140. til Jonas Collin . Bregentved den 16 Juni 1845.
Min kjære faderlige Ven !
Tak for Deres Brev ! havde jeg ikke Dem, saa fikjeg nok aldrig Brev fra Hjemmet, dog det er lidt for stærkt sagt, desuden blev jeg forleden Dag glad overrasket ved en Skrivelse fra Jette Collin bed Eduard sige hende, at hun snart skal høre fra mig, jeg skriver hende et langt Brev til. Iaftes kom Jeg her til Bregentved og blev saa hjerteligt og smukt modtaget af Grevinden og Børnene her i dette hyggelige Hjem; i Dag reise begge Sønnerne, med deres Lærere til Byen, og jeg sender derfor dette Brev med; Joachim skal bruge Badene paa Føhr og derfor er denne Indreise; jeg er saaledes nu ene herude hos Damerne og glæder mig til at være i en velsignet Kreds og i Ro at see paa Guds Natur; skulde De eller Nogen hjemme fra glæde mig med Brev da er jeg her endnu til Tirsdag den 24 Juni og Brev[e] til Bregentved gaae over Ringsted. Opholdet paa Nysø har egentligt ikke været behageligt; Baronessen har mange gode Sider og jeg vil troe hun ikke har Begreb om hvor ubehagelig hun kan være, jeg maa næsten troe at hun er mig meget god, men det forsikkrer jeg Dem, det ligge nu enten i min Personlighed eller ganske i hendes, mere ilde og uhyggelig har jeg ikke i Aar og Dag følt mig end ved at leve paa Nysø og see denne Jern-Villie, denne Tirren, denne knusende Domineren, jeg blev tilsidst ganske angrebet deraf, men havde sat mig for at holde de bestemte 14 Dage ud; jeg sagde hende ogsaa ganske ærlig, uden Heftighed, uden Vrede, at jeg kunde ikke holde ud at leve med hende og at jeg aldrig kunde have Lyst at komme til Nysø for at blive flere Dage; det gjorde virkeligt Indtryk paa hende, og hun var godmodig, hjertelig i det Øieblik, som jeg ikke havde troet, hun trykkede min Haand, søgte at spøge min virkelig dybe Fælelse bort og jeg sagde hende da ogsaa at nu udslettede hun meget bittert af mit Sind og at jeg meest vilde huske paa dette Øieblik. – Hun veed bestemt ikke hvor uelskværdig hun kan være. Baronen er en ædel, fortræffelig Characteer, og det bevægede mig meget en Dag, da jeg sagde til ham, "De maa sige til mig hvad De vil, thi jeg kjender Deres Gemyt, jeg veed der ikke er ond Tanke hos Dem" han fik Taarer i Øinene og trykkede mig hæftig. Elise, er en klog, velsignet Pige, en dyb, elskelig Natur, jeg vilde ænske hende at komme i en ny, livlig Levekreds. – Baronessen og jeg, skildtes meget venskabeligt, Alt staaer paa den gamle Fod, – men, jeg skal ikke ligge paa Nysøe under denne Regjering. – Nu haaber jeg her paa Bregentved at faae Rolighed i Blodet, faae mit gamle Gemyt igjen og blive glad – thi glad har jeg ikke følt mig de sidste otte Dage! jeg kan ikke udholde at see Andre lide Uret, og selv taaler jeg den ikke. – De kan troe at min Tanke ret har været i Amaliegaden, De kan begribe hvor Alt kjærligt og godt er gaaet op i min Sjæl; – jeg længes forunderlig efter dem Allesammen.
Fra Bregentved har jeg isinde at gaae over Corselitze til Fyen; Fru Claesen har med megen Venlighed indbudt mig, og da jeg aldrig har seet Falster og jeg derfra saa let kommer til Dampskibet som fører mig til Fyen, saa er det ikke stort fra Landeveien; jeg bliver imidlertid kun nogle faae Dage paa Falster, dog derom skal De høre nærmere, nu er jeg som sagt paa Bregentved til den 24 Juni. Hils nu Ingeborg, Louise, Jonna, Stella, Jomfru Lassen, Sønner og Sønnekoner, alle de Kjære fra
Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen
