Dato: 25. oktober 1845
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø den 25 October 1845

Kjæreste Andersen! Deres Brev har inderlig glædet mig. Det er mig et nyt Beviis paa, hvad jeg fra det Øieblik, jeg personlig lædrte Dem at kjende, aldrig har tvivlet om, at De i Deres inderste Natur er god og fortræffelig, hvilke Menneskeligheder De endog, ligesom vi Andere, kan have at kæmpe imod. Jeg skal bestandig bevare Deres Brev som en kjær Erindring. Vær De fremdeles vis paa, at jeg aldrig har tænkt paa at krænke Dem personlig, og at Ingen har været mere bedrøvet end jeg over Publikums haardnakkede Fordom i denne Henseende; jeg anseer den persisterende Copiering for et usselt Metier, som jeg gjerne overlader til Corsaren, med hvilken jeg, hvor vitig den undertiden kan være, aldrig har tænkt paa at kappes. Jeg troer heller ikke, at nogen poetisk Virken i denne Henseende er mulig; thi en blot Cpie af Livet giver intet poetisk Billede. De er desuden meget for god til at fforvexles med en saadan ulykkelig Charakteer, hvori efter min Mening Nutidens poetiske Brøst og Bræk skulde fremstilles, ligesom dens philosophiske gjennem Frøken Emilie, for hvilken man dog ogsaa (in parenthesi sagt) har troet at finde en Original, som jeg selv er langt fra at have villet tegne, og som, saavidt jeg veed, er aldeles forskjellig fra det Væsen, jeg har fremstillet. Hvad Dem selv angaaer, saa skatter og erkjender jeg Deres virkelige Digternatur saa stærkt, at jeg er overbeviist om, at De bade har hvæet og vil hæve Dem langt over den lave Sphære, hvori Reputationer komme og svinde ligesom Luftmeteorer; thi en usædvanlig Phantasie og en inderlig Følelse udmærker meer eller mindre Alt, hvad De skriver. Jeg ønsker Dem ret inderlig Held og lykke til Deres Reise, som jeg af Hjertet under Dem. Nordboen er en Trækfugl, det føler jeg ofte selv; vort Hjerte higer idetmindste ned imod Syd, selv naar det ikke er tilladt at følge vor Drift, og naar Vingerne kun faae Tilladelse til at slaae imod Burets Jernstænger paa den Tid, da Andere brage afsted.

Jeg har i denne Tid gjort mig mere bekjendt med det svenske Sprog og den svenske Liteartur, end jeg hidindtil har havt Leilighed til. Blandt mange Ting, som jeg har læst, er der Intet, der ahr grebet mig saaledes som Atterboms Lyksalighedens Ø. Jeg kunde i flere Nætter ikke sove, da jeg læste den. Uagtet den lider under en altfor stærk lyrisk overfylde, og tillige af en altfor stærk Efterligning (dog kun paa enkelte Steder) af Oehlenschläger, som man maaskee, hvis en dansk Forfatter havde tilaldt sig den, vilde hos os kalde Plagiat, saa re der dog en saa dybsindig og poetisk Grundtanke i Bogen, og den er saledes gjennemført, at den stempler det Hele til et meget beydeligt Digterværk. Ved ufrosigtig at støde an mod Liberalismen har Forfatteren berøvet sig en retfærdig Erkjendelse af Nutiden, men i den kommende Tid vil den ikke mangle. Svanvit er en af de yndigste, qvindelige Charakterer, jeg kjender; alle Samtaler, hvor Styx optræder, ere saa fortræffelige, saa dybsindig-philosophiske, at man kun i Faust træffer noget Lignende. Havde jeg Penge og Leilighed, saa reiste jeg til Sverrig for at see den Mand.

Jeg sender Dem hermed en Afhandling, som det maaskee i et ledigt Øieblik ikke vil mishage Dem at gjennemløbe.

Deres Breve til Ingemann har jeg gjennemlæst og tilstaaer gjerne, at jeg havde udtrykt mig galt med Hensyn til Dem. Jeg glæderm ig til, at Deres Roman udkommer, som jeg venter mig meget af. Desværre er jeg idag hindret fra at skrive Dem saalangt til, som jeg havde ønsket, og dog vilde jeg nødig at De skulde reise, før jeg endnu havde sendt Dem et Par Ord til Afskjed. Lev vel endnu engang! Jeg ønsker Dem alt Held og al Lykke.

Med Venskab og inderlig Erkjendelse

Deres

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost