2. Til E. Collin.
Kjære Collin
Her sender jeg Dem Digtet: Sjælen; siig mig saa en gang hvad De synes om det?
I Dag har jeg aflagt Hr. L. Zink en lille Vesit, men Deres Hr. Fader har ikke talt med ham, formodentligt skeer det imorgen. Tag Dem endelig lidt af min stakkels Førstefødte, de halve Klap skal da være Deres, ja Pibningen maa De faae som Tilgift. – Naar De kun vil være en ædel ung Mand, saa faaer vi nok Stykket frem i Februar, Zink har lovet mig strax at tage fat og siger at han nok skal skynde sig. – Hils Deres lille bitte, bitte Søster1 fra hendes God Dreng O: Godring. lev vel
Deres forbundne
Kjøb: den 9/1 29.
Andersen.
Sjælen.
Kraft som i vort Indre lever,
Men ei tolkes kan ved Ord,
Du som os til Himlen hæver,
Adler Støvet her paa Jord;
Er Du vel en Guddoms Aand,
Som forvildet sank fra Himlen,
Og nu under Støvets Baand,
I en mægtig Kamp og Svimlen,
Venter paa den nye Vinge
Som skal Dig til Hjemmet bringe?
Ingen fatter Dig, Du Høie,
Du jo selv Dig ei forstaaer,
Drømme svæve for Dit Øie,
Og en Evighed Dig spaaer.
Naar den sidste Time slaaer,
Naar den tunge Jord-Dragt falder,
Hvor hen mon da Veien gaaer?
Hvor mon Herren Dig da kalder?
Straaler da for Dig i Døden,
Evig Dag bag Aftenrøden.
Skal endnu Du her vel leve,
Skjøndt Dit Støv er bragt til Ro?
Skal usynlig Du om svæve,
Og hos Dine Kjære bo?
Skal Du see det Frø sig hæve,
Som Din Haand har her nedlagt?
Skal Du fra dets Krone svæve
I en større Himmel-Pragt?
Skal Du end herneden skue
Større Glimt af Almagts Lue.
Skal Du kunde høit udtale
Hver en Tanke i Dit Bryst?
vinge Dig fra Jordens Dale
Til den høie Himmel-Kyst.
Vil da lyst for Blikket staae
Hvad ei Støvet kunde fatte,?
Skal som Tanken Du udgaae,
Skue alle Jordens Skatte?
Og i Aande-Vrimlens Klynge
Ære, Priis, Alherren synge!
Eller skal Du dristigt2 svinge
Dig i det umaalte Blaae?
Høre Sphærerne at klinge,
Og den dybe Klang forstaae.
Eller er det i det Fjerne,
Høit, hist under Nattens Blaae
At Du paa en venlig Stjerne
Først fra Støvet luttres maa,
Før Du med de Engle glade,
Kan Dig i Guds Straaler bade?
Eller – nei! – ha fæle Tanke!
Aand forgik Du ved vor Død?
Skal saa kort mit Hjerte banke,
Og forgaae i Intets Skjød?
O hvi maatte Du da brænde
Længselsfuld mod Evighed?
Hvorfor mon da Herren tænde
Anelse om Evighed?
»Lev og nyd« blev da, o Gud!
Livets første, store Bud.
Nei, o Aand! Du lever, lever!
Ellers var jo Gud ei Gud.
Til en Salighed Du svæver,
Som kun Engle stamme ud.
Som paa Tankens stærke Vinge
Du kan her hver Gjenstand naae,
Skal som Aand Du frie Dig svinge,
Skue Alt, og Alt forstaae,
Fortid, Nutid, Fremtid skue
Hist hvor ingen Storme true!
H. C. Andersen.
