Dato: 28. august 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Bregentved den 28 August 1845

Kjære Ingemann!

Nu er jeg paa Bregentved! Deres venlige Brev modtog jeg netop Dagen før min Afreise herud! Det var kjærligt og smukt af Dem at De skrev! hvorfor De ikke har faaet Brev fra mig om Skanderborg-Reisen, begriber jeg ikke selv jeg har villet skrive, men saa er det gledet hen! - Festen derovre hvor man bestemt ventede Dem, ja et Værelse med Seng stod parat i den store Indlogerings Trængsel, [overstr: Alt] var meget gemytligt og der var ganske vist fire Gange 5000, De veed til der sidstnævnte Tal vil den næveslaaende Kjøbenhavnspost reducere Folkemængden, men hvad der i høi Grad savnedes var et Arangement; Festen gik egenlig af sig selv, saaledes som en Fest paa egen Haand kan gaae! der var kun Een [overstr: mand] som tog sig deraf og han [overstr: var] ligesom Tordenskjolds ene Mand, han græd, det var den gode Oberst Rosenberg; ulykkeligviis var han syg Festdagen og syg Mand har ikke Energi! smukkest ved det hele forekom [overstr: det] mig at være et lille Moment jeg selv opsøgte; jeg gik om Aftenen op til Støtten, Faklerne brændte rundt om den og langs ad Landeveien, Blæsten førte Røgen og Gnisterne hen over Søen; jeg stod ganske ene deroppe og saae min egen lange Skygge fordoblet bevæge sig paa den røde Kirkemuur. Dybt inde i Skoven lød Sang og Dandse-Musik og rundt om paa alle Høie brændte Bauner, Bønderne havde tændt. Det var højtideligt og smukt. Med Sang-Foreningen kjørte jeg til Aarhuus, hvor den lange Vogn-Række, blev standset udenfor Byens Port, i det Portbetjenten bad os holde, thi vi skulde tages imod, sagde han, men vi var komne lidt for tidlig; saa holdt vi og han løb efter to Borgere. Jeg seilede næste Morgen til Kjøbenhavn / med Sangforening og det var ret livligt paa Søen, gid at De havde været med. Siden den Tid har jeg været i Kjøbenhavn; sidste Søndag fulgte jeg - efter en Indbydelse - Sangforeningen til Eremitagen hvor der blev sjunget i smukt Veir; vi spiiste Alle paa Fortunen; Klokken 1O gik hver til sin Vogn, vi vare ti paa den jeg skulde, vor Kudsk var aldeles drukken og midt i Skoven, mellem Fortunen og Klampenborg, væltede han os fra den høie Vei, dybt ned i en Grøft; ganske mærkelig var det, ikke Een af os fik nogen Skade, men at kjøre længer med [overstr: ha] den Karl dertil havde Ingen Lyst; Klokken halv to om Natten kom jeg saaledes [overstr: først] til Kjøbenhavn og Morgenen efter Klokken 7 rullede jeg alt afsted med Dagvognen for at [overstr: komme her] naae til Bregentved paa Excellens Geburtsdag. Søndagaften er jeg igjen i Kjøbenhavn, hvor jeg, dersom De vil glæde mig med Brev, er at finde til den 10 eller 12, da gaaer det til Augustenborg og derfra ud i den vide Verden. Vi mødes jo i Vatikanet? Vi maa mødes! Vi maa mødes! husk paa at hver Reise er en Medea-Drik der forynger! det er lettere at reise til Italien, end til Jylland, derfor flyv!

Bring den kjære Hauch min venligste Hilsen og siig ham at jeg paaskjønner hans varme Hjertelag, hans Venlighed mod mig, det vil særdeles glæde mig at see hvorledes han har opfattet mine Eventyr, jeg kunde imidlertid næsten have Lyst til at skrive ham nogle Ord til om disse Digtninge; jeg husker en Gang at han udtalte sin Glæde over det Ordsprog i den grimme Ælling: "det gjør ikke noget at man er født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svane-Æg", jeg troer imidlertid ikke at jeg fik ham gjort opmærksom paa at dette intet Ordsprog er, men derimod en Replik af mig [overstr: selv], ganske udsprunget af Eventyret selv; flere saadanne findes rundt omkring i Eventyrene og ere ganske mine egne.

Det glæder mig ogsaa særdeles at det er Hauch der vil skrive / om mine Eventyr, og skrive just nu, da Folk derved kunne see at han er mig meget kjærlig og god. Jeg har ærgret mig over den dumme Portion, som er saa uartig mod mig at de veed at læse en Skildring af selvsyg Poet, der døer i Daarekisten af bare Forfængelighed, kan falde paa og udtale det, at Forfatteren derved skal have meent mig; De weed det vistnok selv at Hauch beskyldes for i sin sidste Roman at have portrætteret flere Personer, og saaledes ogsaa mig -, ja "den Frisindede" har saagar nævnet mit Navn, som den Person af hvis Liv Hauch har ved Idee-Forbindelse taget Stof til et Træk hos sin gale Digter. Folk i Kjøbenhavn have da spurgt mig meget: "hvad har De gjort Hauch? det er jo skammeligt &" - og jeg har svaret at Hauch aldrig har tænkt paa mig, at han er en ædel, storhjertet Characteer, at han har Venskab og Godhed for mig, og at jeg var forvisset om at havde han opdaget enkelte Svagheder hos mig der lode sig benytte i een Digtning, vilde han just have lagt disse i en Characteer hvor man mindst kunde føre igjen tilbage paa mig, saa ædel og velsindet er han. Jeg er fuldkommen overtydet derom og det skulde gjøre mig meget ondt at vide, at Hauch troede mig saaret, jeg er det ikke! jeg bøier mig dybt for ham i aandelig Henseende og slutter mig fast til ham med al Inderlighed og Tiltro; jeg har ikke villet skrive Hauch til derom, men finder De det passende maa De gjerne sige ham det, at jeg er ligesaa vred paa Folk som snakke saaledes om hans Bog, som han kan være det. Men nu er Verden eengang en saadan Pjalt, og derfor glæder det mig doppelt at den kan see og høre ham tale [overstr. saaledes] om mig, som jeg veed han taler! - Romanen har jeg endnu ikke læst, men tænker at faae fat paa den naar jeg nu kommer til Byen. Lev inderlig vel! hils Deres kjære Kone fra mig og hav mig lidt i Tanker,

Deres inderlig hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 206-09)