Dato: 15. juni 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

11. Til E. Collin.

[15 Junii 1830]

Kjære Collin!

Hvilken Glæde var det mig ikke, da jeg aabnede Deres Brev, og saae, at det var fra Dem, at De dog tænkte paa mig! men i hvilket ulykkeligt Humeur satte det mig ikke, især Begyndelsen, saa at jeg ikke havde synderlig Glæde af den Tour til Greis Mølle jeg da stod i Begreb med at gjøre; det, at De havde kunne tænkt, at jeg for nogle Avis-Flauheder glemte Dem, saarede mig meget; Deres Faders Velgjørenhed og Deres Venskab, kan ikke saaledes glemmes, der er ingen jeg med mere Inderlighed hænger ved, og vil De glemme Fødselens Forhold og altid være mig hvad jeg er Dem, da vil De finde den oprigtigste, hjerteligste Ven i mig. De var lidt vred over at De næsten i 14 Dage ventede Brev fra mig, men kjære Collin, vi aftalede jo, at jeg først fra Viborg skulde skrive, og det var der min første Beskjeftigelse; husk desuden, at vi først kom til Aarhuus117 Tirsdag-aften, om Fredagen forlod jeg denne By, og tog Søndagmorgen til Viborg, hvor jeg strax skrev om Mandagen og sendte Brevet paa Posthuset, med Forlangende at det den første Postdag skulde afsendes; De seer altsaa, at jeg slet ikke har kunde bære mig anderledes ad! at det altsaa var det tidlig­ste Brevet kunde indtræffe til Kjøbenhavn. – Ikke sandt? – Jeg har ikke Uret. Det er mig af Vigtighed at De indseer det, da jeg holder saa inderlig af Dem. De veed selv, at jeg i Kjøbenhavn ikke omgaaes med nogen unge Mennesker, men det ligger i, at jeg ikke har truffet paa en eneste jeg ganske har følt mig draget til De er den eneste, og derfor vil jeg at De ingen Grund maa have118 til at træde tilbage; og her med Brevet, har jeg sandelig slet ikke visst Mangel paa Opmærksomhed for Dem; De indseer det vidst nok nu, og vi ere altsaa gode Venner. – Tak, for Deres Opmærksomhed an­gaaende mine Penge-Affairer, men jeg vedbliver endnu at troe, at jeg ikke allene gjør min hele Sommer-Reise for de 100 Rdlr, men endogsaa bringer Penge med hjem; pas paa! – De største Udgifter vare til Viborg, her steeg det 2 Rdlr over min egen Beregning, men derfra og her til Veile er der atter kommen Balance i Tingene saa at jeg her har flere Penge i Lommen end jeg efter den kjøbenhavnske Beregning skulde have, og efter al Sandsynlighed indtræffer jeg i Odense næste Løverdag med en 40 Rdlr, De seer altsaa at mit 3 Ugers Ophold her i Jylland ikke blev saa dyrt, som De troede og det i Førstningen tegnede til; men skulde jeg hændelsesviis komme i Forlegenhed saa tyer jeg til Dem, men det vil vel ikke skee, haa­ber jeg . – Til Flenstofte kommer jeg ikke før om en 3 a 4 Uger og vil alt­saa jo, træffe Kammeraaden, hvad De ellers berøre som, mirabile dictu, om Jomf: Scheel, der sværmer for mine Digte, finder jeg slet ikke saa mira­bile, det er noget jeg er saa vant til baade i Sjælland, Jylland og Fyen, ja modig har jeg vundet manget grønlandsk Hjerte for mit døende Barn, men ellers for at tale lidt alvorligere, saa forsikrer jeg at jeg i Kjærligheds Capitlet slet ikke er nogen Bürger, og at den Dame der kom selv med en Kjærligheds Erklæring til mig, vilde ganske tabe i mine Øine, jeg holder heller ikke stort af de exalterede Damer, selv om de sværme119 for mig. – Tusinde Tak for Deres Interesse for Ravnen, jeg kan ret ærgre mig over Manthey, men man maa jo finde sig i sin Skjæbne, dog een Ting kan De vist skaffe mig at vide, f. Ex, gjennem Hartmann, hvad da Mantheys Dom er, hvad han i Grunden siger som Svar paa min saakaldte »Bøn om en foreløbig120 Gjennemlæsning«, en Mening har han vel dog, før der kommer en ny Directeur; see at skaffe mig den at vide. – Viborg er den By der med Hensyn til den gode Tone, behagede mig mest, Stiftamtman­dens behandlede mig med megen Gjæstfrihed og Byens Rector, en sær­deles vakker Mand, (Hasselbach) til hvem jeg havde Anbefalings Brev fra Aarhuus kjørte mig om i de mest romantiske Hede-Egne. Ved Hald, en gammel Ruin, fandt jeg