Dato: 23. juni 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

13. Til E. Collin.

Odense den 23 Juni 1830.

Kjære Collin.

Med hvilken Glæde læste jeg ikke Deres sidste hjertelige Brev; modtag kun varmeste Tak der for; det var første Gang De underskrev Dem som »Ven«, skjøndt De i Virkeligheden ofte har viist25 Dem saaledes, men denne lille omstændighed her var mig saa usigelig kjær, just fordi jeg, ikke blot af Forbindlighed, men fra Hjertet føler mig draget hen til Dem, og mit varmeste Ønske er, at der ikke nogensinde fra min Side maa gives Grund til at vort Venskab, om jeg endnu tør bruge dette Navn, skal løsnes; med den indderligste Fortrolighed vil jeg altid komme Dem imøde, og jeg tør tro, selv naar De er i et daarligt Humeur, De ikke vil støde mig bort, uden at jeg jo føler, at det ikke er Deres Venskab der er mindre for mig, men det ligger i de øieblikkelige Omstændigheder. – Nu er det mig derfor doppelt kjært, ret ofte at kunde skrive Dem til, da jeg seer at, jeg vil ikke sige, De sætter nogen Priis der paa, men det morer Dem, og De saa ærligt gjen­gjelder mig med endogsaa hjerteligere Breve end mine vare, thi naar De skjænker mig Hjertelighed, bør jeg vise Fortrolighed. – Eengang om Ugen altsaa, vil jeg sende Dem et Brev, og hver 14 Dag, i det mindste tør jeg vel altsaa vente et fra Dem igjen? – I Veile morede jeg mig meget godt, havde kun Veiret været anderledes. Egnen omkring Greiss Mølle er ganske romantisk; høie skovbevoxne Banker og en dyb frodig Dal med den store Fabrik; om Onsdagen kjørte en Justitsraad Vaarsaae mig ud til Tiirsbæk (c: Thyras Bek, thi Grund-Stenene ere lagte af Thyra Dannebod), her boer en General Krigskommisair Bekker, hvis Bekjend­skab jeg havde gjort paa Dampskibet, og som nu modtog mig med megen Forekommenhed, men det blev saa øsende en Regn, at vi slet ikke kom omkring i den deilige Skov der strækker sig langs Veile-Fjord, men jeg maatte lade mig nøie med at see Gaarden, der er ganske antik, med Vin­delbroe og Grave, Skydehuller ved Porten og et stort Taarn med en Fangekjælder, hvor der endnu sat Jern-Ringe i Murene. – Da jeg om Aftenen kjørte til26 Veile strømmede Regnen saaledes ned at alle mine Klæder draperede sig paa mig, saa man ret saae alle mine skjønne Former da jeg traadte ind i Stuen; jeg stiftede ellers Bekjendtskab med en stor Mængde Krigsmænd fra Fredericia, som ret afmalede mig deres By, som et sandt Eldorado, og vilde have mig ad den Vei til Fyen; Deres gode Fader havde desuden givet mig et Anbefalings Brev til Fru-Hornemann der, men da Fredericia ingen Mærkelighed havde for mig og jeg derimod læste at Skipper Clements havde siddet fanget paa Colding-Slot, tog jeg med Retour til denne gamle By, hvis Gader er saa slette at der fortælles, at da en Bondekone havde faaet et Been i Halsen, saa hun blev blaae og sort i Ansigt [et] deraf, og Manden i sin Skræk lagde hende i Vognen og rullede til Colding, kom han kun lidet ind i Byen før Konen reiste sig op ved den gyselige Skrumplen og sagde: Nu gik det, Far! – Justitsraad Vaarsaae havde givet mig et Anbefalings Brev med til en Pastor Hertel27, der viiste mit Byens Mærkeligheder; i Kirken ligger der en rig Mand, der i en dyr Tid svor at han ikke havde Korn paa sit Lofte, skjøndt dette var ganske fuldt, og ønskede, at dersom han havde noget, det da maatte brænde paa hans Grav, hvilket da ogsaa skete, og endnu den Dag [idag] finder man, ved at bryde een af Stenene op, brændt Korn; jeg gjorte et Forsøg og fik da ogsaa nogle brændte Ruugkorn, som jeg skal vise Dem, men formo­dentligt har Graveren, der finder sin Regning der ved, puttet dem derned; Præsten sværmede ellers for mine Digte og havde selv sat Musik til: Sol­daten, som han kaldte sit: Livstykke. – Colding Slot er en deilig stor Ruin, men det er lidt farligt at klatre om derinde, da det seer ud som det vil styrte ind, dog trak jeg mit Mods-Organ ved Haaret, for at faae det stort nok, og vovede mig saaledes lidt ind i den saa kaldte »Kong Albrects Kjælder«, hvor ogsaa Skipper Clemens, siges at have siddet. – Uden paa Raadhuset saae jeg ellers, for første Gang i mit Liv, en Gabestok og de Jerntænder Forbryderne før bleve knebet med, en smuk, passende Prydelse for Raad­huset; om Aftenen havde jeg en Vesit af Poletimesteren (Estrup?) der var meget imod at Slots-Ruinerne skulde rives ned, som der skal være bestemt, og han bad mig ogsaa tale med Thomsen derom naar jeg kom til Byen, da ved hans Interesse de muelig kunde frelses, thi staae kan de nok et 100 Aar endnu, og de er dog den smukkeste Prydelse for Byen. Hvilken Udsigt nød jeg ikke deroppe fra Bakken, Fjorden ligger tæt neden under og man seer paa Engang tre danske Provindser, Jyland paa venstre, Slesvig paa Høire, og ligefor Fyen med Hindsgavl og dets Skove. Jeg spadserede ind paa tydsk Grund og plukkede mig en Mark-Viol, som jeg fører med. Løver­dagmorgen tog jeg med Pakke-Posten til Odense, vi vare 1/2 Time om at komme over Beltet og det regnede næsten lige til Odense, hvor jeg tæt uden­for Byen saae det blege Hovede paa Stagen, af den Karl der skjød Provst Møllers Pige. – Af Nyheder fra Odense veed jeg ingen, uden at Fru Dannemand reiste nu igaar, efter at have opholdt sig her nogle Dage og seet Byens Mærkeligheder. Foersom og to andre Skuespillere ventes i Dag til Byen; jeg hørte ellers igaar en sandfærdig Historie af en Major Stokflet der sværmer for Digteren Heine; han læste nemlig for een af Byens første Damer noget af denne Digter om Napoleon, hvor der omtrent stod: »at Clio havde skrevet hans Navn med Udødeligheds-Ziffre«, da han nu kjendte Damens Aands Udvikling, spurgte han hende, om hun vidste hvem Clio var, og hun svarede strax: Ih, jo! det er vel et af hans Fornavne, O: Napoleons. – Den unge Poulsens Geliebte saae jeg, og hun er sandelig blevet meget smukkere end ifjor, og da var hun mig dog ret vakker. Igaar eftermiddags kjørte jeg en smuk Tour med Apotheker Andersens hvor jeg havde været til stort Middags-Selskab og disputeret med en underlig Præst fra Kjærteminde, der paastod, at Coreggio var et daarligt Stykke, deri­mod Väringerne et Mesterstykke, og tænk engang Damerne gav ham ret, især for den deilige Monelog: Da Herkules paa Veien stod, da var han slemt i Knibe. De fortæller mig at den lille Jomfru Lange er forlovet med Larcher, det er jo en fæl Historie! den livlige, vakre Pige skulde have en langt anderledes Elsker, o det er ret taasset! næsten kunde jeg ærgre mig, skjøndt hun slet ikke kommer mig ved. Er virkelig den nye Vaudeville saa daarlig? Jeg troer det er Publicum der er det, og at det nu er en Idee, at Forfatteren til Øster og Vestergade ikke længer kan skrive noget godt. Naar De hører om Ravne-Operaen vil De da lade mig det vide. Men nu lev vel! tusinde Hilsener til Deres Fader, Moder, Broder, Søster, Drev­sens, Wulffs Heiberg osv fra mig. Næste Gang skal De faae et nyt Digt med.

Deres af Hjertet altid hengivne

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost