Dato: 13. juli 1844
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

142. Fra E. Collin.

Min kjære gode Andersen. Jeg modtog idag Deres Brev, som jeg ret takker Dem for; dets Indhold har glædet mig saaledes, at jeg fik Taarer i Øinene derover, baade den Modtagelse, De har fundet, og især den Maade, hvorpaa De har opfattet den. Det er noget der er characteristisk ved Dem'ndash;sørgeligt, at man skal udhæve det som en ikke almindelig Egenskab'ndash;at De refererer enhver Glæde, som De nyder, til vor Herre, som denne Glædes Ophav, med andre Ord, at De i Deres Glæde altid ydmyger Dem for Gud; det er en høi Egenskab for Livet og for Døden, at man kan adle sin Glæde saaledes. Jeg har ikke lært Ydmyghed af Glæden paa den Maade; i min lykkelige Tilværelse'ndash;De veed, hvor lykkelig den er'ndash;har min Ydmyghed kun været Frygt for Tabet af min Lykke; men jeg troer, at jeg har bøiet mig med oprigtig Ydmyghed i det Øieblik, da min lille Pige døde; dette Tab har modnet mig i den og andre Henseender, thi den har givet mig et roligere Blik over Døden. Dog nok herom'ndash;jeg fortaber mig saa let i dette Æmne, naar jeg seer ind i mig selv; men det falder mig heller ikke let ind at skrive derom til Andre end til Dem.

Det er jo i Almindelighed taget en høist glæderig Reise for Dem, og Mindet om den vil længe have en velgjørende Indflydelse paa Dem. Jeg kan meget vel tænke mig, at Deres Ophold her ikke i Henseende til Fetering etc. kan consonere med Deres tydske Liv, men De kan og bør heller ikke fordre det samme paa begge Steder; det ligger i Tingens Natur og er bekræftet ved mange Tiders Vidnesbyrd, at hver Digter har sit Publicum, forskjelligt snart i Tid og snart i Sted. Og viser ikke vore Digteres Stilling og Erkjendelse i Udlandet netop Grunden, nemlig: Sprogets større el. mindre Overvægt i det digteriske Product. Familien H, jeg mener Heiberg, Herz og Holst, kjendes eller erkjendes saagodtsom ikke i Tydskland, og dog indrømmer De vist selv, at de respective fortjente det noget mere. De erkjendes mindre hjemme end i Tydskland. Viser nu ikke dette Forhold tydeligt, at Grunden ligger i, at hines (især de 2 Sidstes) Overvægt i Poesiens formelle Henseende sensu strictiori ikke kan opfattes af dem, der ikke kjende Sproget, medens disse kunne være aldeles modtagelige'ndash;især i denne til Romantiken fra et falsk raisonnerende Gebet hjemvendende Tid'ndash;for Deres Lyrik'ndash;uden at kunne see Deres Feil i Formen. Men dem kan vi Alle see, og hvad Alle kunne see, raisonnere Alle

over, og derfor etc., thi nu erjeg sgu kjed af at skrive meer om denne æsthetiske Materie, som jeg har rodet mig ind i, og som jeg ikke vil fortsætte.

Alle i Familien glæde sig naturligviis over Beretningen om Deres Ophold i Weimar. Lind siger, at De til Motto for Deres »evige Jøde« skulde sætte: Ach wei mar. .

Nu skulde jeg jo ogsaa gjøre lidt Løier med Dem, men i al Uskyldighed. Jeg kan ikke nægte, at jeg – ikke loe, men – smilte ved, at De i Diligencen talte som en Nordtydsker, som Ordsproget siger: avec la diligence on peut faire tout. Jeg kan tænke mig, at dersom det havde været i Paris, og De der havde talt Fransk, at man saa kunde have antaget Dem for en Nordtydsker. Saa nu har jeg drillet Dem lidt; det hører til, veed De.

De har vel faaet mit Brev, i hvilket ogsaa Jonna har skrevet.

Deres Opfordring: at sige enten selv eller ved Lind noget moersomt om, at De skrev Deres Navn til Damerne paa Jernbanen, kan jeg ikke efterkomme; Historien er i og for sig moersom nok. Forresten er det politisk rigtigt af Dem, thi derved kommer Deres Navn hurtigere frem i Verden, og den Navneværdie, man nu tillægger Dem, maa være et Locomotiv for Dem til at arbeide videre i samme Retning. Veiret her er ganske forfærdeligt; det glæder mig, at det er ligesaa daarligt i Tydskland; det er ubehageligt for Tivoli og sammes Entrepreneur, Selvherskeren over alle Rutschere.

Løverdag d. 13 Julii. Nu vil jeg slutte dette Brev. Inat har Christian, som i lang Tid har været meget rask, havt et meget heftigt Anfald. Jeg er meget bekymret over nu i Eftermiddag at skulle tage ud til Rungsted og fortælle min stakkels Jette det.

Hermed sender jeg Dem 130 Rd. pr. Vexel paa Berlin. Dersom De ikke bruger noget af den, skal De, efter Aftale med W. Smidt, slet ikke betale Omkostningen derfor.

Lev nu vel, kjære Andersen. Jeg skal hilse Dem fra Alle.–

Deres bestandige

Kbhvn. 13/7 44.

Edvard.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin