143. Til E. Collin.
Glorup den 23 August 1844
Min kjære, kjære Ven!
Maaskee faaer De ikke strax dette Brev, De er vel i Hamborg naar det kommer, dog, jeg skriver aligevel!–Her er Lykkens Blomst! Heibergs Indvending mod Ideen og dens Fremtræden er og bliver altid en Indvending og der maa ingen kunde gjøres, idet mindste ingen der fra noget Standpunkt kan forsvares. Paa hele min Solskins Flugt ude, kom stundom Tankerne tilbage til min Lykkeblomst, det ulde ikke ret gaae op for mig hvorledes jeg skulde bringe Ideen og dens Udførelse til uimodsigelig Klarhed, hæve hver af de tunge Indvendinger Heiberg havde gjort, det var jo just Hjertestedet han forkastede, endelig, som hver god Tanke, gik det pludseligt op for mig hvad jeg havde at gjøre,–og det er nu gjort, næsten troer jeg, og det selv fra mit eget gamle Standpunkt, at Stykket har vundet betydeligt.–Hjertestedet er nyt og friskt, hver af de Indvendinger Heiberg gjorte er hævet og det Hele blevet tydeligere, ja maaskee mere duftende.–Nu bliver jeg rigtig nok lynende gal om Heiberg vil rykke den op med Rod, men det er umueligt!– Hvad det andet lille Stykke: »Drøm og Virkelighed« angaaer, hvor Ewald sees lidt for meget fra Drukkenboldtens Side, da vil det ikke kunde skade mit, især, naar, som jeg haaber, mit bliver givet først; De maa da endelig hos Deres Fader bevise, at Retten saa temmelig taler for mig.–
Vi leve her paa Landet i en evig Skylregn, alting flyder alting svømmer, jeg troer som Deres lille Louise, at der er ligesaa godt i Aar »Omegnen af Kongens Haver.«–Vi have endnu ikke kunnet faae en eneste Kjøretour, som ellers hører til Eftermiddags Glæderne her paa Glorup. Brev fra Dem venter jeg naturligviis ikke, vi sees jo i Begyndelsen af September, gid jeg nu maa blive modtaget med gode Efterretninger om min Lykkens Blomst, bliver det Tilfældet, thi da har jeg jo Penge i vente, da tager Jeg fat paa en ny Roman, som trykker mig, den bringer ikke Penge, men maaskee Ære, om ikke i Danmark hvor man ikke har læst mine Romaner, men fra Tydskland, hvor man kan dem: »udvendig«. Lev vel! Deres gamle
H. C. Andersen.
E.S Hils Deres velsignede Kone!
