Dato: 16. september 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 16 Sept 1845

Kjære Ingemann!

Mit Brev fra Bregentved har De vistnok modtaget, De maa nu troe at jeg er paa Veien til Augustenborg, men det er ikke blevet Tilfældet; jeg har ikke kunnet sætte min Reise til Udlandet i Forbindelse med den forestaaende Fest, har derfor gjort min Undskyldning og bliver endnu 6 Uger i Kjøbenhavn; det vilde glæde mig meget at høre lidt venligt fra Dem og derfor skriver jeg i Dag! - Strax efter at jeg fra Bregentved afsendte mit sidste Brev fik jeg da Hauchs Roman, men Tiden tillod mig der kun at læse første Deel; jeg skrev til Dem, at jeg maatte være vred paa de Mennesker, som saasnart de læste om en selvsyg, forskruet Digter, strax sagde det var mig; jeg maa nu / dømme Godtfolk anderledes nu jeg har seet denne Figur, jo, man har Ret i at sige: det er Andersen; her ere alle mine Svagheder samlede; jeg vil troe og haabe at jeg har gjennemgaaet denne Periode, men alt hvad denne Poet siger og gjør, kunde jeg have sagt og gjort, jeg følte mig uhyggelig grebet af dette grelle Billede, der viiste mig i min Elendighed. Vel troer jeg rigtignok at der for at give mig tro, hører endnu et betydeligt Suplement til, som jeg fortrøster mig ved har en Deel bedre Elementer, hvor ved jeg i Livet bliver taaleligere, næsten kunde jeg have skrevet, mindre foragtelig, thi jeg foragter eller ynkes over den Ulykkelige, der skildres i Romanen. Imidlertid er jeg fuldkommen overtydet om at Hauch ikke har anet at der var en saa stor Lighed, som der / virkelig er, ikke har havdt Tanke om hvorledes Alle maatte overføre det paa mig. Hauch er saa ædel, saa storhjertet, jeg veed han skatter det Gode der kan være hos mig; jeg har den største Tillid og Hengivenhed endnu til ham og vil beholde den. Hvad der har rystet mig, hvad der enkelte Øieblikke brænder mig i Tanken, er den ulykkelige Poets Endeligt. - For flere Aar siden talte Ørsted til mig om een af vore yngere Poeter og sagde at der i hans Digtninge var noget febrilt, udtalte det Muelige, at da hans Moder havde været sindssvag, kunde dette engang gaae ned paa ham, at den unge Digter vist tidt følte sig rystet ved selv at have denne Tanke, om hvormeget der nedarvedes og i Tiden udviklede sig; jeg blev bevæget derved, men udtalte det ikke, min egen Bedstefader var sindssvag, min Fader blev det kort før sin Død - De vil forstaae mig, hvorledes saaledes Opløsningen bliver for den Ulykkelige i den hauckeske Digtning, Opløsningen hos ham, der er mit Billed. - Jeg har en febril Følelse ved Tanken om hvad jeg her har læst, ved den Berørelse paa een af mit Hjertes dybeste Strænge, i det Folk ideligt / tale til mig om Hauchs Stemning for mig. Det er ubehageligt at beklages i det de som udtale denne Beklagelse ere opfyldt af den slaaende Sandhed i Skildringen af Eens Svagheder. - Her er Intet at gjøre, Intet at sige, det er en Søe jeg maa lade gaae over mig, det Bittreste deri er det, at jeg, som lidt klogere end mit Grel-Billede, herefter maa søge at være mindre aaben, men det skal jo ogsaa være godt og klogt - Hils paa det Hjerteligste Hauch fra mig; man har sagt mig at han var ansat nu i Kiel, det skulde ret glæde mig, det vil ogsaa være velgjørende for ham at leve i en større By, en By der nu kan kaldes Forstad til Hamborg. - Deres kjære Kone læser vel dette Brev, min bedste Hilsen til Hende følger med. Jeg har i den sidste Tid slet Intet skrevet, jeg føler mig som vaadt Brænde, der ikke fænger Flamme; Søerne udenfra forstyrrer ikke mit Humeur, som i gamle Dage, men de gjøre dog vaadt - dog nu reiser jeg jo ud, som mit fæle Billed ogsaa gjør, saa tørres man i det varme Solskin.

Deres kjærlig hengivne H.C. Andersen

Jeg boer i Hotel du Nord.

[Tilføjelse i marginen s. 4:] Paa Søndag kommer Jenny Lind, De og Deres Kone maa endelig komme at høre hende.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 210-13)