Dato: 9. november 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

153. Til E. Collin.

Glorup den 9 Nov: 1845.

Min kjære, kjære Ven!

Imorgen reiser jeg her fra Glorup til Odense, hvor jeg venter at finde Brev fra »Grafenstein«, finder jeg intet eller man siger mig at jeg er velkommen naar jeg selv vil, da reiser jeg i lige Flugt fra Odense til Hamburg; jeg skal nu i Slutningen af dette Brev, sige Dem hvad det bliver til, men skrive maa jeg i Dag og her, da Tiden er rigelig og jeg kan ikke lade være at tænke paa dem Alle hjemme. Ja veed De hvad, jeg har ordenlig i disse otte Dage jeg har været her, gjort mig Umage for ikke at tænke for levende paa det collinske Hjem, paa mine elskede Venner, thi jeg følte at hver Gang Tankerne vendte der hen, blev jeg saa forunderlig veemodig, længselsfuld; tak min kjære Ven fordi jeg paa Postgaarden saae Dem endnu engang, Deres »Lev vel !« var det sidste der klang for mit Øre!–Ja De veed det jo nok, De forstaaer det, jeg holder af Dem som var jeg Deres Broder! – De kan troe at jeg blev glad i Onsdags Aftes, da Tjeneren her bragte mig et Brev fra Deres Fader, det havde jeg slet ikke ventet, jeg læste det to Gange og om Aftenen da jeg kom i Seng læste jeg det igjen; o hvor jeg elsker ham! Gud lad os dog beholde ham længe! jeg kan ikke miste ham han er voxet ind i mit Hjerte!–Tryk hans Haand fra mig, han er dog altid i min Tanke! Disse otte Dage paa Glorup danne et forunderligt stille Billed i min Sjæl, imod de levende, afvexlende Dage da Jenny Lind var i Kjøbenhavn og jeg sagde Lev vel!–Jeg trængte ordenlig til en Slags Ro, jeg var ogsaa betydelig i Brev?Gjæld, havde meget at notere, nu har Alt dette sat sig, jeg længes efter at komme paa Strømmen igjen.

Om Sommeren er Glorup stille, men mod Vinter er det Eensomheden selv, det er aldeles Klosterliv, men for en Tid af otte Dage er sligt ogsaa interessant. Her paa Gaarden er kun den gamle Greve, der er meget stille, samt to gamle Frøkner Raben; jeg har to hyggelige velopvarmede Værelser ud til den ensomme Have, hvor alt Vandet er tappet ud af Basinet; hver Morgen gjør jeg en pligtskyldig kort Vesit hos den gamle Excellense, og en halv Time efter kommer han til mig for at gjøre Contra?Vesit, den eneste

Afvexling deri, er at han kommer en enkelt Gang først og jeg da sidst; saa seer jeg Ingen før Klokken fire og i al den Tid sidder jeg stille læser og skriver, eller gaaer en Vandring op og ned af Havens to gamle Aleer, de ere saa lige og saa lange, saa eensformige som Dagene i et Kloster Liv. Efter Bordet sidder jeg igjen ene paa mit Værelse, seer paa Ilden og paa Maanen og naar saa Klokken slaaer 8, banker Tjeneren paa Døren, »Theen er serveret!« Da kommer jeg ned og de to Timer til Klokken 10 ere da de længste; Excellensen og begge Frøknerne ere velsignede gamle Mennesker, men de have ikke meget at fortælle, jeg taler da i to Timer; »saa kan han faae sig udtalt!« siger nok Ingeborg, jo, jeg faaer mig meer end udtalt, der kommer Pauser og i disse, det er underligt at høre, rumler det stadigt i den ene gamle Frøkens Mave, det er min eneste Fornøielse! siden jeg skriver om at rumle i Maven, maa jeg fortælle Dem en Historie herfra Egnen, jeg hørte den af Doctor Winther. Der var Selskab paa een af Nabo?Gaardene; en ny Landsbytjener stod bag Fruens Stol og skulde høre Befalninger, »en Skee! en Skee!« hvidskede hun. »Nei Deres Naade,« sagde Karlen ganske høit, »Det var ikke andet end at det rumlede i min Mave!«

Kjære Ven,

Odense den 10 November 1845.

nu er jeg i Odense, min gamle By, hvor jeg løb som fattig Dreng med bare Fødder og med Træskoe; naar jeg seer ned af Gaden tænker jeg, som Alladdin. »Der nede gik jeg, som en fattig Dreng!« Vor dog vor Herre har være[t] god mod mig, forunderlig god mod mig fremfor mod Tusinde, jeg begriber ikke min Lykke! hvorfor skal jeg have faaet saa meget? Det er Festdag i Aften, det havde jeg slet ikke tænkt paa, i Kjøbenhavn holder man heller ikke denne Aften hellig, (ved hellig forstaaes at spise Gaase steeg); det er i Aften Mortensaften; hele Odense lugter af Gaasesteg, jeg har ordenlig faaet Barndoms Erindringer derved. Poeten siger jo ogsaa at der til Duft og Melodier knøtter sig mange Erindringer, men han tænkte vel ikke paa Gaasesteg. Jeg havde da Brev fra »Grafenstein«, at de høie Herskaber vente mig, jeg maa altsaa derhen; det bliver en Omvei, og noget dyr; jeg gaaer nu imorgen med Diligensen til Aabenraa, ligger der om Natten, det er jo netop i den schleswig?holsteenske Brænding, Onsdagmorgen tager jeg Extrapost og'ndash;saa seer jeg hvorledes Gravenstenerne smage mig. fire fem Dage bliver jeg da rimeligviis, skulde De eller nogen derfor skrive mig til strax efter Modtagelsen af dette Brev, da lad det gaae til Slottet paa Gravensteen, skriver De senere, da, Hamborg post restante. Tør jeg bede Dem, at De vil sende indlagte lille Epistel til P, L, Møller; jeg fandt et Brev her fra ham hvori han beder mig, i Forening med Øehlenschlæger, skriftlig at understøtte hans Ansøgning om Reise?Stipendium, jeg vil gjøre det fra Hamborg, her har jeg ikke Ro; jeg veed nok at Møller dømmes haardt af Mange, jeg kjender ikke hans Brøde, men anseer ham for et stort Talent, der vist ved at rives engang ud af den Daarlighed, han maaskee er i, kan hæves og blive et særdeles dygtig Menneske; jeg vil senere sætte Dem mine Tanker mere klart frem, nu maa jeg sige Lev vel!–Tusind kjærlige Hilsener til Deres Kone, Børnene, Madam Thyberg og naar De kommer i Amaliegaden da hils og atter hils, Faderen, Brødrene, Søstrene, Jonna,

Stampe, Adolph Boye alle Drevsens; lev vel! Deres broderlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin