Dato: 5. juli 1844
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[Fra Jonna Drewsen].

Kjøbenhavn d: 5te Juli 1844.

Min kjære Andersen, min trofaste Ven!

Hav hjertelig Tak for Deres glade, velsignede Brev; hvor det dog er rart at see Dem igjen lykkelig og tilfreds med Livet, Gud give De længe maae beholde det Humeur, det ønsker Ingen hjerteligere end Deres to Børn! Ja, jeg kan godt begribe, at det maae være ikke alene uhyre smigrende at blive saa uendelig afgjort, som De er bleven det paa denne Tour, De, der saa lidt bliver paaskjønnet i Hjemmet, men jeg kan ogsaa godt tænke mig, at det for Deres varme, modtagelige, letbevægelige Sind maae være yderst opfriskende, helbredende for de mange baade sande og indbildte Saar, der er tilføiet Dem i Danmark! Da vi idag fortalte Bournonville, hvor glad De var, hvor megen Lykke De gjorde, udbrød han med Varme: »O! hvor det glæder mig umaadeligt for den kjære Andersen! bare han nu maae samle Forraad af denne Glæde til de syv magre Aar, naar han kommer hjem, thi Contrasten vil rimeligviis blive temmelig stor; men Gudskeelov! at han er glad, det fornøier mig inderligt!« Alle glæde sig paa Deres Vegne, min kjære Ven! Moder sender Dem sin kjærligste Hilsen og Lykønskning, Bedstemoder, Onkel Theodor ligeledes! Henrik vilde have skrevet, troer jeg, snart; nu foregaaer jeg ham med et godt Exempel, saa haaber jeg at han følger efter; da han ikke veed, at jeg skriver, kan han ikke overdrage mig at hilse Dem; men jeg tør dog nok risquere det, thi jeg veed at han mindes Dem med Kjærlighed, og at han tidt med Velvillie omtaler Dem, vor kjære, kjære Andersen.

Onkel Theodor er kommet hjem fra sin Reise i Jylland, uagtet Tiden ikke var udløbet, men da han blev saa uhyre anstrængt ved de skrækkelige besværlige Toure, saae han sig nødt til at tage hjem og udhvile sig paa sine Laurbær; han lider af Sting i Hjertet, men De skal ikke ængste Dem; det er intet betydeligt! han sender Dem mange venlige Hilsener....

Jeg er glad, at De ikke er her, for Deres egen Skyld, min gode, kjære, velsignede, trofaste Ven! thi Veiret er efter Deres Fordringer meget slet, Graat i Graat, som man siger! her er desuden saa mange sørgelige Sygdomstilfælde, saa man ikke er i videre godt Humeur; jeg haaber dog, at Veiret bliver klart, Humeuret godt til De kommer hjem, thi ellers vil Nachspillet rigtignok blive det artigste! . . .

Nu kom Solen frem! den vilde nok minde mig om, at jeg ikke skal opvarte Dem med saa sørgelige Historier, men derimod bringe Dem Solskin ogsaa fra Hjemmet; ja De har vel sagtens saameget hvor De er, saa mit kun vil være Stjerneskud, der kommer hurtigt, gjør et behageligt Indtryk og forsvinder hurtigt! ja ja! De maae tage til Takke, min egen, kjære Ven! og være overbeviist, at De ved Deres Hjemkomst skal see Solskin baade paa Ansigtet og i Hjertet hos

Deres Dem saa inderligt hengivne

Jonna Drewsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost