H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 5. september 1844

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +hest +vogn +"Naar dette Brev"

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 5. september 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

144. Til E. Collin.

Wieck paa Föhr den 5 Sept: 1844.

Min kjære kjære Ven!

Naar dette Brev kommer til Kjøbenhavn, da er De vist vendt hjem igjen fra Hamborg; Veed De hvad det er for en Dag for mig i Dag? Den 5 Sep­tember kom jeg første Gang til Kjøbenhavn, det var 1819; i Dag er det netop 25 Aar siden; hvilken underlig Styrelse! jeg er saa sælsom blød om Hjertet derved; for 25 Aar siden kom jeg med min lille Pakke til Kjøben­havn, en fattig, fremmet Dreng og i Dag har jeg drukket min Chocolade hos Dronningen, ved Taffelet siddet lige over for hende og Kongens Rant­zau drak min og Dagens Skaal, er det ikke underligt at tænke tilbage min kjære, kjære Ven! det var ogsaa paa den 5te September jeg gik ind i Italien og skrev min Improvisator.–Lad Deres Fader læse dette mit Brev, han vil forstaae den Følelse som fylder mig; stille drak jeg i Dag ved Bordet hans Skaal, min Tanke vil han ogsaa begribe.–Det er virkeligt, som en Drøm for mig Alt herovre; jeg er fra jeg kom, hver Dag ved Majestæternes Bord og hver Aften til Thee, Omgivningen er naturligvüs nu ogsaa meget venlig og opmærksom mod mig; Kammerherre Lewetzau og en stor Mængde andre, ikke at nævne Rantzau, Nagel etc. have gjort mig Visit; i forgaars havde jeg den Ære at kjøre med de Kongelige! vi vare kun tre Vogne, Dronningen og Rantzau i een, Kongen og Frøken Rosen i en an­den, og en Kammerherre Linstovs Søn, der er Amtmand, eller saadant noget, og er her ogsaa hver Dag ved Taffelet og jeg kjørte i den tredie Vogn. Dronningen vilde at jeg skulde see nogle Landsbyer, vi rullede lystigt af­sted og vi fik da saa mange Hilsener og Bøininger, som om vi vare Prindser begge to.–Jeg har hver Dag badet og maa sige at det er det meest mage­løse Vand jeg har været i! det er saa salt at Vandet løber Een ud af Øinene naar man kommer op! Blodet sættes i den forunderligste Bevægelse, man brænder hele Dagen, som Ild.–Det er ogsaa morsomt arangeret, man kommer ind i et lille Badehuus og medens man klæder sig af, rider en Karl en Hest der trækker hele Huset langt ud i Havet, naar dette stiger, hales man ind; forleden kom Søen saa hurtig at Bølgerne sloge lige ind til mig og jeg maatte heise Flag for at faae Karlen ud at hale mig mere ind.–Paa Mandag Morgen reise vi; jeg havde stor Lyst at gaae over Helgoland og Hamburg hjem, men da jeg skal til Augustenburg, hvor Hertuginden, meget nydeligt har indbudt mig, gaaer jeg over Marsken, Flensborg og Gravensteen, mueligviis bliver jeg til Veddeløbet paa Hertugindens Fød­selsdag; beed Deres Fader, efter Modtagelsen af dette Brev, at han vil skrive mig til paa Augustenborg, thi tænk dog hvorlænge jeg nu har været uden Brev fra Hjemmet. Professor Nagel og Kammerherre Rosen sender Hilsener til Deres Fader, Grev Rantzau ligesaa, men han tilføiede ogsaa een til Dem. Kongen fornøier sig meget over mine Eventyr, Nattergalen syntes han især om, han beundrer min Hukommelse og jeg hørte i Dag at Kongen skal have talt saa godt om mig, Gud veed om det er saa.–For­leden Aften kom Frøken Rosen til at spørge Blücker om han aldrig havde digtet et Vers, han spurgte mig om jeg ikke kjendte hans Digte og jeg sagde da i hast noget og nu vilde de Alle have digtet og de fik hver eet eller andet. Ewald var den sidste, jeg var træt og vidste ikke mere, han beklagede i Spøg at jeg ikke huskede hans Poesie257 og jeg svarede at »Ewalds Digte kjendte alle Danske, jeg behøvede ikke at gjentage dem.« Dronningen sagde: husker De intet Digt af mig!–»Nei, Deres Majestæt, ganske nøiagtig husker jeg det ikke og det er utilgiveligt, men jeg har en Afskrift af det!«–og denne'ndash;ja her har De den.

Impromptu

Han, som i Stormen er saa fast en Borg,

Hvis Sollys spreder dette Jordlivs Skygge,

Han styrke Kongens Hjerte i hver Sorg,

Han give altid Danmark Fred og Lykke.

Han hænge Seiers Krandsen om vort Flag,

Om Kjærligheden, om hver ædel Villie.

Naar alle Riger dømmes paa hiin Dag,

Gid Danmark staae i Havet, som en Lillie.

Kjære, kjære Eduard! Det er Midnat, jeg kommer fra Kongen, man siger at jeg har ikke baaret mig klogt ad, ikke benyttet en ypperlig Leilig­hed til at sørge for mig selv'ndash;jeg har fulgt min Natur, hør nu, hvad siger De? Dronningen havde fortalt Kongen at det var i Dag en Slags Jubel­fest for mig etc.–Hans Majestæt kom derfor i Aften hen til mig i Stuen, yttrede sin Glæde over min Lykke, over hvad jeg havde overvundet og naaet, fortalte mig hvor kjært det var ham af Fremmede at høre min Er­kjendelse ogsaa i Tydskland og gratulerede mig derpaa til denne Dag; under Concerten kom han igjen til mig og spurgte mig om min første Op­træden i Kjøbenhavn og jeg gav ham et Par Træk; da spurgte han mig hvormeget det var jeg aarlig havde at leve af; jeg sagde »200 Species«, »det er ikke meget!« svarede han, »men jeg behøver ikke meget!« sagde jeg, »desuden give mine Arbeider mig ogsaa noget!«–»Hvormeget omtrent?«–» 12 Rdlr for Arket!«–»Det er ogsaa kun lidet,« sagde han. Jeg taug og fandt det altfor stygt at sige: »Vil De give mig noget meer!« – Grev Rant­zau meente Kongen havde lagt mig Ønsket lige i Munden, jeg kunde ikke i det jeg er der som Gjæst, da med eet at vilde benytte Leiligheden til at faae, nei det var nærigt, stygt; Kongen ventede rigtignok længe hos mig, som om jeg skulde sige ham noget og da sagde han: »er der nogen Tid jeg kan være Dem til Gavn med at fremme Deres litteraire Virksom­hed, da siig mig det!«–»I dette Øieblik har jeg intet at bede om!« svarede jeg, »kun258 sige Deres Majestæt at jeg er taknemlig og glad!«–Var det vel saa galt, nei, naa, jeg kan ikke handle med min Følelse. Sally syntes ogsaa jeg skulde have seet at faae 100 Rdlr259 til. Vilde Kongen have undt mig dem, saa havde han jo nok af sig selv gjort det. Der kom Brev fra Hertuginden til Dronning[en], hvor jeg erindredes om at holde mit Løfte at tage til Au­gustenburg. Jeg har jo Kongens Tilbud at jeg engang kan forlange hans Virksomhed for mig, det er jo meget!–Siig mig, har min naturlige Fø­lelse her ledet mig galt, som man siger. Lev nu vel! hils Deres velsignede Kone og Børnene Deres trofaste

H.C.Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter