Dato: 5. juli 1844
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

141. Fra E. Collin, Jonna Drewsen og J. Collin sen.

Kjære Andersen!

Jeg erkjender fuldkomment, at De maa antage det som et Forrædderie mod vort Venskab, at jeg endnu ikke har skrevet Dem til; det er et reent; Sløserie og Opsættelsesvæsen, som jeg ikke vil undskylde, men jeg iler nu for at forebygge, at De ved Hjemkomsten skal udøse Deres retfærdige Harme over mig. Vi ere da paa Rungsted, men have en Sommer, saa Gud maa sig forbarme, kun 2 Sommerdage i hele Junii Maaned. Gaaer det Dem ligedan? Men De lægger vel ikke Mærke til vor Herres Veir i den Sphære, i hvilken De nu aander. Det er da et Satans Commers der gjøres med Dem, men det glæder mig uhyre, baade fordi det fornøier Dem med Rette, og fordi det maa ærgre de Andre – ogsaa med Rette. See at De kan komme hjem med en Orden, det kunde være Sjou . . .

Alt gaaer saa temmelig i sin vanlige Gang. Imidlertid er Theodor kommet hjem; dette er forsaavidt ikke glædeligt, da det skete, fordi han ikke kunde taale den megen Kjørsel, der smertede hans Bryst. Dog vil han maaskee om kort Tid igjen tage derover. Jeg vil ikke skrive videre, for dette Brev træffer Dem maaskee slet ikke. Lev vel

Deres Ven 5 Julii 1844.

E. Collin.

[Fra Jonna Drewsen].

Kjøbenhavn d: 5te Juli 1844.

Min kjære Andersen, min trofaste Ven!

Hav hjertelig Tak for Deres glade, velsignede Brev; hvor det dog er rart at see Dem igjen lykkelig og tilfreds med Livet, Gud give De længe maae beholde det Humeur, det ønsker Ingen hjerteligere end Deres to Børn! Ja, jeg kan godt begribe, at det maae være ikke alene uhyre smigrende at blive saa uendelig afgjort, som De er bleven det paa denne Tour, De, der saa lidt bliver paaskjønnet i Hjemmet, men jeg kan ogsaa godt tænke mig, at det for Deres varme, modtagelige, letbevægelige Sind maae være yderst opfriskende, helbredende for de mange baade sande og indbildte Saar, der er tilføiet Dem i Danmark! Da vi idag fortalte Bournonville, hvor glad De var, hvor megen Lykke De gjorde, udbrød han med Varme: »O! hvor det glæder mig umaadeligt for den kjære Andersen! bare han nu maae samle Forraad af denne Glæde til de syv magre Aar, naar han kommer hjem, thi Contrasten vil rimeligviis blive temmelig stor; men Gudskeelov! at han er glad, det fornøier mig inderligt!« Alle glæde sig paa Deres Vegne, min kjære Ven! Moder sender Dem sin kjærligste Hilsen og Lykønskning, Bedstemoder, Onkel Theodor ligeledes! Henrik vilde have skrevet, troer jeg, snart; nu foregaaer jeg ham med et godt Exempel, saa haaber jeg at han følger efter; da han ikke veed, at jeg skriver, kan han ikke overdrage mig at hilse Dem; men jeg tør dog nok risquere det, thi jeg veed at han mindes Dem med Kjærlighed, og at han tidt med Velvillie omtaler Dem, vor kjære, kjære Andersen.

Onkel Theodor er kommet hjem fra sin Reise i Jylland, uagtet Tiden ikke var udløbet, men da han blev saa uhyre anstrængt ved de skrækkelige besværlige Toure, saae han sig nødt til at tage hjem og udhvile sig paa sine Laurbær; han lider af Sting i Hjertet, men De skal ikke ængste Dem; det er intet betydeligt! han sender Dem mange venlige Hilsener....

Jeg er glad, at De ikke er her, for Deres egen Skyld, min gode, kjære, velsignede, trofaste Ven! thi Veiret er efter Deres Fordringer meget slet, Graat i Graat, som man siger! her er desuden saa mange sørgelige Sygdomstilfælde, saa man ikke er i videre godt Humeur; jeg haaber dog, at Veiret bliver klart, Humeuret godt til De kommer hjem, thi ellers vil Nachspillet rigtignok blive det artigste! . . .

Nu kom Solen frem! den vilde nok minde mig om, at jeg ikke skal opvarte Dem med saa sørgelige Historier, men derimod bringe Dem Solskin ogsaa fra Hjemmet; ja De har vel sagtens saameget hvor De er, saa mit kun vil være Stjerneskud, der kommer hurtigt, gjør et behageligt Indtryk og forsvinder hurtigt! ja ja! De maae tage til Takke, min egen, kjære Ven! og være overbeviist, at De ved Deres Hjemkomst skal see Solskin baade paa Ansigtet og i Hjertet hos

Deres Dem saa inderligt hengivne

Jonna Drewsen.

[Fra Jonas Collin sen. ]

Kjære Andersen

Det er vist overflødigt at sige Dem, at jeg, og vi alle, med største Interesse og Fornøielse læste Deres Brev af 24 og 26 Junii fra Weimar, og det er i meget begribeligt at De kan ønske, trænge til og glædes ved at giøre slige Reiser. Naar kun derved Hiemmet ikke bliver mindre kiært og behageligt; thi det er dog altid Hiemmet, som burde være kiærest.

Edvard og Jonna har formodentlig fortalt Dem alt det Nye som her er forefaldet, som der for Øieblikket tales om, og som forresten ikke har betydelig mere Interesse end, at det er nyt. Paa Theatret fremkaldes nu (i Sommeren) Skuespillere; Publicum piber ad Stykkerne, men kommer desuagtet 2den Gang for at see dem og'ndash;ikke pibe. Saaledes er Publicum. Det er forresten intet Nyt. En Lieutn. Fürst (af Familien Fürst) har i forgaars skudt sig formedelst Uheld ved Høiskole Examen. Paa Skamlingsbakke var der stort Møde i Gaar, hvad der er forefaldet, vides endnu ikke. Holst (H. P.) arbeider paa en Folkecomedie (den sidste Tallotterie Collecteur) Bournonville var her i Dag, og glædede sig meget ved de Efterretninger, vi meddeelte ham fra og om Dem.

Lev vel Lev vel.

Deres faderligt hengivne

Kbh. 5 Juli 1844.

Collin.

[I Margen: ] Oehlenschläger er nu i Wien. Dankwart har havt det Uheld at vælte og forslaae sig slemt.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost