H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Louise Sophie 6. oktober 1844

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 6. oktober 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Sophie
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn, den 6. October 1844.

Deres Durchlauchtighed!

har været saa naadig at tillade mig at jeg maatte skrive og ugeneert, som jeg har følt mig i Deres velsignede, elskede Kreds. Hver Dag har man, i Kjøbenhavn, ventet Hendes Majestæt Dronningen, saa snart hun indtraf vilde jeg have søgt Audients, og lige efter denne skrevet dette mit første Brev, men det stormfulde Veir har forhindret hende i at komme og nu iaftes hører jeg at hun bliver over i Odense, Kronprindsens Fødselsdag, jeg vil da ikke udsætte det en Time længer med at skrive. Gid jeg ret kunde, oplukke min hele Sjæl, ret levende udtale hvor dybt jeg har følt og føler al den Naade og Elskelighed jeg har mødt paa det kjære Augustenborg. Denne sidste Sommer har været mig, som en deilig Drøm, som et smukt Kapitel i mit Livs Eventyr. I Tydskland tilbragte jeg lykkelige Dage; fulde af Erkjendelse og Venskab hos de ædleste og meest fremtrædende Personligheder. Ved Hoffet i Weimar følte jeg mig første Gang ugeneert og - om jeg tør sige det - hjemme ved et Hof. Den unge Arvehertug viiste mig saa megen Hjertelighed, saa aabent Tegn paa Venskab, at jeg derved blev blød om Hjertet og Gud taknemlig for de Evner han har givet mig og som ene ere mit Adels Patent. Da jeg derfor gik hjem fra Tydskland, betragtede jeg de smukke Solskins Dage, som endte, som "gamle Minder", og i det samme rullede der saa uventet, som en heel Fee-Historie, to nye Afsnit op i mit Liv, Sommerdagene paa Föhr og paa Augustenborg. Øieblikkelig begreb jeg det ikke ret, da - jeg af Grev Rantzaus Brev saae at, hendes Majestæt var saa naadig at kalde mig til Föhr. Der er jeg ret kommet til at see begge Majestæternes hele elskelige Personligheder, næsten kunde jeg ønske at de to ikke vare en Konge og en Dronning, da kunde jeg maaske bedre end nu, vise hvor meget jeg holder af dem. - Jeg er saa lykkelig ved al den ædle Naade og Mildhed jeg der har følt og opfattet, men paa Augustenborg blev jeg længer, der har jeg kunnet leve ind i Familielivet - O naadigste Hertuginde - man bliver forædlet og god ved at see elskelige, herlige Mennesker om sig. De og alle Deres glemte saa ganske at jeg var fattig, borgerlig, ene i denne Verden, - men tro; jeg glemte det aldrig, naar Hertugen havde. den Naade at lade mig føres til Taffelet af Deres Durchlauchtighed! eller af Prindsesserne, naar han gav mig Plads ved sin Side, naar jeg modtog, tusinde smaa Opmærksomheder, som jeg ret, dybt har følt da var jeg indvendig ydmyg; blød i Sjælen, og min nærmeste Tanke, var først Gud og dernæst de Ædle, der i mig skattede det ædle Metal han maaskee i en enkelt Retning har nedlagt hos mig. O Deres Durchlauchtighed, De har kastet Solskin i mit Hjerte, der maa komme noget godt deraf og det Gode er De og Deres da Skyld i. Jeg bliver ganske veemodig ved Erindringen; o tryk Hertugens Haand og siig ham hvor taknemlig jeg er ham, hvor dybt bevæget hans Naade mod mig tidt gjorte mig; da han udbragte min Skaal kunde jeg ikke holde mine Taarer tilbage, mit hele Liv rullede mig i de faae Minutter giennem Tanken. Siig Prindsesserne at jeg aldrig vil glemme hvor velsignede de have været mod mig. At de kom endnu ud paa Trappen og Alle viftede med Tørklæderne, var saa elskeligt! – hver Førstelig stiger just, ved som det rige Korn at bøie sig; den Naade og Mildhed – Ja jeg har ikke Ordet for det - de alle have viist mig vil en god Gud opskrive i sin Bog. Bring mig i Erindring hos Statholderen og hans Gemalinde. Siig Prindserne min inderlige Hengivenhed for dem, og at jeg tillader mig snart at skrive et Brev til Prinds Friederich; hans stille, dybe Sjæl, troer jeg at have begrebet. Saa levende gaaer alle Erindringerne gjennem min Tanke! Frøken Krogh vil De nok forstaae, at hun ogsaa staaer klart erindret; især har jeg hendes Billede og Udtryk, naar hun sad stille, tænkende over eet og andet og et klogt Smiil spillede om Munden. Men jeg skulde fortælle om Reisen herover; ja den var ikke behagelig; vi fik fra Svendborg en Storm, saa at Skibet fløi tre Mile i Timen, de Fleste sang tyrkisk - jeg, ja jeg var aldeles ikke Sanger; en kuriøs Dame, jeg troer næsten fra Als, man sagde hun skrev Vers, var saa forfærdet, at det blev originalt, mig lod hun kalde ned til sig i Dame-Kahytten og spurgte mig om jeg turde gjøre Eed paa at vi kom levende i Land, hun vilde endelig have at vide hvor dybt der var, og da jeg sagde at der var dybt nok til at drukne, hvinede hun høit, bad mig lade Skipperen seile nærmere Landet, rimeligvis haabede hun da at kunne bunde; hun var virkelig alfor komisk frygtsom; imidlertid gik de Fleste i Land ved Kallehave, og saa tog jeg med, eftersom Capitainen ikke ventede før følgende Dag igjen at naae Kjøbenhavn. Vi maatte kjøre paa aaben Vogn lige til Kjøge, hvor vi først fik en lukt, det var skrækkeligt koldt og jeg har forkjølet mig betydelig. Ved Hjemkomsten fandt jeg to Behageligheder, den ene var at mit Stykke: "Lykkens Blomst" er antaget til Opførelse, den anden, var et egenhændigt Brev fra Arvestorhertugen af Weimar, det var saa velsignet skrevet, saa ligefremt, saa hjerteligt - ja, som om det var blevet til paa Augustenborg. Han mældte mig at han havde faaet den tydske Oversættelse af mit Drama: "Mulatten", og at det vilde være ham "en Stolthed", at bringe istand, at Weimar blev den første tydske Stad der gav et dramatisk Stykke af mig; det vil saaledes der snart komme paa Scenen; han bad mig betragte Weimar og egentligt hans Slot Ettersborg, som mit andet Hjem og ham selv, som een af mine meest trofaste Venner! Er det ikke smukt, kjærligt og godt! O Menneskene ere virkeligt Alle for gode mod mig, jeg føler mig saa lykkelig, saa opfyldt med smukke Erindringer og deilige Forhaabninger, mellem disse dykker især frem om de kommende Sommerdage næste Aar paa Augustenborg og Grawensteen. - Tør jeg afgive en Hilsen til Grev Reventlow; hans Brev blev besørget i Land med een af Grev Knuths Forvaltere, der lovede ufortøvet at besørge det. Mad: Larcher har jeg bragt Knapperne og sagt Besked. Alle mine nærmeste Venner glæde sig oprigtig over al den Naade og Glæde jeg har modtaget, jeg lever endnu i Erindringen og haaber at det hertugelige Huus vil blive mig naadig og god alle Livsens Dage! Gud glæde og velsigne Dem for Alt! Lev vel naadige Hertuginde; en heel Bouquet af Helsener hæfter jeg til mit Brev og naar disse uddeles glemmes ingen, Hr. von Cossel, Mis Houden etc. men først Hertugen, de to Prindsesser, Prindserne og Frøken Krogh i dybeste Ærbødighed

Deres Durchlauchtigheds

taknemlige, hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus

Kjøbenhavn den 6 October 1844.

Deres Durchlauchtighed!

har været saa naadig at tillade mig at jeg maatte skrive, og ugeneert, som jeg har følt mig i Deres velsignede, elskede Kreds; hver Dag har man, her ventet Hendes Majestæt Dronningen, saa snart hun indtraf vilde jeg have søgt Audients og efter denne skulde da mit første Brev have været skrevet, men det stormfulde Veir har forhindret hendes Majestæt i at komme; man sagde mig iaftes hører jeg at hun blev i Odense, Kronprindsens Fødselsdag over, jeg kan ikke udsætte det saalænge med at udtale min Tak, jeg skriver derfor i Dag. Gid jeg ret kunde oplukke min hele Sjæl, ret levende udtale med hvilken Inderlighed jeg har opfattet og gjemmer al den Naade og Elskelighed jeg opfattede paa det kjære Augustenborg. O denne Sommer har været mig, som en deilig Drøm, som eet af de smukkeste Kapitler i mit Livs-Eventyr; i Tydskland tilbragte jeg lykkelige Dage; fulde af Erkjendelse og Venskab hos de ædleste og meest fremtrædende Personligheder. Ved Hoffet i Weimar følte jeg mig første Gang ugeneert og - om jeg tør sige det - hjemme ved et Hof. Den Hjertelighed, det Venskab, den unge Arvehertug hædrede mig med gjorte mig blød om Hjertet og Gud taknemlig for de Evner han har givet mig, som ene blev mit Adels Patent. Da jeg derfor forlod Tydskland, betragtede jeg mine smukke Solskins Dage, som endte, som "gamle Minder". Da ruller der ganske uventet, som en heel Fee-Eventyr op for mig to nye Afsnit op i mit Liv, Sommer Dagene paa Föhr og paa Augustenborg. Det var saa uventet; ja, jeg begreb det øieblikkeligt ikke ret, da jeg af Grev / Rantzaus Brev saae at Dronningen var saa naadig at kalde mig til, det er jo umueligt andet end at elske Majestæterne naar man lærer kjende og skatte Deres Personligheder, jeg kunde næsten for min Skyld ønske at de to ikke vare en Konge og en Dronning, da kunde jeg oftere see dem tydeligere vise hvor inderligt meget jeg holder af dem

[uafsluttet]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 57-58)