Egnen ganske som Walter-Skott skildrer os Lavlandene. Egeskovene vare saa vantrevne af Vestenvinden, at man paa Vognen næsten kunde see over den; store Lyngbakker hævede sig høit over mig og imellem disse saae man store Moser og uendelige Sletter. Jeg har stiftet mange nye, ret interesante Bekjendtskaber, og det var mig paa­faldne hvor bekjendt mine smaae Sager, især Fodreisen og det døende Barn, vare Jyderne; Romanen vil de næsten alle subskribere paa, og selv Byens Øvrighed i Lemvig, har lovet at tage en Subskriptions Plan; jeg kjørte med denne Mand fra Viborg til Aarhuus, (han er en Cancelieraad Gundellach og har Alt af mig, selv Vaudevillen) det var ellers en slem Tour, thi det regnede og blæste den hele Nat saa jeg var vaad lige til Skin­det, men har, Gud skee Lov! ikke faaet noget Bagsmæk deraf. I Skander­borg, logerte jeg frit hos Oberst Lieutenant Rosenberg og laae her i 3 Dage for at komme til Himmelbjerget, men min onde Skjæbne vilde at det skulde regne den hele Tid, og da vi121 den sidste Dag alt kjørte derud, blev Veiret saa slemt at vi maatte vende om, saa den deilige Tour gik Glip. Paa hele min Reise har ellers mine nye Bekjendtere altid givet mig Brev med til næste By, saa at jeg intet Sted har været ganske fremmed, men overalt er bleven kjørt ud at see de smukkeste og mærkeligste Stæder, saa at jeg ordenligt er ganske øm af at sidde. Skanderborg ligger ellers smukkest af alle de Byer jeg har seet, og paa Søen her, lærte man mig at styre et Roer, saa at jeg nu har det tilfælles med Chr: IV at vi begge har begyndt vor Sei­lads paa denne Søe. – Her hørte jeg ellers nogle122 Folkesagn. Horsens By er Jylands smukkeste, men Beliggenheden er ikke skjøn; Dorff var meget hjertelig mod mig og vilde overtale mig til at blive en Dag længer men jeg higede mod Veile, der ligger ret i en sveitser Egn. Her har jeg Anbefalings Brev til en Justitsraad Waarsaae, der vil kjøre mig omkring i den smukke­ste Om-Egn. Paa Torsdag (imorgen) tager jeg til Colding, hvorfra jeg med Pakkeposten Løverdag morgen reiser til Odense. Denne jydske Tour har ellers virket fortræffeligt paa mig, jeg har herved faaet et tydeligere Begreb om de Egne hvor mine Helte skal tumle sig og gjort flere behage­lige Bekjendtskaber. Digte har jeg slet ikke skrevet, men har en heel Bunke i Hovedet, som jeg formodentligt vil nedkomme med i Odense, Eet om Vesterhavet, og eet om Hederne har jeg ret tydeligt, og saa snart jeg faaer det til Verden skal jeg sende Dem det og siden Alt (poetisk) hvad der kommer. De maa da endelig hilse hele Deres Familie, De hilste ikke mig fra nogen af Dem, men jeg vil dog haabe at de huske123 mig, tænke paa mig, det er nu saameget, at jeg ikke kan forlange det. – Hvorledes lever Deres Broder? Seer De Foersom, da hils ham fra mig. De kan tro at der er meget jeg vil fortælle Dem naar vi sees igjen, nu løber Tankerne lidt sammen, og her er ikke Plads til Alt, dog eet maa jeg fortælle; jeg har talt med Riimpostens Forfatter: Klokker Heegaard; Stiftamtmanden i Viborg lod ham hente en halv Time før jeg reiste, for at jeg ogsaa kunde see denne Mærkelighed. – Heegaard var meget naragtig, jeg skal i Byen fortælle Dem om ham. – Men nu maa jeg ende Brevet, eftersom Papiret forlan­ger det, og De vil see at jeg slet ikke behøver at skrive Vers for at faae noget at fylde med. Strax ved Modtagelsen af Deres Brev skrev jeg alt Be­gyndelsen af dette, De seer altsaa at jeg ikke vil lade Dem vente, men lad mig nu ogsaa see at De snart – ret snart124 glæder mig med et Brev; hvor hurtigt eller hvor seent De skriver vil være mig en Maalestok paa Deres virkelig Overbeviisning at det ikke var en Feil fra min Side at De – efter Deres Mening – fik mit sidste Brev saa seent; derfor skriv ret snart til Odense, Addressen, veed De, er til Iversens Enke O: Boghandlerens. Hils Deres gode Fader og alle de andre, fra Deres Dem altid

inderlig hengivne

o, skriv!!!

Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin