H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Oline Collin, f. Thyberg 23. juni 1845

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 23. juni 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

148. Til Henriette Collin.

Bregentved den 23 Juni 1845.

Kjære Fru Collin!

Et Brev fra Dem ventede jeg slet ikke, De kan troe, jeg blev glad derved, jeg, som slet ikke fik sagt Dem lev vel! om Løverdagen kom jeg om i Dron­ningens Tvergade, for dog at see Dem og Børnene før Afreisen, men oven paa var hele Buret tomt, Alle vare de fløine bort og det et Qvarteers Tid før jeg viiste mig. Hele dette Foraar har jeg været opfyldt af et velsignet lykkeligt Humeur, den hele Vinter var mit Øie ret aabent for Livets ly­stige Side; alvorlige Tanker gik gjennem mig da vi mistede den kjære gamle Moder der hjemme, jeg følte første Gang ret hvor ganske jeg hørte denne Kreds til og det er maaskee denne Følelse, som mere end nogen­sinde, (selv ude i Verden,) iaar har fyldt mig med Længsel, givet mig et Savn af dem Alle der hjemme, hvor ved jeg ikke ret kan, som før nyde Øie­blikket ude. Nysøe er nu heller slet ikke et Sted for min Natur; her er jo meget smukt, og næsten kan jeg være fyldest gjort med dette, Guds Verden er mig Selskab nok, men man lever sig fast med de man er hos, og jeg maa have Gemyt om mig, jeg kan ikke slutte mig til en Dampmaskine, der uden at vilde ondt, dog gaaer knusende over Alt hvad den vil over; det var mig, som besøgte jeg Dronning Pomare, jeg var i en vild Dronnings Gunst, hvor man altid maa være paa sin Post, jeg følte mig uhyggelig, og besøger ikke mere Venskabs-Øerne, før de faae en Konge, som har levet før med os Andre. Halv aandelig syg kom jeg til Bregentved, og her er stille, vel­signet og roligt Vande, jeg kan just mærke her hvor angrebet jeg er af »altid at staae paa Post«, ved stedse265 at maatte bruge Tungen, som Sværd, men interesant er altid Lidelser bag efter.–Baron Stampe er en ædel Natur, Baronesse Elise en dyb elskværdig Characteer, de staae i min Tanke som venlige Skikkelse fra det Besøg; her paa Bregentved er det som levede jeg i enhver Henseende i Hjertet af Danmark, her ere milde, venlige Men­nesker og en Skov-Natur, som jeg intet andet Sted har seet Mage til. Især elsker jeg disse store, solbelyste grønne Enge midt inde i Skoven, disse grønne Udstrækninger hvor Hjort og Raa springe saa svævende afsted, standse og lytte med kloge Øine; jeg kan hele Timer gaae i stille Beskuelse, men de Timer haaber jeg ere ikke tabte, de virke, som Sollyset paa Da­guerreotypens Flade, det troe Billede inddrikkes og bliver staaende. Imor­gen reiser jeg herfra, jeg tager fire, fem Dage over til Falster, en Ø266, jeg endnu aldrig har besøgt; jeg tænker at finde det ret venligt derovre hos Clasens og saa flyver jeg igjen »over Bølge«, som der staaer i en berømt Opera-Text, som nok hedder »Ravnen«, og besøger Fyen, hvorfra Eduard skal høre fra mig. Igaar fik jeg et langt venligt, hjerteligt Brev fra Jenny Lind, der var dog ikke ret Solskin deri; hun kommer, skriver hun, ganske vist til Kjøbenhavn i September, da er jeg der desværre ikke, jeg længes meget efter at see hende, tale med hende og høre de forunderlige, sjæle­lige Toner hun saa velsignet eier. Siig mig dog hvorledes Deres Broder har det, hvor han tumler sig og hvilke Reise-Planer der for Øieblikket gaae gjennem hans Hoved; hjem maa han virkelig ikke komme, det kan De sige ham fra mig!–Er det sandt, hvad en lille Fugl har sjunget for mig, at Deres Moder skal have 12 svenske Studenter i Huset? Hils hende meget fra mig og siig jeg havde ikke troet hun var saa god en Skandinav, jeg haaber at hun nu, naar jeg kommer hjem modtager mig med Sangen: »Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!«–Hils de søde Børn kjærligt fra mig, min raske Jonas, min lille Gazelle Louise og Koquetten267 Mimi, for koquet er hun har jeg nok mærket. Lind og Luise ere jo fløttede ud til Rungsted, altsaa sees Familien vel ofte derude i det Grønne, hils dem rigtig meget fra mig og vær vis paa at jeg daglig i Tankerne omslutter dem Allesammen. Dette Brev skulde, da jeg begyndte derpaa have været et langt Epistel, en heel Udtalelse, men nu er her pludselig en Leilighed ind til Byen og jeg iler derfor med at skrive for at dette kan komme ind med de andre skrevne268. Lev lykkelig, kjære velsignede'ndash;nær havde jeg sagt Jette, men jeg skriver Fru Collin, hils min egen Eduard!

Deres inderligt hengivne

H. C. Andersen.

E.S Emil maa De bringe mange Hilsener, ogsaa David jun, jeg mener Harald.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin