Til Komponisten Gebauer
Kjøbenhavn
Kjøbenhavn 27 nov 1844
Kjære Hr: Gebauer!
Tak for den smukke Musik til de smaa Sange; den til mit lille Digt er især nydelig; jeg sender Kun for Deres Æble en Pære igjen, eller om De vil to; iaftes faldt mig just ind at skrive en Barnesang; her har De den i Nummer 1. Nummer 2 er et ældre Digt af mig, men jeg troer næsten at De kan benytte det.
venskabeligst
H. C. Andersen
Pandebeen, Øiesten
Pandebeen! - Godt det groer!
Bag ved det Forstanden boer.
Den vil læse, den vil lære,
Bringe Dig i Agt og Ære,
Sidde, som en holden Een
Bag det stolte Pandebeen.
#
Øiesteen! – Nei, hvor klar!
Troer jeg ikke to Du har.
See dog bare hvor de klares,
Jeg kan see Dig – o bevares! –
Lige ind i Hjerte-Been,
Du min egen Øiesteen!
#
Næsetip! – Hvilken Hest!
Et Par Briller ride bedst;
Naar Du ikke Veien kjender,
Ride de hvor Tippen vender;
Hvilken lille stumpet Snip!
Hesten hedder Næstetip!
#
Mundelip! – frisk og rød.
Er det sandt, Du er saa sød?
Kan jeg ganske paa det lide?
Vil ei Tænderne mig bide?
Jeg vil tage Kysset! – Svip!
Det tog jeg fra Mundelip!
#
Hageflip! – Det er vist,
Hageflippen kommer sidst,
Men i Kløften, som jeg hører,
Er der nok en Lux, der kjører;
Det gaaer over Næsetip,
Mundelip til Hageflip!
#
Dikkedik! – Hvad er det!
Vil Du sidde rank og ret,
Saa skal jeg nok Luxen finde,
Thi jeg veed, han er derinde;
O, nu har jeg ham den Strik,
Dikke – dikke – dikke – dik!
Naboens gaard!
Solen skinner i Naboens Gaard
Husene ere saa lave,
Gaarden har Plads til en Møding kun
og en trealens Have.
#
Haven er i sin egen Maneer,
Den har slet ingen Gange;
Men den eier een Stikkelsbær-Busk,
Der er saa god, som saa mange!
#
Mutter i Dag har næstendeels
Skjult baade Møding og Have,
Thi sine Sengklæder paa et Stillads
Har hun i Solen, den brave!
#
Ungerne sole sig ogsaa lidt,
Ligge paa Dyne og Pude,
Hver har i Haanden et Smørrebrød,
Som de fortære derude.
#
Smørret smelter i Solens Brand, –
Søvnen over dem daler,
Gaardhanen stikker sit Hoved frem,
Bryster sig stolt og galer!