Dato: 4. juni 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludvig Læssøe
Sprog: dansk.

Kjære Ludvig

eller rettere; god Dag Allesammen Da jeg er meget bange for, at den ædle Jomf: Dine gaaer i de skækkeligste Ængstelser for min Skyld, det vil sige, at Haanden skal aabenbare sig for hende, griber jeg strax den første Morgen jeg er i Aarhuus, Pennen, for at hun ikke skal frygte længer. Nu begynder jeg da at fortælle: Nei Gud bevares hvor det var for en Tour, først Tirsdagaften Kl 6 kom vi i Land istedet for om Morgenen Kl 6. - Det første Eventyr jeg havde paa Søen, var udenfor Kronborg, der ligger nemlig i Skoven paa den svenske Kyst et lille Herresæde som en Svensker har kjøbt sig for danske Penge han vandt i vort Lotterie, en Historie jeg i min Skolegang har hørt i Helsingør, dette fortalte jeg en ung Officeer der reiste med til Jylland, men neppe er jeg ude med Historien før en Mand paa en 26 Aar, der sad ved Siden af os, spurgte med et par lynende Øine, "om han ikke havde Lov til at gaa og sidde paa hvilken Plads han vilde!" "Det tænker jeg svarede jeg, for jeg troede det var et directe Spørgsmaal, men saa siger han, "at jeg behøvede slet ikke at sidde og opholde mig over ham, for han havde nok hørt alt hvad jeg sagde, men han havde betalt sin Plads!" Baade Officeren og jeg forsikkrede ham, at vi ikke havde tænkt paa ham, mindre talt om ham; - "jo!" svarede han, "jeg har gode Øre, og jeg har Lov at sidde hvor jeg vil; lad Folk kun snakke om mig i Kjøbenhavn, men det foragter jeg, det er kun Baggateller og dette er ogsaa Baggateller, men De skal ikke gjøre Klammerie med mig paa Skibet, for jeg er meget hidsig!" - jeg var som himmelfalden over denne gale Mand, med sin forunderlig Idee, især da der i min Samtale med Officeren ikke engang var nævnet Ordet, Plads eller det mindste han kunde trække sin Historie af; Capitainen maatte komme og tysse, og nu fortalte Styrmanden, at den Fremmede ogsaa havde skjeldet ham ud og sagdt, at han ikke behøvede at see paa ham, for det taalte han ikke;" siden efter sagde Maleren Rørby mig, at han var Portræt Maler, hedte Sevel (troer jeg) og havde altid givet mange løierlige Scener paa Academiet, da han havde den Grille, at troe alle Mennesker talte ilde om ham.

- Limon Asierne hjalp mig til vi vare under Kullen, men om Natten blæste det saaledes op i Veiret, at det blev en ordenlig Storm, næsten alle vare vi syge. Strøm og Vind var imod, og det dumme Dampskib har kun 40 Hestes Kraft, saa vi en 4 Timer neppe kom een Miil; vi maatte ved Sjællands-Odde have en Lods ombord for ikke at strande, og da siden Lodsen gik fra os kuldseilede vi ham, men han og Baad kom dog op paaa den anden Side, og slap iland.- Siden maatte vi lodde os frem, og Capitainen var meget taus, snakkede hvert Øieblik til Styrmanden, og naar vi andre spurgte om noget, nævnede han altid Guds Navn, hvilket tog sig meget fordægtig ud paa hans Læber, saa jeg var i stor Angest for deres stakkels Søster skulde virkelig faae Haanden at see. Søen slog over Skibet, jeg maatte ned i min Køie hvor jeg laae fra 11 om Natten til næste Eftermiddag Kl: 5½ og havde vistnok en 40 Gange ondt; Damerne græd og sagde: vi komme aldrig i Land; Herrerne snakkede om en Jernkjæde der bestandig raslede ved Maskineriet og at der vistnok var noget galt, og jeg - ja jeg tænkte paa Pindselillierne. Endelig sagde Capitainen at vi skulde komme iland i Æbeltoft, hvor hen vi nu drev, det var dog en Trøst, skjøndt der blev sagt at der kun var een Vogn i Byen og det var en Møg-Vogn saa at vi neppe kunde komme derfra, men efter megen Snakken bestemte Capitainen at giøre det sidste Forsøg, som Gud skee lov Lykkedes og vi saae Aarhuus Kl 6 om Aftenen; hele Gaden seilede med mig, og med Gjæstgiveren som Cicerone ankom jeg i mit Hotel hvor jeg fik nogle Vesitter samme Aften, af Oberst Guldberg Hr Krigskomisær Elmqvist og næsten de andre Medpagagerer saa mit Værelse var propfuldt, og jeg først seent kom til Ro. - Igaaer (Onsdag) var jeg til Middag hos Oberst Guldbergs, og besøgte med dem en Skov-Egn ved Havet der var deilig, men hvad der vist vilde have moret Hrr Ludovicus meere end mig, var to store Skabe med Oldsager, (thi Guldberg er Oldgransker) her var ogsaa mange Forsteninger, Hovedpyndt og et Been af en Kjæmpe-Jomfru, med samt hendes curiøse Hals-Baand af Rav Stykker, og en Messing-Ring til at sætte om Hovedet og slynge Lokkerne i, samt nogle Klodsede Haarnaale. Poeten Snedorff Birck beærede mig med en Vesit og bragte mig i Present hans Samlede Værker, det vil sige, tre Bøger, og spadserede lidt ud med mig, men han var gyselig distrai, og alfor poetisk, - Idag, (Torsdag) kjørede Hr Elmqvist mig ud til en anden Skov, der var saa fuld af Løg, at Vandet kom mig i Øinene, her kan ret Indvaanerne blive elegisk stemte; Udsigten var ganske deilig, tænk dem en smuk Bøgeskov, med høie bratte Klinter, hvor de gamle Egerødder stikke ud, og neden for Havet saa langt Øiet rækker; man seer Samsøe og hele Molboernes Land, der er meget bart. Iaften er jeg inviteret fire Stæder ud, men jeg gaaer til Elmqvist, eftersom han har været saa artig at tilbyde mig sin Vogn og sine Heste til Randers. Domkirken har jeg seet, man vil endelig, at den skal være større end St Knuds i Odense eller den i Roeskilde, men jeg finder den mindre, og den gjør ikke det store Indtryk som nogen af hine to. Her var ellers pudset op, en omvandrende Gipser havde restaureret Epitaphierne, og tænk, overmalet det sorte Marmor med hvid Vand-Farve. Drakkenberg seer ud som en Mumie, men har faaet en ny Skjorte og et Liglagen i Anledning af Kongens Ankomst; i denne høie Anledning er alt i Bevægelse, der bygges Æreporte o.s.v.- Men jeg glemte jo reent, at give dem Stile-Opgaver, da jeg reiste, her skal De da faae nogle Stykker, og siden naar jeg kommer til Odense nogle flere, thi nu skriver jeg Dem ikke til før jeg kommer der, men glæder De mig med et Brev, som jeg haaber, vil De da adresere det til Veile, men skriver De med første Post, send det da til Wiborg. Vil De altsaa angaaende Stilen skrive: 1) Venskab - 2) Hvorledes kan man sige at da Gjærrige ikke eier sine Rigdomme; men at de besidde ham? - 3) Treenigheds-Læren. - 4) De vigtigste Begivenheder for Jøderne, under deres Vandring i Ørkenen. 5) Krigens gavnlige Følger. 6) At udvikle hvad man forstaaer ved Følsomhed, Sentimentalitet og det at være et hænge Hovede. - - Hvorledes leve de ellers allesammen? Hvad sige Faderen og Moderen? - Men nu lev vel, i Dag er det Fredag og om 2 Timer kjører jeg til Randers, men da det nu er Postdag saa maa De have Brevet, jeg faaer ikke Tid at læse det igjennem, men De undskylder nok om der er nogle Feil, hils dem nu alle, smaae og store, og seer De Fru Petit, vil De da hilse hende fra Maleren Gebauer, som jeg havde den Fornøielse at træffe her. Lev vel! Lev vel,

Deres af Hjertet hengivne Andersen

Aarhuus, Fredagmiddag Kl 12 den 4 Juni 1830.

Tekst fra: Solveig Brunholm