H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 11. juli 1830

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 11. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

18. Til E. Collin.

Hoffmanns Gave den 11 Juli 1830.

Kjære, bedste Collin!

I Løverdagsaftes kom jeg her til, og agter at forlade disse fortræffelige Mennesker, første Markedsdag O: Onsdag, men da det vil være uvist, om jeg kommer saa tidligt til Odense at jeg der kunde faae et Brev skrevet og med Posten, vil jeg allerede begynde paa det her, og skrive nogle Linier hver Aften, for at der ingen Uge skal gaae over med at tilsende Dem mine Breve. – Jeg har kun været her een Nat og een Dag og finder mig alt ganske Nemme; jeg har nu lært Ringspil, kan ogsaa godt balancere paa Stangen ved den grønne Plet udenfor Huset, hvor De øvede Dem ifjor, og fremfor alt lært at spise Kirsebær; Træerne bugne under Vægten, og de ere alle modne saa det er en Lyst; gid jeg kunde putte Dem et af Træerne herind i Brevet skulde jeg, men det lader sig nok ikke gjøre! Jeg har mærket at man ret studerer Botanik her, og er Talen om Blomster og Væxter, føler jeg mig reent svinde hen i et Nix, jeg som dog i Jylland vandt daglig i Folks Agtelse, naar de hørte mig kjende Hør, Hamp, Rap og Rølleger! – Man har lovet mig at jeg skal lære her »at støbe Engle«! Pigebørnene skal lære mig det, men Fruen vil at vi endnu en Dags Tid skal lære at kjende hin­anden mere; Gud veed hvad der stikker under, jeg tænker det er slemme Skjelmsstykker. Iaften har vi alle gjort Kunster, lavet Gaader til hinanden, og den jeg gav Fruen var følgende – men husk, at den er lavet i Øie­blikket. (Den bestaaer af fire Stavelser):

De tvende første er et Hundenavn,

De sidste, Tittel paa en Tyvekvinde,

Det Hele staar som Fordeel – ikke Gavn,

For en bekjendt tydsk Digterinde.

Caro O: et Hundenavn. Line, O: den line, den fine, den søde, den bløde.

Det Hele er Caroline O: Caroline Pickler.36

Den anden Charade jeg maatte lave, thi jeg kunde ikke gjætte den Fruen gav mig, var saaledes:

Staaer jeg smukt paa mine Been,

Er jeg Dig en sødlille een,

Sat paa Hovedet for Dig, Bedes: Gud velsigne mig.

Søn O: en sød lille een; vendes det om, staaer der nøs, af Verbum, at nyse.37 Men nu er jeg ganske søvnig og vil derfor ikke skrive paa Brevet mere i denne Aften, da det ellers kunde blive Dem for kjedeligt; dog maa jeg fortælle Dem min første Drøm herude, den var om Dem, og ikke mindre end Deres Bryllup, og De saae saa usigelig lykkelig ud, at jeg aldrig har seet Dem saa smilende, ikke engang i Deres bedste Øieblik.

Aftenen den 12 Juli.

Idag har vi maatte være i Stuen den hele Dag eftersom det regnede, det er ret et kjedeligt Sommer-Veir, jeg troer, det ikke er rigtigt i Hovedet. Imidlertid har jeg idag arbeidet et Par Timer paa min poetiske Jydepotte, nemlig et Stykke i Prosa, der hedder: Ideer for dem som selv ingen have, en liden Nød og Hjelpe-Bog især for de som vil38 være Poeter; ved samme Leilighed kan jeg nu ogsaa fortælle Dem at jeg alt, før jeg tog herud, fik min claurenske Novelle, den skjønne gramatica latina færdig, der som De veed ikke er andet, end salig Badens ærlige Gramatik behandlet lidt føel­som, jeg har læst den for Guldbergs, der er ganske entusiastiske for den, ja erklære den endogsaa for mit heldigste O: originalste Produkt, men det troer jeg ikke selv; jeg glæder mig ret til at læse den for Dem. – Af Digte har jeg ingen i de sidste 8 Dage, derimod Ideen til et stort alvorligt, men jeg venter ikke før paa svenborger Touren at komme ned med det; Barnet hedder: Naturens Bog; det er igrunden en gammel Pjese, som De veed. –

Alle Hoffmanns har bedet mig at hilse Dem mange 100000000000000000000000 Gange her i Brevet, vi taler daglig om Dem, og det lutter for­træffelige Ting, bare De var hos os! Imorgen, som er den sidste Dag jeg bliver, thi det er St: Knuds Markede i Odense, vil vi have Schattenspiel an der Wand. Lund skal være Casander; den ældste af de her værende Sønner, Colombine; den yngre, Harlequin, og jeg, Pjerot. –

Aftenen den 13 Juli.

