Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 22. juni 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludvig Læssøe
Sprog: dansk.

Odense den 22 Juni 1830.

Kjære Lessøe!

Først ved min Ankomst i Løverdags Aftes her til Odense fik jeg Deres venlige Brev, som har spadseret gjennem Jylland efter mig; jeg forlod nemlig Viborg Natten imellem den 10 og den 1l, og Brevet er altsaa kommet der til efter at jeg var borte; i Veile ventede jeg ganske vist at finde et Brev fra Dem, og jeg kan ikke nægte, jeg blev en lille Smule stødt over at De saa reent havde glemt mig, men nu seer jeg at De er ganske uskyldig, og jeg maa endogsaa takke Dem for at De saasnart tænkte paa mig. - Randers var en flau By, man kunde ikke faae et Par Randers Handsker, ikke heller Lax, og af de smukke Piger saae jeg ikke een, skjøndt jeg gjorte mig lang nok, og disse tre Ting ere dog de, som Byen mest gjør sig til af, man viiste mig Fatighuset, Spindehuset, Sygestuen, den indbyrdes Underviisning og mange andre fortræffelige Indretninger, som vare mig meget kjedsommelige at see, derimod var Viborg en ganske anden By, alt rundt omkring var mig en heel ny Verden, og alle Byens Folk viiste mig den største Opmærksomhed, ja meget mere end i Aarhuus, skjøndt de der selv fortalte det i Avisen. Stiftamtmanden og Rectoren førte mig hver Dag omkring, jeg var paa Thiele, et gammelt Herresæde midtpaa 0rum-Hede; jeg var paa Hald og saae de gamle Slots Ruiner; hele Egnen rundt om var ganske, som Walter-Skott skildrer os Lavlandene; høie, store Lyngbakker, der svandt som blaalige Bjerge i Horizonten, forkuede Egeskove, der som Krat voxede hen ad den golde Jord, samt store Indsøer og Moser der tabte sig i det Uendelige. - Jeg mødte en Kjeltring Familie, og saae nogle smaae Børn vogte Faar, hvor Drengen blæste paa Fløite, og hvor Pigen sang en Psalme og saa Visen om: Roat som faldt ned, skjøndt han holdt Balancen! det er utroeligt hvor skarp Vesten-Vinden blæste, jeg følte ordenligt Feber i alle mine Lemmer, og skjøndt jeg havde den inderlig­ste Lyst til at see Vesterhavet, maatte jeg lade være, og nøie mig med de interesante Beskrivelser deraf man gav mig i Viborg. Jo der er meget at fortælle naar vi sees, men nu maa jeg flagre ret afsted, thi Brevet her maa ende med min Ankomst til Odense. Der er da ogsaa noget meget. interesant for Dem der nu snart kommer, men De skal ikke have det strax. Fra Viborg kjørte jeg om Natten over Rederne til Aarhuus i en skyllende Regn, saa Tøiet draperede sig paa mig, saa at alle mine skjønne Former viiste sig. I Aarhuus var Alt Fryd og Glæde over Kongens Nærværelse, men Enkelthederne kan vi mundtlig meddele; herfra tog jeg Extrapost til Skanderborg, hvortil jeg havde Anbefalings Breve fra Viborg, thi paa min hele Reise har Honoratiores i hver By anbefalet mig til den næste; her var jeg i to Dage fik - tænk engang! Antiqviteter, som Eierne vare saa gode at skjænke mig og som jeg nu har den Fornøielse naar vi sees, at kunne overrække Dem til Bevarelse, nemlig, fra Ring­kloster, tæt ved Skanderborg er i Skoven, hvor Niels Ebbesen stred med sine Sønner, fundet et Stykke af en Rustning, der seer ganske kuriøst ud, samt i en Mose ved Søen om Skanderborg, en ganske mærkelig Fiske­krog paa henved en 3 Qvarteers Længde, den maa Thomsen sige os lidt om; endelig fortalte en Oberst-Lieutenant Rosenberg, der har Opsigt med den nye Landevei der, at han ved Slottet havde funden et heelt Skelet af en Hjort med en Kjede om Halsen, nogle Stykker af Kjeden havde han endnu, som jeg da fik; og her seer De da det antiqvariske Udbytte jeg har gjort i Jylland, kan det være af noget Værd for Dem, vil det meget glæde mig. - Skanderborg ligger ellers saa smilende deilig, at det ordenlig gjorte mig ondt, at jeg ikke havde Deres gode Moder der, hun vilde ret have glædet sig. - Horsens, er derimod en nydelig By, men ligger ikke smukt naar man har seet Skanderborg-Egnen, derimod er Veile ganske en sveitser Egn. Ved Greis Mølle er der høie Lyngbakker med tykke Skove, hele Naturen har et fremmedt Præg, man troer sig ikke i Dannemark. Jeg var ogsaa her paa Thiirsbæk, det vil sige, Thyras Bæk, da Gaardens første Bygning er skeet af Dronning Thyra Danne­bod; men det blev en saa øsende Regn, at jeg slet ikke kom i den deilige Skov der her strakte sig langs med Veile-Fjord, og jeg maatte derfor lade mig nøie med at see Gaarden, der er ganske antik, med Skydehuller, Voldgrave og Vindelbro, og med et stort Taarn hvor jeg saae et fælt Fangehul, hvor der endnu sat store Jern-Ringe i Muren. - I Colding er Gaderne gyselige og man fortæller, at da en Bondekone havde faaet et Been i Halsen, saa hun blev sort og blaae i Ansigtet deraf, og Manden i sin Skræk lagde hende i Vognen og rullede til Byen, kom han kun lidt ind paa Gaden, før Konen reiste sig op ved den gyselige Skrumple n og sagde: »Nu gik det Far«! - I Kirken viiste man mig et Gravsted, og fortalte: at den rige Mand der laae her havde i en Dyr[tid] svoret, at dersom han havde Korn paa sit Loft, som han dog havde, vilde han ønske, at det maatte brænde paa hans Grav; siden har man altid fundet brændt Korn der, naar man blot løftede een af Stene[ne] ud af Kirkegulvet, jeg gjorte et Forsøg og fik da ogsaa nogle brændte Ruug­korn, som Graveren formodenligt, da han saae sin Regning derved, vistnok har nedlagt; De skal faae Dem at see. Kolding Slot er en deilig stor Ruin, og fra Slotsbakken, seer man langt op i 3 danske Provindser; Fjorden ligger dybt under os, og til Høire sees Jyland, til Venstre Slesvig og ligefor Fyen; Poletimesteren Estrup gjorte mig en Vesit og jeg har lovet ham, ved min Ankomst til Kjøbenhavn at gaae til Thomsen og tale efter Evne om ikke han kan frelse Slottet fra aldeles at nedbrydes, som er en Spot og Skam, men som der dog meget frygtes for vil skee; desuden har jeg fundet et ganske sjeldent Oldtids Minde ved Skander­borg, som Poletimesteren der ikke troet var omtalt, og vistnok er et af de best konserverede Offersteder, det bestaaer af tre Afdelinger, vistnok har Offrene været i det midterste Rum og Offringen skeet i de to yderste, som jeg nu her har afmalet Dem, eller er det et Tingsted, hvad siger De?

Det gjør mig ellers meget ondt at de er syg, men nu er jo Feberen sat og De faaer vel da nok Kærfter, til at skrive mig snart et langt Brev til, De skal da igjen snart høre fra mig. Vil De levere Comedien og Vesitkort til Fru Schøn­berg. - Fra Jylland harjeg endnu ingen Hjertenskjær, jeg forlod Landet i Løverdagsmiddag, var ½ Time om det Smule Belt, og kom til Odense om Aftenen; mere herom den næste Gang. Hils Deres gode Fader, Moder, Dine og alle Brødre fra Deres

meget hengivne Andersen.

min Adresse er, som De veed, til Mad. KM. Iversen, Enke efter Hr Boghandler Iversen i Odense.

[Udskrift:]

ST.

Hr Studiosus Ludvig Lessøe afleveres hos Hr: Havne-Controleur Lessøe

Nørregade 229 - første Sal

Kjøbenhavn

frit

Tekst fra: H.C. Andersens Hus