Dato: 15. september 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 113. Fra H. C. Andersen.

Augustenborg den 15 September 1844.

Det er nok paa Tiden at jeg begynder paa et Brev, De ryster nok alt længe med Hovedet fordi der intet kom, men jeg har hele Sommeren rystet Vingen, flagret fra - Hof til Hof! nu ryster De nok stærkere med Hovedet, men jeg har moret mig godt, jeg har følt indvendig Solskin me­dens det udenfor var graat og koldt! ja det har rigtignok været en Som­mer denne sidste og det i Tydskland som i Danmark. - I al den lange Tid har jeg da ikke heller hørt et Ord fra Dem, De husker jeg skrev sidst, De glemmer nok mig over al den portugisiske Aand og Legemes Deilighed De nu, efter Deres eget Sigende er omgivet af! - Dog nei, det gjør De ikke. I Mai1631) reiste jeg til Breitenburg, gik over Bremen, Hanover, Harzen etc. til Weimar, hvor jeg fandt en Modtagelse som langt over alle mine For­ventninger; den storhertugelige Familie1632) viiste mig særdeles megen Naade og Velvillie. Alt den første Dag blev jeg af Kammerherre Beaullieu1633) hentet fra Hotellet og indbudt at boe hos ham, den gamle Minister Müller,1634) Göthes Ven, var utrættelig i at føre mig om; de interessanteste og bedste Familier aabnede deres Huus for mig; jeg var virkelig, som i et Hjem. Den unge Hertug,1635) gift med Kongen af Hollands Datter fik jeg ret inder­lig kjær, han viiste mig en Hjertelighed, sluttede sig saa smukt til mig, at jeg ønskede, han ikke var en Første for at vi kunde blive Lige-Venner; selv førte han mig om i Haven, førte mig til det Træ paa Ettersburg1636) hvor Göthe, Herder, Schiller og Wieland have skrevet deres Navne; een Aften havde vi en Oplæsning,1637) Hertugen læste, jeg læste -; Menisteren Müller førte mig i »die Fürsten Gruft« til Göthes og Schillers Kiste. Storhertuginden,1639) Keiseren af Ruslands Søster, bad mig ikke at glemme Weimar, huske paa jeg havde sande Venner, der og at komme igjen. Naar den unge Hertug engang kommer til Regjeringen, mener man han vil, som sin Bedstefader1640) samle en Kreds af »Aander« om sig; der var naturligviis, efter al den Opmærksomhed han viiste mig, ikke faae, som fortalte at jeg vist engang ogsaa vilde blive kaldet til Weimar; - jeg var virkelig blød om Hjertet da jeg rullede ud af den kjære Stad, mit Hjerte hang ved Gud, som det altid hænger naar jeg føler hvor meget han giver mig. I Dresden1641) fortsattes de lykkelige Dage; jeg fik strax min Plads i Theatrets Directions Loge,1642) der gjortes Selskaber for mig, - thi uagtet Øehlenschlæger er langt større end jeg, factisk er det dog at jeg er i Tydsk­land den bekjendteste danske Digter, den man helst Læser. Familien Serre1643) indbød mig til deres prægtige Gods i Maxen, de have de rigeste Marmorbrud i Saxen, alle de Personligheder, som kunde interesere mig indbødes ogsaa, jeg blev otte Dage her og levede med den bekjendte Reisende Kohl ,1644) der har skrevet de interessante Breve fra Krimen og med Grevinde Hahn-Hahn ,1645) som lige var kommet hjem fra Ægypten. begge vare mig saa hengivne og gode og mine Eventyr, dem jeg - mirabile dictu, - selv fortalte paa Tydsk vandt dem Alle. Hahn-Hahn skrev i And­ledning af disse og af »Kun en Spillemand«, den hun sætter alt for høit et characteristisk lille Digt, her skal De høre det:

»Solch ein Gewimmel von Elfen og Feen

Blumen und Genien in fröhlichen Scherz;

Aber darüber - viel geistiges Wehen,

Aber darunter- ein trauriges Herz.«

Da Fru Serre1646) for nogle Aar siden første Gang læste »Nur ein Geiger«, gjorte den et saadant Indtryk paa hende, at hun lovede ved sig selv, at dersom hun engang traf en fattig Dreng med sandt Musik-Talent, da vilde hun i faveur af Spillemanden antage sig ham; nogle Dage efter fortalte man hende at der vare to fattige Drenge der gik omkring og spillede i Gaardene, de vare to smaa Virtuoser, hun huskede sit Løfte, bad sin Mand om Tilladelse at optage disse Børn, Manden rystede med Hovedet, hun bad ham læse: nur ein Geiger, og ved Slutningen af første Deel fik hun Tilladelse; den ældste er allerede i Musik Conservatoriet i Leipzig, den anden er i Serres Huus, spiller udmærket Violin og hedder Heinrick Riz­zius, jeg, siger Fru Serre, er Skyld i hans Lykke. Er det ikke moersomt. Fra Frøken Veltheim,1647) som jeg ogsaa traf der, har jeg mange Hilsener til Dem, hun spurgte ogsaa meget efter Deres Broder Christian. I Leipzig arangerede Schumanns1648) en musikalsk Aften for mig og i Berlin aabnede sig saa mange Døre og Hjerter for mig at jeg neppe kunne faae sagt Farvel igjen da jeg vilde bort; eet af de interessanteste Bekjendtskaber var med den geniale, forunderlige Bettina,1649) jeg traf hende i Menisteren Sawignys Huus, De veed hans Kone er en Søster til Bettina; kun faae have den Lykke at behage Bettina, jeg hører til disse; hun skjænkede mig endogsaa sit nyeste Værk »Brentanos Jugendkrands«,1650) kaldte mig »Cammerad« og var virkelig høist elskværdig mod mig, hendes Døttre1652) ere særdeles smukke og geniale. Hos Tieck1653) var jeg en Middag, han beklagede at Kongen1654) var reist, da baade han og Dronningen1655) havde megen Naade for mig og for ganske nylig talte meget til ham om mig og mine Romaner Kongen reiste netop om Morgenen, som jeg indtraf om Aftenen, jeg var der saaledes ved den bekjendte Attentat,1656) omhvilket De vist har læst i Aviserne. Mærkværdigt var det og en Guds Styrelse at han ikke blev skudt, thi Kuglerne vare begge gaaet gjennem Klæderne og streifet Huden mellem Maven og Brystet; den stakkels Dronning har havdt en stor Skræk. Fra Berlin gik jeg paa Jernbanen til Stettin1657) og der hjem med Dampskib, den hele Reise varer kun 24 Timer. Vi have fra Kjøben­havn til Dresden nu kun en Reise paa 2 Dage og denne koster ikke mere end 13 Species, De seer altsaa hvor let De nu fra Hjemmet kan flyve lidt ind i Tydskland naar De nu kommer hjem. Jeg besøgte strax Deres Søster Ida, men hun havde ingen Breve til mig; efter 8 Dage gik jeg til Glorup1658) i Fyen og her havde jeg den Fornøielse at være en Dag sammen med Deres Fru Adler fra Travendal; hun har et interessant Ansigt; vi talte, naturligviis om Dem; - jeg havde omtrent været 14 Dage i Fyen, da overraskedes jeg med et Brev fra Statsministeren Rantzau-Breitenburg1660) der var paa Føhr, han havde fra vor Dronning en Indbydelse til mig, at komme til Føhr, jeg satte mig strax i Delegensen, foer til Flensborg, tog der Extrapost og kjørte den skrækkeligste Vei, jeg endnu har prøvet, til Dagebøl, 12 Timer om 7 Miil, seilede over til Føhr og tilbragte her 10 meget morsomme Dage paa denne Ø i Nordhavet; Kongen og Dronningen vare høist elskelige mod mig, daglig var jeg ved Taffelet, hver Aften til Thee og et Par Gange selv til Dronningens Frokost; de lod mig gjøre alle Toure med; vare mig saa velsignede; jeg saae de interessante Hali­ger,1663) disse eensomme Øer, som Nordhavet tidt overskyller, Amrum med sine uhyre Sand-Dyner og Vrag. - Det var den 5 September 1819 jeg, som en fattig Dreng, første Gang kom til Kjøbenhavn,1664) det var den 5 September 1844, alt 25 Aar derefter, jeg sad ligeoverfor Kongen og Dronningen ved deres Taffel, var deres Gjæst, det gik mig underligt gjen­nem Tankerne, o jeg kunde græde. Jeg fortalte Dronningen dette Tilfæl­dige og hun og Kongen Lykønskede mig saa smukt; ja ud paa Aftenen var Kongen saa naadig at tale meget med mig, selv om mine Finantzer og yttrede selv at jeg havde forlidt at leve af; jeg sagde jeg brugte ikke meget! han talte endnu mere derom, sagde at han gjerne vilde være mig til Gavn hvor han kunde fremme min litteraire Virksomhed! jeg sagde at jeg øieblikkelig Intet havde at bede om. Siden sagde Folk til mig at jeg skulde have benyttet dette sjældne Øieblik og forlangt noget! men hvor kunde jeg det!1665) hvor hæsligt strax saaledes at være om sig; Hertuginden af Augustenborg1666) med sine tre Døttre var her ogsaa, hun bad mig meget og saa smukt, at lægge Veien over Augustenborg og jeg har gjort det, jeg er her nu alt paa anden Uge, lever ganske Familie-Liv med den hertugelige Familie og har det rigt og godt! seer De, er det ikke, som en »Sommernats Drøm«? - Paa Føhr, sidste Dag jeg var der - jeg maa ogsaa fortælle Dem det - blev af de tydske Badegjæster udbragt Kongens og Dronningens Skaal, men den næste var min ,1667) som Repræsentant for den danske Dig­tekunst. I et Brev Hertuginden igaar fik fra vor Dronning stod ogsaa Hilsen til mig at hun paa Føhr havde af alle fremmede Tydske faaet Tak fordi hun var Skyld i at de havde gjort mit Bekjendtskab.1668) O, det er for meget godt, for mange varme Solstraaler, kommer der nu kun ikke en tung Sky, et Uveir oven paa saa aandelig, smuk en Dag! dog den gamle Gud lever, han sidder over alle Skyer og over Solen selv.