I Formiddags kjørte Hr Hofman mig ud paa Hals, jeg var paa den ydder­ste Spids og fik mig en Steen med; herude voxte Lyng, noget jeg ikke troede at finde i Fyen. – Med vort Schattenspiel gik det fortræffeligt og vi havde, oven paa Baletten Søvngjængersken der ret var et non plus ultra i sin Slags.–

Odense den 14 Juli.

Imiddags forlod jeg det hoffmanske Huus, hvor jeg ret har moret mig, begge Døttrene rullede med til Byen, hvor jeg nu ankom for en Time siden. Jeg har tusinde Hilsener til Dem fra Hoffmans hele Familie. – I dette Øieblik fik jeg Deres kjære Brev, og jeg takker Dem ret for at De saa hjerteligt tænker paa mig. – Deres mange Nyheder morede mig meget, især det om Archiaten, og hvad der glædede mig, var at Jomf: Pätges har slaaet op med Hviid. Angaaende min Opera, og om Ansøgningen til Regentsen har De nok glemt, tænk paa mig næste Gang . – Ligesaa meget som hele Begyndelsen af Deres Brev glædede mig, lige saa meget bedrøvede Slutningen mig, ikke for den Persons ilde meente Dom, thi han har ikke kjendt mig, eller talt gjennem et andet Organ, men, for at Deres kjære Fader, selv ikke troer at forstaae mig i denne Henseende, at mine »E[x]clamationer« er et levende Udbrud af Hjertet. Kjære, gode, Collin, De er min eneste, sande Ven, gid jeg dog ret tydelig kunde give Dem en Idee om mit Indre, kan De virkelig tro, at jeg nogensinde tænker mig liig39 Øehlenschlæger, mindre mere ori­ginal end ham; nei, saa vidst, som jeg ønsker Guds Bistand i al min Virken, veed jeg ikke med mig selv, at jeg nogensinde har troet det, mindre at kunde vilde yttre det. Den Person, der, som De siger, udlod sig med »saa megen Agtelse og Venskab« om mig, har ikke meent mig det godt. Siig mig hvem det var? jeg skal aldrig røbe at jeg veed det, men maaskee kan jeg da see, og sige Dem Kilden hvorfra sligt kommer. – Der er neppe nogen der mere føler sine Feil og Mangler end jeg selv, tro mig, Egoisme er neppe det rigtige Udtryk paa mine Svagheder. – For ret at vise Dem min høieste Egoisme i al sin Nøgenhed, vil jeg sige Dem mine forfængeligste Ideer, men som jeg aldrig i alvor nogensinde har yttret for nogen; jeg troer at jeg blandt de unge Poeter er den der for Øieblikket, tør love mest, at jeg med Guds Hjælp, ved ydre Omstændigheder vil kunne kom[me] til at indtage en Plads mellem de gode Digtere, men vil staae dybt40 under Øehlenschlæ­ger, og langt fra Ingemann. – Dette er mit oprigtige Skriftemaal; enhver som ret kjender mig, vil ikke kunde finde mere, som den høieste Egoisme hos mig, end hvad jeg her siger Dem, og det vil dog kun være i Spøg at Sligt kommer til Yttringer; lad saa de andre Personer tale »venskabeligt«, ilde om mig, der kommer vel engang en Tid at vi alle, Venner og Uvenner komme bedre til at forstaae hinanden. – Lov mig nu, at De i Deres næste Brev vil tale lidt mere om denne Materie; og usigeligt vil det glæde mig, naar jeg da bliver overbeviist om, at Deres Fader og De forstaaer mig; lov mig det! og skriv snart, ret snart, det glæder mig saa meget, skriv hvad De vil, kun at jeg faaer et Brev. Hils dem alle,

Deres altid hengivne Ven

Andersen.

Hvad siger De om Ideen til den poetiske Jydepotte?

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter