Kjøbenhavn den 6 October 1844.
Deres Durchlauchtighed!
har været saa naadig at tillade mig at jeg maatte skrive, og ugeneert, som jeg har følt mig i Deres velsignede, elskede Kreds; hver Dag har man, her ventet Hendes Majestæt Dronningen, saa snart hun indtraf vilde jeg have søgt Audients og efter denne skulde da mit første Brev have været skrevet, men det stormfulde Veir har forhindret hendes Majestæt i at komme; man sagde mig iaftes hører jeg at hun blev i Odense, Kronprindsens Fødselsdag over, jeg kan ikke udsætte det saalænge med at udtale min Tak, jeg skriver derfor i Dag. Gid jeg ret kunde oplukke min hele Sjæl, ret levende udtale med hvilken Inderlighed jeg har opfattet og gjemmer al den Naade og Elskelighed jeg opfattede paa det kjære Augustenborg. O denne Sommer har været mig, som en deilig Drøm, som eet af de smukkeste Kapitler i mit Livs-Eventyr; i Tydskland tilbragte jeg lykkelige Dage; fulde af Erkjendelse og Venskab hos de ædleste og meest fremtrædende Personligheder. Ved Hoffet i Weimar følte jeg mig første Gang ugeneert og - om jeg tør sige det - hjemme ved et Hof. Den Hjertelighed, det Venskab, den unge Arvehertug hædrede mig med gjorte mig blød om Hjertet og Gud taknemlig for de Evner han har givet mig, som ene blev mit Adels Patent. Da jeg derfor forlod Tydskland, betragtede jeg mine smukke Solskins Dage, som endte, som "gamle Minder". Da ruller der ganske uventet, som en heel Fee-Eventyr op for mig to nye Afsnit op i mit Liv, Sommer Dagene paa Föhr og paa Augustenborg. Det var saa uventet; ja, jeg begreb det øieblikkeligt ikke ret, da jeg af Grev / Rantzaus Brev saae at Dronningen var saa naadig at kalde mig til, det er jo umueligt andet end at elske Majestæterne naar man lærer kjende og skatte Deres Personligheder, jeg kunde næsten for min Skyld ønske at de to ikke vare en Konge og en Dronning, da kunde jeg oftere see dem tydeligere vise hvor inderligt meget jeg holder af dem
[uafsluttet]
