Dato: 6. september 1845
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 115. Fra Henriette Wulff.

Lissabon d. 6te Sept 45.

Min kjære gode Andersen! Ja det var jo en lang Tid jeg ikke har skre­vet Dem til, men jeg har destomere tænkt paa Dem, og altid saa inderligt venligt og godt. At jeg ikke har skrevet er ikke uden Grund, det er en idée jeg havde, som jeg har endnu; men lader jeg være at skrive i længere Tid, saa troer De at jeg er et utaknemligt Menneske, der ikke skjønner paa den broderlige Godhed De har viist mig fra vores, saa godt som beg­ges Barndom. Og da Utaknemlighed er den Egenskab jeg nødigst vil have man skal tiltroe mig, - saa - ja saa skynder jeg mig her at bede Dem troe, at jeg holder af Dem som altid, og skjønner saa oprigtigen paa Dem i alle Henseender som et af de fortreffeligste Mennesker jeg kjender. Deres Godhed og Venskab er mig kjær som altid, og har jeg ikke plejet disse Følelser, er det ikke, fordi de ikke oprigtigen var deelte men fordi - ja fordi jeg var lidt vred paa Dem. - saa der slap det ud! Dog nu ikke mere herom.

Deres sidste Linier bragte mig den Efterretning at De maaske vilde rejse i Spanien og Portugal; gjør det kjære Andersen, det lønner Umagen! See Dem her vilde jo være en uhyre stor Glæde for mig, dog Gud veed om den bliver mig til Deel, jeg er en saa ustadig Fugl, at jeg selv ikke veed hvor det næste Øjeblik vil finde mig. Jeg venter i disse Dage Brev fra Chr: der bestemmer vore videre Planer; mit Haab er at Chr: kommer her i Efteraaret, bliver her nogle Maaneder, og at jeg da drager med ham mod Norden.1694) De begriber hvor to modsadte Følelser kjempe i mig Længslen efter Ida og hendes Børn jeg elsker saa højt, og min Kjærlighed til Syden, og den Godhed jeg nu føler for saa Mange her, dog sejrer jo ventelig den første Følelse, der dog Gudskelov er den Stærkeste; men hvor vil det ogsaa gjøre mig ondt at forlade Lissabon henimod den Tid jeg kunde vente Dem her! Livet her behager mig overordentlig, det vil sige det materielle, det aandelige er lidt magert, dog lærer man at finde sig i Alt. Jeg er desuden saa rask som en Fisk, og det er ikke lidet for en sygelig Plante som jeg. ­-

I Sommer drager De nu om i Tydskland, De er vist i Bonn1695) i denne Tid, det maae være meget moersomt og interessant der, saa mange Cele­briteter samlede og frem for alle Deres Veninde Jenny Lind, hun er der ogsaa seer jeg i Aviserne. Hun er jo engageret i Vinter at synge i den italienske Opera i London, er det sandt? Jeg veed ellers saa lidet af hvad der foregaaer i Verden, det er jo her meest Spanien og Portugal man inter­esserer sig for, og Alt er jo her saa forskjelligt fra det øvrige Europa. ­Varmen er dejlig stærk, jeg kan aldrig faae for meget af den, Frugterne ere dejlige, Menneskene ere venlige og gode, jeg nyder Livet tildeels som en Sydboe, om Aftnen paa en balcon, nydende Aftenbrisen, Synet af den yndige Tajo, den stjerneklare Himmel, undertiden et Maanskin som den klareste Dag, der oplyser med sine »tause Straaler« som Lamartine siger,1696) de smaa Haver med frodigt Viinløv, der nu tillige hænge fulde af store Druer, ja det Alt er saa dejligt, at man næsten ingen Længsel føler, knap efter en bedre Verden! Men nu min egen gode Andersen længtes jeg dog rigtignok efter at vide hvorledes De havde det, efter at kjende Noget til Deres Virksomhed, Deres Aand hviler jo aldrig, og hvilke Herligheder har den ikke frembragt i denne lange Tid jeg slet Intet har hørt fra Dem! Hvor disse linier træffe Dem har jeg ingen idee om, men hvor De end er, kan De gjerne skrive mig et langt langt Brev til, der beviser mig, at De mindes mig venligen og at De hellere seer, at jeg er blandt de Levende end de Døde, som jeg jo omtrent har været for Dem i disse Aar. De vil da ret omstændeligen fortælle mig om Dem selv Andersen, der er det, jeg har allermeest interesse for, og saa om Alt og Alle der bevæge sig i og om Dem! Intiende?1697) Kan De lidt Spandsk? Hvor det er et yndigt Sprog, men som jeg destoværre ikke kan, Portugisisk bilder jeg mig ind at tale som en Indfødt, skjøndt man ikke vil tilstaae det. Jeg slutter nu disse ufuldstæn­dige Linier, kjære Andersen! Dampbaaden vil afsted, og jeg vil nu ikke opsætte det længere at skrive, det varede længe nok. Jose er rejst til Ham­burg med en lille Broder, der skal i Skole i Oldersloe, for at lære Tydsk. Jorge hilser Dem meget; og min kjære dejlige Marie1698) ogsaa, hun holder allerede meget af Dem, og glæder sig til at De skal blive hendes Ven, vi tale ofte om Dem. Lev nu vel, Gud være med Dem; hvor De vandrer, vil De jo dog mindes med Venlighed

Deres systerlig troe hengivne Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost