanen herfra Altenburg til Dresden hvor jeg allerede er om Eftermiddagen; gid at jeg maatte træffe Dem og Lind der! dog der bliver vel ikke noget af denne Sommer-Udflugt; staaer De imidlertid i Begreb dermed, da gaae fra Ham­borg til Hanover, der træffer De Marschner og kan i een Dag paa Jern­bane komme til Dresden; De gaaer altid paa anden Plads, kun ikke fra Leipzig til Dresden, der maa man vælge første; Vognene ere saa slette der.–Til Dresden er jeg fra Weimar forsynet med en Pakke Anbefalings Breve og skal med Posten erholde eet fra Arvehertugen selv til hans Søster i Berlin, der er gift med den tilkommende Konge af Preusen; Canceleren Müller er en Ven af Humboldt og har lovet mig der en god Modtagelse. Hjemreisen vil saaledes vist bringe mange Behageligheder, haaber jeg.

Dresden den 6 Juli 1844.

Den tredie kom jeg her til og Modtagelsen var rigtig nok temmelig drøi; jeg fik et Værelse i Stadt Rom, bøiede mig ned for at lægge mit Tøi i den nederste Skuffe af et Chatol og'ndash;rutsch, som jeg trækker Skuffen ud, styrter den tunge Skriveklap ned paa min Næse, saa jeg troede at den var knuust,–tænk, om jeg var kommet hjem uden Næse'ndash;det var lum­pent, imidlertid gik da Huden af og jeg sad hele Aftenen med Salt og Vand for at frelse Næsen fra at blive grøn og guul; endnu gjør det ondt i Benet, men det maa være en god Næse jeg har, da den holder saadant et Slag ud. Excellensen Lüttichau har strax sendt mig Billet til Directions Logen, der hvor Øehlenschlæger kom; jeg sidder der til Stads, og fik igaar tre venlige Hilsener fra Parquettet fra vor Kammeraad Drevsen, Frue og Frøken; jeg har alt modtaget saa mange Indbydelser at jeg har hver Dag besat; paa Tirsdag tager jeg til Tharand, hvor Kammerherre Boillieus Broder venter mig og paa Fredag afhentes jeg af Major Serre til hans Lyststed her i Forening med Grevinde Hahn-hahn, der i denne Anled­ning ogsaa er indbudt, at blive nogle Dage i denne Familiekreds. Ja, siger De nok, det er ingen Sag at reise256, naar man har fri Comedie, og hvert Øie­blik faaer Logi hos Familier!–ja, men er det ikke moersomt!–Jeg er jo virkelig et berømt Menneske! De skulde have seet paa Jernbanen, ja den Historie skal jeg fortælle hjemme, jeg blev kjendt af en Dame og maatte nu i Flugten, skrive i et Par Stambøger, give mit Navn etc.–Lad mig nu see De kan sige noget morsomt derom! kan De ikke, saa beed Lind. Fredag otte Dage forlader jeg først Dresden og gaaer over Leipzig til Berlin; jeg følger Deres Raad at blive ude saalænge, den Sum, jeg har bestemt til Reisen holder ud og endnu eier jeg 20 Frederiksdor . . .

[Slutningen mangler]

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin