Dato: 7. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

16. Til E. Collin.

Odense den 7 Juli 1830.

Kjære, bedste Collin!

Hjertelig Tak, for Deres venlig Brev; De skrev deri, at det vidst vilde være meget kjedsommeligt, da De skrev det i halvsøvnig [Tilstand], tvert­imod, den eneste Feil var, at det forekom mig at være for kort; jeg længedes ret den Postdag efter at høre fra Dem, og jeg anede ogsaa at De vilde glæde mig med et Brev. – Det fornøier mig saa meget, igjennem de døde Bogstaver, at kunne tale med Dem, og min Brev-Due vil aldrig glemme een-gang om Ugen at flyve over til Deres lille Fuglerede bag de grønne Grene; (jeg mener Træet i Gaarden). – Her paa Iversens smukke Landsted begynder ret min poetiske Mølle at gaae, hver Dag faaer jeg eet Digt færdigt, saa at det bliver nu bestemt at jeg til Nytaar vil udgive en: poetisk Jydepotte for 1831, hvad synes Dem om denne Tittel? Er den ikke god? Desuden vil denne Pjese have den Fordeel29, i een Henseende for Digtene, at den vil udgjøre et sammenhængende heelt i en Cyclus af Digte, et lille Drama, og Badens latinske Grammatik, behandlet som en claurensk Novelle; eet af Digtene: Phantasie ved Vesterhavet, som jeg skrev forleden, sætte30 de hos Guldbergs ved Siden af det bedste i min Digt-Samling, altsaa ogsaa ved Siden af Det døende Barn og Dykkerklokken, De skal faae en Afskrift af det, men ikke i Dag, thi da skal der allene passiares. (Hvor det i Grunden dog er behageligt at passiare paa Papiret, saa faaer man dog Lov til selv at snakke, uden at nogen afbryde Een.) Jeg tænker at den poetiske Jydepotte vil faae mange Subskribenter i Jyland, derfor er det vel bedst selv at forlægge den; det lille Drama jeg ovenfor nævnte, der skal staae deri, er den Idee vi alt havde i Vinter, denne Blanding af Jule­-Stuen og Carl den store; naturligviis, maa jeg see at faae denne lille Helt bort, da ellers den virkelige store (æstetice) kunde blive gnaven; men det kommer jeg nok ud af; jeg vil lade Scenen foregaae paa den jydske Hede, hvor Mackbets Hexe dandse om en stor Jydepotte hvori de komme alle de Stumper af Stykker hvori de Helte er der skal spille Farcen, og synge saa deres »boubl, bouble!« medens Dampen lægger sig over Heden og danne derpaa et Theater hvor man seer Stykket. Forstaaer De mig? – Nei! – ja saa maa det være dermed til vi sees. – Det er vist ellers ikke værd at der bliver formange af de nye Digte bekjendt. Angaaende de to Heiberg fik, vilde jeg nok have vidst Deres Mening, men den glemte De, ligesom Svaret paa en heel Slump Spørgsmaal jeg i sidste Brev plagede Dem med; fEx: om De intet havde hørt angaaende, min Ansøgning om fri Regents, og frem for Alt, om der endnu intet kan bestemmes med min Opera? Hvad si­ges der? tænk dog paa mig i dette Capitel. I Løverdags skulde jeg have været til Hofmanns Gave, men det blev saa styrtende en Regn, at jeg ikke kunde komme uden for Døren, men nu haaber jeg at Veiret, der hidtil har havd anden Dags Feber, snart kommer til ægte Sommer Helbred og saa ruller jeg der ud, og skal da hilse hvert levende Væsen fra Dem, ja selv Træer og Blomster, forlanger De mere? Vil De endelig hilse Fru Wulff grumme meget fra mig! Det var ganske herligt, som De skriver, at der (saa smaat) hørtes hos Tieck om Fodreisen og Digtene, men De maae sige, om Jette31 vil, det kan ikke hjælpe at bede Christian; Jette har desuden lovet mig det, har Digtene med, og hjertelig Interesse for mig. – Vil De takke Deres gode Fader fordi han sendte mig Schley's Brev; han har i Sinde at samle et Udvalg af danske og svenske Digte32, som han vil oversætte paa tydsk, i det sidste Brev talte han alt derom, og spurgte mig om de bedste Sager, blandt andre nævnte jeg ham33 Boyes: Kirkeklokke i Farum, nu beder han mig om den inden Aarets Udgang, vil De derfor sige mig hvor den er at finde, eller troer De ikke naar jeg kommer til Byen, vi kan faae den hos Boye selv? Det er ellers komisk, at af alle mine Digte, sætter han næsten Martsviolerne øverst, »es ist ein unendlich zartes Gedicht, wie viele34 Thränen mögen darauf schon gefallen seyn, und wie viele noch fallen«, siger han blandt mere smukt tydsk derom; han har da oversat dette og vil nu begynde paa, »Soldaten, Graat-Veir, Klintekorset paa Møen, Holger Danske og Recensionen«. – I hans Brev fulgte ellers et andet til en Herrn Henckhusen, der nyelig er kommen fra Libau til Kjøbenhavn, og som han beder mig besørge til ham, men vor Herre maa vide, hvor denne gode Mand er, jeg veed derfor intet bedre end at lægge det heri, og bede Dem, at lade forhøre i Hotel du nord, thi saadant et Sted boer han vel (vil De ikke nok?), skulde han da ikke findes, saa er De nok saa god at gjemme Brevet til jeg kommer til Kjøbenhavn, jeg vil da med en Skibs Leilighed sende det i et af mine Breve, tilbage igjen til Libau. – Af komi­ske Digte har jeg kun skrevet et, om de Jydske Heder, og det er i Grunden dog ikke saa komisk, det er kun »den fine, den line, den søde, den bløde«, der her gjør den gode Virkning, ellers har alle Digtene endnu et meget høi­tideligt Præk, noget som De alt kan see af det tilsendte, om: Havfruen paa Samsøe. – Her er ellers meget muntert, ude paa Iversens Sted, De ved at den afdøde, gamle Iversen var meget lunefuld, og her er derfor en heel Deel ret snorrige Anlæg, saaledes har vi en heel Fæstning ved Canalen, med Træsoldater; i Haven er det enhver tilladt at spadsere og vi see derfor daglig en Mængde, foruden en Pokkers Hob, der gjøre Vesitter. Daglig er vi 13 til Bords hvoraf de 11 er Damer, og af disse ere de 9 imellem 22 og 12 Aar, saa De kan tro vi nok kan gjøre Løier. – Før jeg reiste fra Byen klinede jeg mig en Billedebog af Krähwinkler og deslige; den viiste jeg forleden til Guldbergs, der bad om den maatte blive hos dem en Dags Tid, da jeg nu fik den tilbage havde Obersten og en Frøken Gyldenkrone forøget den med flere ny Sager og Mottoer af mine egne Digte, saaledes var mit eget Billede der, nok saa nydeligt, med en lille bitte Dame (avis aux lectrices) der meldte sig osv. De skal faae det at see. Igaar-Aftes da jeg spadserede herude i Skoven, fik jeg en interesant Overraskelse; det bruuste, nemlig med eet, som om der kjørte 3 a fire Vogne med Jern over en Stene-Broe, og da jeg ganske forskrækket saae om mig, var i Ordets egenlige Forstand, Himlen næsten skjult med Fugle, der i en uendelig Sværm svingede sig ud over Søen, det var noget overordenligt deiligt. – De maa da endelig ikke glemme at hilse dem allesammen hjemme eller paa Frederiksstal, De har vist glemt det, thi jeg vilde gjerne have en Gjenhilsen – Hils ogsaa Heiberg meget fra mig, det gjør mig ret ondt at han ikke er vel, men nu faaer vi vidst smukt Sommer-Veir og saa bliver der jo Sommer i alle syge Folk, og da snarest i ham. – Dersom Tiden tillader Dem det, da skriv mig til paa Søndag, De kan ikke tro hvor det glæder mig, thi De er, som jeg maaskee alt har sagt Dem, min eneste Ven, tør jeg ikke nok kalde Dem det? Af

Jevn-Aldrene har jeg slet ingen jeg føler mig hengiven til uden Dem – – – men nu bliver jeg elegisk mærker jeg, og De finder vist det samme, derfor ikke mere, De forstaaer mig jo nok? Naar De nu skriver, siig mig da hvad De synes om Ideen til den poetiske Jydepotte, og om De troer at vi allerede nu, foreløbigen bør anmælde35 dens Ankomst; i de jydske Byer jeg kommer fra, har jeg ihver een, ja to Bekjendtere, som jeg nok kan bede om at tage sig af Subscriptions Planer og jeg bilder mig ind at vi fra Jylland nok skal faae en 50 Subscribenter, de kan jo ikke være andet bekjendt da Bogen er skrevet til Ære for deres Land. Men nu siger Papiret basta! der­for Lev vel, kjære Collin, gid De maa leve ret fornøiet, frisk og vel! og glem ikke

Deres inderlig hengivne Ven

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost