H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Carsten Hauch til H.C. Andersen 14. oktober 1845

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. oktober 1845
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø den 14. October 1845.

Ved at tale med vor fælles Ven Ingemann har jeg med virkelig Bedrøvelse erfaret, at De, kjæreste Andersen, mener, at jeg har sigtet til Dem ved en af de meest fremspringende Charakterer i min nye Roman, Slottet ved Rhinen. Da jeg usigelig nødig vil krænke Dem og virkelig har Dem kjær som Menneske og skatter Dem som Digter, saa er det mig af Vigtighed at udtale mig for Dem i denne Henseende. Jeg veed vel, at Flere ere faldne paa den Tanke, og det har virkelig smertet mig. Det falder dog af sig selv, at jeg i hiin Charakteer kun har villet give et almindeligt Billede, der skulde vise, hvorledes Talentet kan forvilde sig, og hvor ulykkeligt det kan blive, naar det udelukkende vil gjøre Poesien til Middel for endelige Interesser og ikke betragter den som et høit over ethvert personligt Hensyn staaende Øiemed, naar det vil gjøre Muserne til Tjenerinder for jordiske Hensyn og ikke er i Stand til at opoffre alt sligt for det høiere, himmelske Kald. At vi nu Alle have vore svage Øieblik, hvori den ydre Glands blænder os, det er upaatvivleligt, og i denne Henseende kan jeg sige, at jeg ligesaa vel har tænkt paa mig selv, paa tilbagelagte Stadier i mit eget Liv, som paa nogen Anden. Jeg har iøvrigt kjendt en Original i Tydskland (en ubekjendt Digter, der var Huuslærer hos en Familie, hvor jeg ofte kom, og der meddeelte mig sine Manuscripter), hvilken ikke havde nogen anden Maalestok for et Menneskes Fortræffelighed, end om han, som han pleiede at sige, viste ham den skyldige Agtelse og paaskjønnede hans Fortjenester. Hvis jeg i det Hele har tænkt paa Nogen, saa er det især denne Person, der har svævet mig for Øie. For Resten er der vel faa Lande i Verden, hvor man er saa begjærlig efter at finde Allusioner, som i Danmark, og jeg har med Forundring hørt, at man har fundet Personer, til hvilke jeg skal have sigtet, næsten i alle de i den omtalte Roman opstillede Hovedcharakterer; ja, virkelig skarpsindige Mænd have endog paastaaet, at jeg har sigtet til Individer, som jeg ikke engang kjendte. Dette er, hvad jeg i Almindelighed herom kan sige; men fordrer De nu, at jeg skal lægge Haanden paa Brystet og for Gud og min Samvittighed tilstaae, om jeg da i intet Øieblik har tænkt paa Dem, saa maa jeg, selv om De skulde vredes, svare, at nogle Svagheder hos Dem ogsaa er faldet mig ind under Udarbeidelsen; et Par Svagheder hos mig selv er imidlertid ogsaa faldet mig ind, som sagt, og der ere Flere her i Landet, der da kunde tage sig af Billedet. Vil De derimod spørge, om jeg har villet skildre Dem eller nogen anden virkelig existerende Digter, saa maa jeg paa det alvorligste svare med et Nei; jeg vilde kun give et almindeligt Billede, som vi Alle kunde have godt af at see os i Speil paa, og hvis Udskeielser kunde staae for os Alle som advarende Exempler; thi det er netop de høiere begavede Naturers Ulykke, at man i sin egen Triumph udvikler Spiren til en Egoisme, der let kan ødelægge den skjønneste Natur, og at man, idet man fremtræder som Repræsentant for den høiere Verden, let kommer til at modtage den Hyldest, som man saaledes erholder, som Noget, der tilkommer Ens egen Person. Heri ligger Geniets Syndefald, og mange, herlige Naturer ere faldne paa denne Vei; Enhver maa vogte sig, at Begeistringen ikke bliver til en forvildende Ruus, og at Henrykkelse over Aandens Gaver ikke bliver til Selvtilbedelse. Hvad nu Dem selv angaaer, da anseer jeg Dem for en virkelig kaldet Digter, der i Deres Hjertensgodhed, Deres Kjærlighed til det Skjønne og Begeistring derfor, besidder en saa stor Modgift mod alle Konstnernes Svagheder, at De sikkert vil, og, som jeg mener, for en stor Deel allerede er gaaet seirende ud af den store Kamp, som vi Alle maae kæmpe, og som er langt vigtigere end den, vi maae kæmpe udvortes mod et tidt uskjønsomt Publicum. At jeg for Resten ikke har tænkt paa Dem med Historien om Plagiatet eller med alle de mangfoldige Konster, hiin Person bruger, behøver jeg vel ikke at forsikkre Dem om; det falder saameget af sig selv, at en slig Forsikkring vilde være en Fornærmelse. Den hele melankolske Side, den indvortes Fortvivlelse og det Skinliv, der tilsidst fortrænger det sande Liv og forvandles til Afsind, mener jeg ogsaa, at hverken De eller nogen Anden her i Landet kan tage Dem af. Deres Naivetet og levende, barnlige Glæde over Alt, hvad De oplever, Deres friske Anskuelse deraf, er jo netop en saadan Sindsstemning aldeles modsat. Ingen kan iøvrigt være mere overbeviist end jeg om, at de Gaver, Muserne have skjenket Dem,ville sikkre Dem mod den Forglemmelse, som hiin ulykkelige, saakaldte Digter i min Roman er hjemfalden til; thi hos ham er det Meste Skin og Bedrag, hos Dem er der derimod en virkelig Genialitet, der hvert Øieblik bryder igjennem i Deres Productioner. Havde jeg for Resten troet, at De selv kunde falde paa at applicere en saadan Skildring paa Dem, da skulde jeg sikkert have modificeret den anderledes. Jeg haaber engang ved Leilighed ogsaa offentlig at kunne vise Dem den Erkjendelse, jeg har, af de rige Gaver, Muserne have udstyret Dem med; og jeg haaber, at De, hvad man saa finder for godt at sige, ikke vil betragte mig som den, der ønsker at tilføie Dem Skade, eller der stræber at nedsætte Deres Virksomhed; det er langtfra, det forsikkrer jeg Dem om. Bestandig med uforandret Hengivenhed Deres

J.C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (316)