Dato: 26. juli 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Berlin 26 Juli 1844.

Min trofaste faderlige Ven!

Iaftes kom jeg her til paa Jernbanen fra Halle; det var ikke min Hensigt at skrive flere Breve fra Udlandet, men da her just i Dag er indtruffet en stor Begivenhed, vil jeg skrive om den dette Epistel; maaskee Aviserne allerede har bragt Efterretningen, dog vel ikke saa fuldstændigt, som jeg her skal give den! - Tænk, der er imorges skudt paa Kongen, men Gud har været ham naadig og god, han blev ikke saaret, dog er den ene Kugle gaaet ham gjennem Klæderne og har efterladt en blaa Stribe under Brystet. Kongen og Dronningen vilde imorges reise, jeg troer, til Ischl (i Bayern) Dronningen steeg først i Vognen, men standsedes ved et Fruentimmer der rakte hende et Bønskrift; nu kom Kongen og i det han havde sat sig og Laqueien vilde lukke Døren til, trængte sig et Menneske frem og skjød to Skud ind i Vognen, der i det samme kjørte til, men standsede og Kongen reiste sig for Folket og sagde dem at han ikke var saaret, at Kuglen var gaaet gjennem Tøiet; Morderen blev strax grebet og hele Totte Haar, siger man, revet af ham; han er en afsat Borgemester, fra en lille By, et daarligt Subject, der bestandigt har vilde søgt Ansættelse, men ikke faaet denne[,] meget exalteret og ond, og nu har vildet hævne sig; den stakkels Dronning skal have grædt saa stærkt! - Hun og Kongen fortsatte imidlertid deres Reise, kjørte strax til Jernbanen og gik med Fran[k]furter Toget. Der var meget Tale i Byen om denne Begivenhed og iaften, hos Steffens, hørte jeg disse nøiere Data, Folk ere meget iriterede mod Morderen og iaften ere de fleste Huse unter den Linden, hvor jeg boer, illumineret, det er et smukt Træk af Folket! - De kan troe da jeg imorges hørte om Mordforsøget, blev jeg lidt ængstelig, men her er ikke Tanke om nogen Uro, Mennesket har ogsaa tilstaaet at hans onde Gjerning ganske var udgaaet fra ham! - Jeg finder det ogsaa rigtigt at Kongen har fortsat sin Reise, da han ved at blive vilde have sat mange i Frygt, der hvor han ventedes; at han imidlertid er reist, netop i det jeg kommer, gjør mig ondt, da jeg ellers var blevet præsenteret for ham. Prindserne ere ogsaa borte, og jeg kommer ikke til Hove, som i Weimar, hos min elskede Carl Alexander. - Imorgen kjører jeg til Postdam for at besøge Tieck og Humboldt; i Dag har jeg kjørt om og gjort vist 30 Vesitter; den eneste Mand, jeg ikke kjendte, ikke heller var anbefalet til og dog besøgte var Grim, jeg var, efter den Betydning mit Navn har i Tydskland, overtydet om at han kjendte mig, jeg kom, sagde mit Navn og - tænk han kjendte mig ikke, kjendte aldeles ikke noget til mig! - jeg var ordenlig flau der ved, da han spurgte mig om hvad jeg havde skrevet, tilsidst blev jeg lidt ærgerlig, især da jeg hørte han kunde Dansk; han tilstod at han aldrig havde hørt mit Navn; jeg fortalte det naturligviis til de andre jeg besøgte og Alle fandt det saa komisk, saa characteristisk for Grim, der som de sagde, var 30 Aar tilbage i Alt. Den berømte Weis, hvem Ørsted har anbefalet mig til, vilde slet ikke tro det, meente at Grim ikke havde forstaaet mit Navn, men da jeg forklarede ham Examinationen over mine Skrifter, fandt han, som de Andre at det var for Grim den kosteligste og meest characteristiske Anecdote; - jeg har virkeligt et utroligt bekjendt Navn i Tydskland; og saa kjender den tydske Eventyr Fortæller ikke, den eneste i Norden der fortæller Eventyr! Molbeck derimod kjendte han og vidste at den unge Molbeck havde skrevet et Eventyr. Steffens loe ogsaa over Grimm, og Damerne vilde slet ikke tro mig; thi naturligviis naar jeg nu overvældes med Hyldest og fortælles at jeg er den bekjendteste Digter i Norden, svarer jeg, det er ikke saa: Grimm har jo ikke engang hørt mit Navn; naragtigt er det imidlertid, da han i sin nye Samling af ægte Folke-Eventyr, skal have optaget eet af mine originale, rigtig nok i den Tro at det tilhørte kun de Danske. Professor Rafn, traf jeg igaar her paa Gaden, han maa nu være i Kjøbenhavn, jeg bad ham bringe Dem min Hilsen, hvis han tilfældig saae Dem. Danneskjold, Staldmesteren har jeg ogsaa mødt i Dag og igaar, da jeg paa Banegaarden i Cöthen stod og fortærede et Stykke Skinke og havde et Glas Madera i Haanden, kom en Tydsker, jeg kjender lidt, og sagde at der inde i Pasageerstuen vare tre danske Damer, jeg gik ind med Skinke og Viin og stod for an Grevinde Schulin og hendes to Døttre, hun reiste ogsaa til Berlin og som jeg paa anden Plads. - Hvad mit Ophold i Dresden angaaer har jeg skrevet derom til Ingeborg; ja man har der været mageløst opmærksomme mod mig. I Leipzig traf jeg i mit Hotel, Professor David og Harald, den sidste havde været saa venlig at søge efter mig; jeg var en Middag hos Brockhaus og om Aftenen hos Clara Schuman, hun spillede deiligt, spillede af Schumans nye Digtning efter Thomas Moore: Peri, samt de fire af mine Romanzer, Schumann har componeret; een af Tydsklands første Sangerinder, nu gift med den rige von Frege, sang dem; vi vare kun Sangerinden, Schumann, Clara og jeg og saa spiiste vi udmærket og drak Rhinskwiin og Champagne. I Halle gjorte Digteren Prutz en stor Middag, hvor ogsaa Champagnen knaldede: nu skal jeg see hvorledes den vil sprudle her i Berlin. - Den 4 August haaber jeg vi sees!

Deres sønlig hengivne H.C. Andersen.

Hils dem Alle hjemme!

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus