Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 27. november 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: J. Chr. Gebauer
Sprog: dansk.

Til Komponisten Gebauer

Kjøbenhavn

Kjøbenhavn 27 nov 1844

Kjære Hr: Gebauer!

Tak for den smukke Musik til de smaa Sange; den til mit lille Digt er især nydelig; jeg sender Kun for Deres Æble en Pære igjen, eller om De vil to; iaftes faldt mig just ind at skrive en Barnesang; her har De den i Nummer 1. Nummer 2 er et ældre Digt af mig, men jeg troer næsten at De kan benytte det.

venskabeligst

H. C. Andersen

Pandebeen, Øiesten

Pandebeen! - Godt det groer!

Bag ved det Forstanden boer.

Den vil læse, den vil lære,

Bringe Dig i Agt og Ære,

Sidde, som en holden Een

Bag det stolte Pandebeen.

#

Øiesteen! – Nei, hvor klar!

Troer jeg ikke to Du har.

See dog bare hvor de klares,

Jeg kan see Dig – o bevares! –

Lige ind i Hjerte-Been,

Du min egen Øiesteen!

#

Næsetip! – Hvilken Hest!

Et Par Briller ride bedst;

Naar Du ikke Veien kjender,

Ride de hvor Tippen vender;

Hvilken lille stumpet Snip!

Hesten hedder Næstetip!

#

Mundelip! – frisk og rød.

Er det sandt, Du er saa sød?

Kan jeg ganske paa det lide?

Vil ei Tænderne mig bide?

Jeg vil tage Kysset! – Svip!

Det tog jeg fra Mundelip!

#

Hageflip! – Det er vist,

Hageflippen kommer sidst,

Men i Kløften, som jeg hører,

Er der nok en Lux, der kjører;

Det gaaer over Næsetip,

Mundelip til Hageflip!

#

Dikkedik! – Hvad er det!

Vil Du sidde rank og ret,

Saa skal jeg nok Luxen finde,

Thi jeg veed, han er derinde;

O, nu har jeg ham den Strik,

Dikke – dikke – dikke – dik!

Naboens gaard!

Solen skinner i Naboens Gaard

Husene ere saa lave,

Gaarden har Plads til en Møding kun

og en trealens Have.

#

Haven er i sin egen Maneer,

Den har slet ingen Gange;

Men den eier een Stikkelsbær-Busk,

Der er saa god, som saa mange!

#

Mutter i Dag har næstendeels

Skjult baade Møding og Have,

Thi sine Sengklæder paa et Stillads

Har hun i Solen, den brave!

#

Ungerne sole sig ogsaa lidt,

Ligge paa Dyne og Pude,

Hver har i Haanden et Smørrebrød,

Som de fortære derude.

#

Smørret smelter i Solens Brand, –

Søvnen over dem daler,

Gaardhanen stikker sit Hoved frem,

Bryster sig stolt og galer!

Tekst fra: Solveig Brunholm