Kjøbenhavn den 26 October 1844.

»Det var«, - siger De nok med Holberg - »et Spring af et Brygger­kar!« - ja, da jeg skrev sidst paa dette Brev tænkte jeg ikke paa at det skulde opleve at see October Regnskyl i Kjøbenhavn, men min er dog ikke Skylden; jeg blev tre Uger paa Augustenborg og strax da jeg kom til Byen1670) gik jeg til Deres Søster og sagde at jeg havde et Brev, som jeg kunde slutte saasnart hun vilde modtage det til at sende bort! - »ja jeg sendte igaar!« sagde hun, nu gaaer der 14 Dage; saa kom Deres Broder hjem, den velsignede Christian,1671) han har søgt mig da Brevpakken atter gik, ikke truffet mig - og nu skrive vi den 26 October; jeg vil nu gjøre det færdig og aflevere det, thi Gud veed hvad De troer om mig - De som ikke saa længe har hørt fra mig - ja jeg har jo ikke engang faaet en Hilsen - dog De er mig en kjær god Søster Jette, som altid, det veed jeg nok. Jeg blev da hele 20 Dage paa Augustenborg; den sidste festlige Vædde­løbsdag1672) reiste Hertugen sig ved Taffelet og udbragt[e] saa smukt min Skaal, som dansk Digter og som kjær Gjæst og alle Schleswig-Holstenerne raabte flere Gange Hurra; da jeg siden reiste, var Prindsesserne oppe tid­lig om Morgenen for endnu engang at sige mig: »Lev vel!« - og da jeg rullede ud af Slotsgaarden, stode de og Hertuginden og svingede med Tørklæderne, saa længe de kunde see mig. Det er en velsignet Familie og det maa jeg sige, der blev næsten altid talt Dansk paa Slottet; jeg følte mig der meget lykkelig og hjemme. Her i Kjøbenhavn har jeg modtaget et velsignet Brev fra Arvestorhertugen af Weimar,1673) han beder mig betragte Weimar og navnlig sit Slot, som mit andet Hjem og ham som een af mine meest trofaste Venner. Det har saaledes været et heelt Solskins Eventyr denne Sommer; nu er jeg hjemme igjen og de gamle tunge Søer vælte over mig, meest fra Theatret, jeg skal have et nyt Stykke frem,1674) som naturlig­viis Heiberg har forkastet og hans Kone ikke vil spille i,1675) det gamle Lirumlarum! forleden var jeg ellers ganske angrebet deraf - men det var dumt - jeg vil ikke ærgre mig! - I Dresden, hører jeg, skal iaar have været et Billede paa Udstillingen, som forestillede mig som Barn hvor Spaakonen forudsiger mig at Odense engang skal blive illumineret.1676) ­Naar jeg nu hører fra Dem, om det kun er et »min kjære Andersen«, da skriver jeg hurtig igjen - ak jeg Synder, jeg er skrækkelig i Brev-Gjæld, tænk, i næsten et Aar fik Frøken Bremer ikke Brev fra mig, Jenny Lind har ikke et halvt Aar seet et Ord fra mig og dog - tænker jeg paa dem i deres høie, kolde Norden. H. P. Holst1677) har skrevet et Drama Gioachino (c: Murad) der gjør stor Lykke paa Scenen og i alle Blade og Bournon­ville componerer en ny Ballet: Kirsten Piil.1678) Johannes Øehlenschlæger,1679) veed De, er alt i Sorø, som Embedsmand; hans eneste Fornøielse, skriver han - er at kjøre til Slagelse og der see: Ørkenens Søn, som han hader. Thieles ere komne hjem i Løverdags,1680) deres Reise i Italien, hvor Frøken Aagesen laae dødssyg, har været meget trist. Kongen af Preusen ventede vi i Løverdags, han kom ikke.1681) Hils Georg og Jozé. - Deres broderlige Ven

H. C. Andersen.

[Udskrift]

Frøken Henriette Wulff

i Lissabon.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling