133. Til Jonas Collin. Augustenborg den 23 Sept 1844.
Min kjære, faderlige Ven!
Ja, imorgen var det jeg vilde afsted, for paa Torsdag at naae Kjøbenhavn, men det skeer ikke; Hertuginden har alt tidligere bedet mig blive endnu otte Dage, men jeg var aldeles bestemt paa at benytte Dampskibet til Arøesund i Morgen; i Dag, da jeg med den hertugelige Familie gik til Dyrskuet, spurgte Hertugen mig om det virkeligt var rnit Alvor at jeg vilde reise imorgen, jeg sagde ja, men han sagde at det tillod han ikke, jeg maatte dog blive Væddeløbet [over], bad mig saa smukt, saa jeg ret følte at jeg var ham velkommen, han tilføiede at det var ham saa kjært at have mig og tilsidst, da jeg ingen egentlige Grunde vidste til [at] sige nei, besluttede jeg at blive, men maa nu gaae til Søes hjem, enten fra Kiel eller Flensburg. Jeg lever ganske og aldeles Familie-Liv med Hertugens; Statholderen er her med sin Kone, han vil have jeg skal komme og see Gottorpp Slot, de ere mig virkeligt Alle saa velsignede, jeg begriber det slet ikke;–i Frankerige, i Tydskland, her, rundtom har jeg saaledes snart og hurtigt vundet de forskjelligste Mennesker, hvorledes gaaer det til. Kongen havde paa sin Geburtsdag skrevet Hertuginden til, Dronningen havde ogsaa og i begge Brevene var jeg erindret, Dronningen skrev at hun ventede jeg blev Veddeløbene over. Jeg føler ellers saa godt, som slet ikke til disse ulykkelige Brændinger mellem Danmark og Hertugdømmerne; her hos Hertugens tales ligesaa meget Dansk, som Tydsk; danske Blade og danske« Bøger er her nok af. Schleswigholstenerne ere mig meget venlige og gode.
I gaar ved Taffelet drak Statholderen et Glas med mig og i Dag ved Frokostbordet hvor jeg fik Plads ved Siden af ham, sagde han spøgende: »kan De sidde ved Siden af mig, som de har pebet af i Ribe?« Det er ellers en styg Historie, den har piint mig !– Jeg troer virkeligt ikke, at de Mennesker hjemme, som skrige ogskrive, ret kjende Forholdene herovre og Stemningen; naturligviis bevirker Overdrivelse hos de Enkelte i hvert Partie at det Onde bliver værre ! Men der kommer vel fredeligere Tider! – De kan ikke tro hvor smukt Familie-Livet er, hvor klog og elskværdig Hertugen aabenbarer sig. Jeg tager som sagt Deel i Alt, forleden kjørte jeg i Vogn med Hertuginden og Prindsesserne og – ja De vil ikke lee afmig, det Hele har jo ikke stort at sige, men da de fattige Drenge i Gaden stode og holdt deres Huer i Haanden for os, var Taarerne mig i Øinene, jeg tænkte paa min egen fattige Barndom og – Livets Omvexling.– Præsten Krog-Meyer gjorte et lille Selskab for mig forleden, hvor der var mange fra Sønderborg. Kongens Geburtsdag feiredes her paa Slottet og Hertugen udbragte Kongens Skaal og et lydeligt, varmt "Hoch!" rungede. Nu er Huset fyldt med Fremmede, den eneste, som ikke behager mig er en Grev Holmer, (denHippologiske) fra Kiel, han seer ud, som Mephistoph. Igaar feiredes Hertugens Geburtsdag, vi havde Veddeløb, hvor Fischer, Volchers, Ole Petersen og Hertugen vare de vindende. Jeg var paa Tribunen hos Hertuginden og Prindsessen fra Nøer; ved Taffelet sad jeg nær ved Riegels fra Nordborg, vi drak Deres Skaal, og der var et Par ved Bordet, der da de hørte »Collin« bad om de maatte være med. Efter Taffelet var et smukt Fakkeltog og »Liedertaffel« bragte en Sang, siden var Bal. I Dag har der været Auction og Dyrskue, dette sidste morede mig meget, Hestene vare saa uregjerlige. I Aften lidt Concert og en Dands, som jeg har listet mig fra for at skrive dette. Imorgen K1 8½ tage vi, et lille Selskab, en Lysttour, Statholderen har indviteret mig; sidst i Ugen gaae vi nok til Gravensteen, det er igrunden en eventyrlig Sommer for mig, denne; ved tre Hoffer, Veimar, Føhr, Augustenborg – dog, jeg længes efter at komme i Eensomhed, ret bestille noget! – Lad mig endelig modtages med gode Efterretninger om Lykkens Blomst! hils dem Alle hjemme, fortæl dem hvorledesjeg har det. Jeg hører desværre ikke fra dem, De kan ikke skrive, thi rimeligviis er jeg naar De faaer dette Brev, paa Gravensteen og da gaaer det Søndag-Eftermiddag over Brunsnis med Dampskibet. – De danske Flag vaiede smukt uden for Slottet hele Dagen igaar, – Nummer tre spilles ideligt, saa Kjøbenhavnerne vilde troe sig midt i deres eget Hjem var de her med Øine og Øre. – Men nu lev vel, det er silde, jeg er meget træt og imorgen maa jeg op Klokken 6. – Lev vel! Gud velsigne og glæde Dem min elskede, kjære faderlige Ven!
Deres trofaste sønlige
H. C. Andersen.
